Selvom det københavnske selskab Orpheus Records har udgivet såvel nyindspillet syrerock som postpunk – det sidste i form af Mental Midgets dobbeltalbum Somewhere in the Lovely Nowhere - har selskabets primære målsætning siden starten været at grave ned i diverse private og offentlige arkiver for at afdække ukendte dele af den danske psykedeliske og progressive rockscene, der for alvor brød igennem først i 70'erne. Et projekt, der efter bagmændenes eget udsagn er vokset frem af erkendelsen af, at det kun var et absolut mindretal af tidens orkestre – og ikke altid nødvendigvis de bedste – der nåede ud på vinyl dengang. Med andre ord er det vækstlaget under giganter som Savage Rose, Hurdy Gurdy, Skousen & Ingemann, Steppeulvene og Burnin' Red Ivanhoe, der udforskes med både entusiasme og teknisk ildhu. Ikke altid et nemt arbejde – som de nedenstående anmeldelser vil afsløre, er det ofte ret tilfældigt, hvilket lydmateriale med glemte bands, der har overlevet tidens tand – men til gengæld ét, der bliver udført med en tydelig kærlighed til tiden og musikken. Således er næsten alle selskabets udgivelser udkommet på 180 gram tungt luksusvinyl, blevet udstyret med gennemarbejde hæfter og forsynet med nye covers i datidens stil, der er blevet udarbejdet af bagmændene Morten Aron Larsen og Nick Hasselby. En imponerende indsats, der kun kan give én sympati for dette musikarkæologiske projekt – men hvordan står det rent faktisk til med kvaliteten af de plader, Opheus indtil videre har gravet frem fra diverse skuffer rundt omkring i landet?

Det første katalognummer, Orpheus overhovedet udgav, var albummet Lady of the Mountain med Gladsaxe-bandet Elmira. En fem mand høj konstellation, der – selvom den havde ca. otte års levetid og først lagde til land sidst i 70'erne – desværre ikke efterlod sig andet end en bunke øvelokaleoptagelser fra tiden 1973-76, som først i 2000 blev redigeret sammen til dette album. Som en følge deraf er lyden på selve pladen da også umådeligt ulden: Selv med nutidens teknologi er det begrænset, hvor meget man kan reparere på noget, som ikke er tip-top i forvejen.

At lydkvaliteten er, hvad den er, betyder dog ikke, at man skal forhindre folk i at danne sig et indtryk af sangene - og i tilfældet Elmira er man da også glad for, at det netop er denne disposition, der er blevet truffet. Nede under al båndstøjen spiller bandet nemlig som en drøm. Guitaristen Tom Skjødt er en ubesunget guitarhelt, vokalisten Steen Brylle Petersen ingen ringe frontman, rytmesektionen Bjarne Christensen og Jens Bakke en velsmurt, tungt trækkende maskine – og Peter Kongsgaard absolut heller ikke sin tids værste keyboardmand. Som helhed er Elmira til og med den type orkester, der kan jamme over det samme tema i timevis – og af samme grund når numrene på Lady of the Mountain aldrig ned under de seks minutter.

Denne symfoniske tendens kan imidlertid være lige så dårlig, som den er god, og pladens længste nummer – ”Svante i Stormagasinet”, hvis tekst er løftet fra Benny Andersens blandingsroman Svantes Viser - får da også til syvende og sidst lytteren til at gå kold blandt de mange variationer, soloer og raffinementer. Her fortrækker man så absolut Andersens og Poul Dissings indspilning af teksten på Svantes Viser (1973), der i øvrigt er mere tro mod hovedpersonens neurotiske, mistrøstige sindelag. Det er imidlertid også det eneste sted på Lady of the Mountain, hvor filmen for alvor knækker. Titelnummeret er således udsyret proto-hardrock i topklasse – en elektrificeret folkevise, der er proppet med herlige guitarbrokker og emmer af fjern melankoli. ”That Day” halter lidt mere rent fremførelsesmæssigt, men er ikke desto mindre en holdbar komposition, der ikke mindst på orgelsiden går hen og bliver en instrumental opvisning, som heldigvis ikke mister jordforbindelsen på noget tidspunkt. ”The Passenger” vokser – gennem en række breaks og metamorfoser – fra at være en døsig, sumpet sag til at blive en frit svævende opvisning i elektrisk drømmerock, og endelig er afslutningsnummeret ”Spacewoman” et til tider ganske eksplosivt og spacet nummer, der byder på et nærmest voldeligt samspil mellem pedalbelagte guitarimprovisationer, frenetiske trommer og djævelske orgelflader.

Om Elmira kunne have fortjent en pladekontrakt dengang? Helt bestemt – for vel er Lady of the Mountain ikke en pletfri plade, men denne store håndfuld øvelokale-optagelser viser trods alt et orkester, som både instrumentalt og kompositorisk kunne have bidt skeer med de fleste dengang. De fem medlemmer kunne måske have lært en smule af den less is more-æstetik, der brød frem omkring det tidspunkt, hvor de stoppede – men omvendt kan man heller ikke klandre dem for at være børn af deres tid. Og én ting er sikkert: Det kan stadig betale sig at ignorere den dårlige lyd på disse optagelser og stifte bekendtskab med Gladsaxes vel nok mest overbevisende orkester gennem tiderne.

Et andet band, der burde have klaret skærene dengang, var Freed, som endda kom så langt, at de i 1970 gik i studiet for at indspille et regulært album for EMI. Selve indspilningerne foregik (af alle steder) i Tommy Seebachs hjemmestudie på Gl. Kongevej i København – men allerede under indspilningen kom det til at stå klart, at EMI og Freed havde vidt forskellige forventninger til, hvilken plade, der skulle komme ud af anstrengelserne. Freed ønskede ikke at gå på kompromis, pladeselskabet trak sig – og debutalbummet Freed måtte derfor vente i over 30 år på at se dagens lys i samarbejde med Orpheus. At grundbåndene, velsagtens på grund af det vaklende samarbejde med EMI, blev færdiggjort i en fart, kan også godt høres – mixningen kunne have været noget stærkere. Men selve lydkvaliteten er ganske fin – og det samme kan heldigvis også siges om selve materialet. Allerede åbningsnummeret ”Girlfriend” illustrerer nemlig det urimelige i, at albummet blev syltet. Med en kombination af luftige, melankolske guitarakkorder og sugende Hammond-toner har sangen allerede charmet sig ind på én inden forsangeren Leif Frederiksens bløde stemmebånd rammer øregangene – og som nummeret skrider frem, udvikler det sig stille og roligt til en eksemplarisk rocksang, der kunne have ført sig frem med store typer i historiebogen, hvis blot Freed havde fået lov at komme på gaden dengang.

Derpå går det slag på slag med endnu syv ganske glimrende originalnumre samt en sejt swingende coversion af bluesrock-legenden John Mayalls ”I Want You”. Originalkompositionerne – som på nær ”Natten Solen Dagen” alle har engelske titler eller er pyntet med titler på samme sprog – veksler mellem at være instrumentale eksperimenter og ganske hårde, ligefremme bluesrock-numre med et vagt psykedelisk skær. De regulære sange er måske ikke dybt originale – man aner i hvert fald Cream og Jimi Hendrix spøge i baggrunden – men er ganske fine opvisning i tidens rocklyd, der ikke gør nogen fortræd. Så tages der lidt flere chancer på de instrumentale kompositioner, der strækker sig fra de døsige stemmearrangementer på ”Visions” over den sørgmodige guitarskitse ”After the War” til den cheesy, orgeldrevne ”Motorcycle”, som rent faktisk lader en optagelse af en motorcykel fræse ind og ud af lydbilledet. Mesterstykket er dog den energiske ”Tribute to Carlos”, der lader lead-guitaristen Helmuth Ozolins lege med sine mærkeligste guitarpedaler.

Mens den frit svævende ”The End”, der væves flot op omkring en række efterårsagtige guitarmotiver og et solidt backbeat, runder pladen af, sidder man således tilbage med en fornemmelse af at have hørt en mindre rodebutik af et album. En plade, der stedvist er fremragende – stedvist er lettere retningsløs og usammenhængende. Men så igen: Det var der så mange andre plader, der var først i 70'erne – og Freed er måske ikke ligefrem en glemt klassiker, men i hvert fald et værk, der ikke står tilbage for ret meget af den tidlige danske 70'er-rock, der ellers genudsendes for tiden. Også en plade, der endnu i dag fortjener at blive hørt.

Freed kan dog ikke helt hamle op med Næstved-gruppen Polyfeen, der også var lige ved og næsten på samme tidspunkt. Denne sekstet – som fik sit navn da medlemmerne ikke rigtigt kunne finde ud af at stave navnet på kyklopen Polyfem, som optrådte i Homers Odysseen, korrekt – nåede at optræde sammen med både Gasolin', Rainbow Band og Hurdy Gurdy, ligesom de også stod på scenen under Roskilde Festivalen i '72. Alligevel – og de græske guder må vide hvorfor – efterlod gruppen sig snart sagt ingenting, da den gik i opløsning efter tre års eksistens i 1973. En primitiv optagelse af en koncert på Nysted Ungdomsskole d. 18/2, 1972 var alt, der var tilbage – og netop denne optagelse er, efter at være blevet renset for så meget støj som overhovedet muligt, senere blevet til albummet Langt Ude Skoven. En plade, der absolut vejer til i den tunge ende af Orpheus-kataloget.

Bevares: Åbningsnummeret og slagsangen ”Polyfeen” lider på mange måder under, at forsangeren Erik Hansen tydeligvis har fået lidt for meget af den fniseurt, som synes at have været alfa og omega for gruppen. Først bruger han alt, alt for lang tid på at forklare baggrunden for Polyfeens navn på en klingende Næstved-dialekt – den tynde pointe løber helt ud i sandet. Dernæst ødelægger han selve nummeret – som ganske vist allerede vakler under en række ukoordinerede orgel-progressioner – ved at introducere bandets medlemmer med en skarp, umotiveret latter. Så meget for den store, blændende indmarch. Heldigvis lider resten af sættet ikke under de samme brister – for under den hule, flimrende sound, der helt naturligt må præge en primitiv optagelse af dén alder, aner man rent faktisk et orkester, der kunne have været én af sin æras klassiske navne, hvis skæbnen ellers have spillet det nogle bedre kort.

Som annonceret i de vedlagte materialer minder Polyfeen – som hovedsageligt baserer sit udtryk på Per Hugo Rotbøll Nielsens prominente orgellyd – om en personlig blanding af elementer fra Culpeper's Orchard, Day of Phoenix, Colosseum og Alrune Rod, selvom der nu også er mere Procol Harum og Pink Floyd over orkestret, end det åbenbart selv vil indrømme. Teksterne er ikke de bedste – specielt ”Campingturen” er en rædselsvækkende kombination af flip, socialrealisme og omvendte ordstillinger – men Polyfeen tjener i rigeligt mål dét ind på gyngerne, som de har mistet på karrusellen. Ikke mindst fordi de spiller deres lange, arabeskagtige numre med en gnist og en præcision, der stadig taler klart og tydeligt til lytteren efter 31 år. Dertil er medlemmerne – selvom Polyfeen forsøger at skubbe så mange aparte breaks og overgange ind i hvert nummer som muligt – ikke så dygtige musikere, at de kvæler barnet i teknikkens hellige navn. Højdepunktet i enhver henseende er den energiske, lysergisk flimrende ”Leve Livet”, der både formår at skifte gear sådan ca. hvert halve minut og alligevel beholde grebet om sine flotte, frit svævende grundelementer: Et stratosfærisk orgelarbejde og et guitarriff, der ikke lader en veloplagt David Gilmour meget efter. Mens også pladens længste nummer – den afsluttende ”Håbet” – viser en gruppe, der formår at forene en udpræget forkærlighed for kompleksitet med en sans for fortættet poesi og himmelstræbende melodiøsitet.

Pladens øvrige indslag – ”Campingturen”, ”Pigen i Skoven” og ”Lossepladsen” – er i og for sig blot videre opvisninger i den samme form: En solid, elastisk rytmesektion, et delikat samspil mellem orgelet og guitaren samt en sanger, der det ene øjeblik er to the point, det andet lidt for overgearet i sine forsøg på at synge falset. Men også disse tre indspilninger har absolut et niveau, man ikke er vant til fra den tid – og man kan ikke lade være med at tænke på, hvilken plade man kunne have stået tilbage med, hvis nogen havde været villige til at producere og udsende et regulært studiealbum med Polyfeen. Langt Ude i Skoven er trods alt kun et svagt ekko af noget, der kunne have været – og at lige præcis denne gruppe ikke gik linen ud, er en af de grummere drejninger i den danske rockhistorie.

På den led var kvartetten Vindharpen trods alt noget mere heldig. Ikke blot fordi albummet Rejsen til Yenan rent faktisk udkom - selvom det kun var i 75 eksemplarer på kassettemærket Lommelyd i 1975 – men også fordi i det mindste ét af medlemmerne senere kom til at skrive dansk rockhistorie i større stil. Her tales der om multiinstrumentalisten Niels Torp, som fortsatte sin løbebane i Kliché for – efter en periode som den ene halvdel af sangskriverparret Voss/Torp – at blive folkeeje med duoen Souvenirs i løbet af 90'erne. Udover at genudgivelsen af Rejsen til Yenan giver én mulighed for at studere ovennævnte herre med langt hår – hvilket ikke er noget videre kønt syn – belyser denne glemte debutplade Torps videre karriere ganske glimrende: Selvom han kun er én sangskriver ud af flere på albummet, rummer Rejsen til Yenan nemlig den samme blanding af svensk visetradition og vage psykedeliske influenser, der også til tider har præget hans arbejde med Souvenirs. Faktisk får pladen hans ellers så markante periode med Kliché til at fremstå som en art blindgyde i karrieren, hvor fremragende han så ellers gjorde sig dér.

Af samme grund har det også været ganske grænseoverskridende for undertegnede at nærme sig Rejsen til Yenan - den kommer et helt andet sted fra end resten af Orpheus-kataloget. For at sige det rent ud, deler den flere kendetegn med samtidige sangskrivere som Stig Møller og Pia Raug end de psykedeliske udflip, der ellers har kendetegnet selskabets output. Det betyder dog ikke, at Rejsen til Yenan mangler lyriske eller musikalske kvaliteter – snarere tværtimod. Numrenes akustiske baggrunde – der trækker på usædvanlige instrumenter som save, pennywhistles, banjoer, marokkanske håndtrommer, congas og sitarer en masse - swinger på en både helt naturlig og komplet uanstrengt måde, og numrene ”Blomster”, ”Slangen” og ”Morgensang”, der alle har tekst af Ebbe Kløvedal Reich, vibrerer da også af den mixture af traditionsbevidsthed, venstrefløjspolitik og saftige sprogblomster, som kendetegner denne forfatters bedste arbejder. Med undtagelse af ”Slangen”, der går lidt for meget i selvsving omkring sit pseudo-arabiske centrum, er materialet faktisk også helt i top på dets helt egen pædagogrock-agtige måde. Udover at Rejsen tilYenan - med sin righoldige blanding af danske og mellemøstlige folkemusik-traditioner – er et flyvende tæppe af lyd, der lader éns tanker fare i fri flugt hen over fjerne, varme himmelstrøg, får pladen nemlig også undertegnede til at tænke på sin skolegang i de tidlige 80'ere, hvor lærere af Vindharpens generation syntes at mene, at bongotrommer og ”eksotiske” tekster var uendeligt saliggørende for éns barnlige selv. Af samme grund kunne man naturligvis ikke vente til man blev så gammel, at man fik sin egen grammofon – og kunne lytte til alle de synthesizere, trommemaskiner, larmende guitarer og dommedagstekster, man lystede. Men ét eller andet sted i éns hjerte kan man ikke helt frakende sin barndoms sound enhver kvalitet – i særdeleshed ikke når materialet, som det er på Rejsen til Yenan, er både gavmildt, fantasifuldt, kompetent og lyrisk velfunderet. Allerede når de første stjerneklare, arabeskagtige pianotoner i åbningsnummeret ”Asteroide B612” rammer én, véd man, at man sidder med en plade, der enten må ryge direkte i skraldespanden eller indtage en helt speciel plads i éns hjerte – og heldigvis charmer den sig så meget ind på én med al dens antikke, tidstypiske karisma, at man vælger den sidste mulighed.

Skal man opsummere den del af Orpheus Records' udgivelser, der har haft til formål at finde glemte perler indenfor den danske 70'er-rock, må man altså sige, at selskabet indtil videre har haft næse for at opsnuse ting, der rent faktisk kan bære rent kunstnerisk. Der ligger utvivlsomt timevis af rædselsfulde musikalske syretrips på diverse bånd landet over – men dem har selskabet altså indtil videre evnet at lade ligge, hvor de er. Hvad enten man taler om Elmira, Freed, Polyfeen eller Vindharpen er der – trods pladernes naturligt nok ofte horrible lydkvalitet – en hel del godt at sige, og tilsammen tegner de fire udgivelser et billede af en psykedelisk dansk undergrund, som nok til tider var lidt for glad for kompleksitet og Hammond-orgler, men som også både var spraglet, kompetent og fokuseret. Med andre ord: Er der mere af samme niveau, kan det ikke komme på vinyl hurtigt nok.