Tre år er gået siden danske Amstrong udgav den særdeles lovende og stilbevidste debut Sprinkler på deres eget lille selskab 3rd Tsunami. Her fik de, gennem syv mørkt meditative lyddigte med inspiration fra postrock, indierock og i særdeleshed trip hop, skabt deres eget personlige udtryk, mens andre danske musikere og producere stadig stod i studierne og grublede over den første Portishead-plade. Sprinkler fik langt fra den opmærksomhed, den fortjente - i hvert fald ikke under hjemlige himmelstrøg. Til gengæld fik det tyske pladeselskab Clearspot øjnene op for Amstrong, og nu satser det efter alt at dømme stort på deres andet udspil Hot Water Music. Med god grund.

Det er stadig metropolens rum, klange og stemninger, der udforskes i Amstrongs musik, men hvor lydbillederne på Sprinkler trængte sig ind på lytteren med en ofte klaustrofobisk effekt, er Hot Water Music en mere imødekommende og lys affære. Faktisk er der tale om en regulær popplade, men en højst sofistikeret og vedkommende én af slagsen. Fra de æteriske sangforedrag på Sprinkler har Marie-Louise Munck bevæget sig mod en mere fortællende og udadvendt stemmeføring, ligesom kompositionerne flere steder nærmer sig klassiske sangstrukturer. Det er imidlertid beundringsværdigt at se, hvordan det lykkes for Amstrong at integrere deres fornemmelse for lyde og stemninger i dette nye udtryk. Gennem jazzede impulser, skrøbelige guitarfigurer, knitrende elektroniske understrømme og klassiske strygere leveret af Prags Filharmoniske Orkester bygges en raffineret og ambitiøs lydarkitektur op. Man finder således både rastløs energi, klanglig fylde og drama på Hot Water Music's ti sange - for ikke at nævne den instrumentale intro ”Any Other Time”. Inspirationen fra trip hoppen fornægter sig ikke i musikkens filmiske kvaliteter, og med god grund er store dele af pladen indspillet og mixet i Easy Film studierne, der normalt bruges til at indspille filmmusik. Modsat en stor del af de navne, der fulgte i kølvandet på Portishead og Massive Attack, lykkes det imidlertid at forløse ambitionen på en selvstændig måde i stedet for at halse efter fortærskede John Barry- og Ennio Morricone-klichéer.

En melankolsk grundtone løber gennem pladen. Midt i storbyens tumult søges en balance og en tro. Dette er dog ikke nogen let opgave, for som der synges på ”2.30 am”: ”You and I never took for granted / that there's a god to show us the way”. Alligevel bryder pladen ud af natten og formidler et positivt og sanseligt credo hen mod slutningen i den smukke livshyldest ”Cold Running River”: ”Cause it feels so good / my blood running through my veins”. I den rockede og noget atypiske førstesingle, ”Everyone Is A Poet These Days”, udvises der en mere samfundskritisk brod. Her vrænges der af tidens egoisme, selvcentrering og hykleri med ordene: ”Everyone's a poet these days / everyone's a bloody shame”.

Alt i alt fremstår Amstrong gennem denne tour de force af et album som et sjældent velformuleret, subtilt og fremadrettet bud på, hvordan popmusik og kunst kan forenes uden plattenslageri og overfladisk gøgl. Det er godt gået.