|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() Various Artists 2 Ryk Og En Aflevering (cd, Bird Hits Plane/BMG) Det er bestemt ikke hver dag, at en dansk film ledsages af et soundtrack, der for alvor er værd at eje. Heldigvis er der undtagelser – det seneste eksempel er Sort Sols originale score til filmen Baby, men også Bleeder blev fulgt op af et glimrende lydspor for nogle år siden. Til gengæld har Danmark en lang tradition for at lave fine ungdomsfilm. En overgang virkede det som om, at genren helst skulle drejes over mod gys og gru, men vi gør det nu bedst, når det er det første kys, det første knald og den første krise, der er i fokus. Den århusianske filminstruktør Aage Rais-Nordentoft er én af dem, der behersker denne type film bedst. Udover almindelige dramaer har han nemlig tidligere skabt den fremragende børnefilm Anton – og i den forbindelse afslørede han en sjælden flair for at sammensætte en lydside, der kunne give genlyd udover det hvide lærred. Her var scoopet den fremragende titelmelodi, som selveste Björk indsang på et noget gebrokkent dansk! Nu har instruktøren også sammensat et spændende soundtrack til sin seneste film: 2 Ryk & en Aflevering. De skarpeste vil lynhurtigt gennemskue, at titlen ikke som sådan har noget med fodbold at gøre. Uden at komme med videre forklaringer kan man konstatere, at man har at gøre med en rigtig teenage-film, der afspejler den aldersgruppes problemer og glæder. Om filmen så er vellykket, vil jeg lade andre om at vurdere – her er det musikken, der skal under luppen. Soundtracket er opdelt i to faser – eller ryk. Det samlede slutbillede kan nærliggende tolkes som afleveringen! Den første er en blandet landhandel af musikalske krumspring, der primært leveres af fremstormende danske grupper som Tiger Tunes, Moi Caprice og Superjeg. Derudover støder man dog også på skandinaviske gæster som Håkan Hellström og Kaizers Orchestra. På denne halvdel af pladen lægger man mest mærke til Tiger Tunes' titelsang ”Kick'n'Rush”, der tager udgangspunkt i endnu et fodboldmetafor. Et skævt og insisterende nummer, som på en elegant vis sparker soundtracket i gang – og i øvrigt lover godt for bandets fremtid. Resten af den blandede landhandel, der består af numre, som har været ude i forvejen, er der ikke så meget at sige til. Orkestrene har alle det til fælles, at de har en udpræget skæv indgangsvinkel til at skabe musik – og også til en vis grad deler et let, luftigt udtryk. Man skal da også lede længe efter et bedre lydspor til teenageårenes følelsesladede aftentimer, hvor man stirrer tomt på værelsets idolplakater mens den ulykkelige kærlighed rumsterer i maveregionen. Det mest interessante ved soundtracket er dog det andet ryk. Udgivelsens anden halvdel rummer nemlig et egentligt score, som Under Byen har skruet sammen til lejligheden. Disse ni nye kompositioner understreger de anelser, man har siddet tilbage med efter såvel Kyst som Det er Mig der Holder Træerne Sammen – at Under Byen er et orkester uden lige. Både på vore hjemlige breddegrader og andetsteds. De fleste af kompositionerne tager titelmæssigt udgangspunkt i filmens imaginære by, Lustrup. Således får man både en ”Lonesome Lustrup”, en ”Lovely Lustrup” og sågar en ”Lustrup City Lights”! Glemmer man de halsbrækkende titler, kan man dog kun fryde sig over de smukke og lidenskabelige toner, de lægger navn til. Kompositionerne er en blanding af en række instrumentale stykker, som afspejler den følsomme teenagers indre, og en mindre bunke sange, der endnu en gang giver én lyst til at understrege, at Henriette Sennenvaldt besidder en af Danmarks smukkeste og mest originale sangstemmer. Det er vanskeligt at fremhæve enkelte numre frem for andre. Disse ni fremragende kompositioner rummer nemlig hver og en de grundkvaliteter, en ægte filmsang skal indeholde - de er billeder og stemninger, der både kan stå for sig selv og understrege filmens handling. 2 Ryk & en Aflevering kan således kun betegnes som et vellykket soundtrack, der lader den første halvdel være festen og den anden illustrere den eftertænksomhed, der melder sig når de sidste sjatter er skyllet ned, det sidste stjålne blik er kastet og cyklen skal manøvres hjem mod ”Lonely Lustrup” igen. Peter Krogh, 26. okt 2003 Yderligere informationBesøg Bird Hits Planes hjemmesideKommentarer (0)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.
|
|||||||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
||||||||||||














