“Tilbage-til-naturen” hymnen, "Crystal Lake", må næsten kaldes det perfekte singleudspil fra sidste års i det hele taget kraftigt civilisationskritiske album, The Sophtware Slump, og denne maxis cover, som forestiller en isbjørneunge, der bliver kidnappet af en Burt Reynolds-lignende actionman, signalerer da også, at den økologiske bevidsthed fortsat er høj hos Californiens p.t. bedste band. Men som dem, der stod på Grandaddy-toget med den langt mindre konceptprægede Under the Western Freeway (1998), sikkert kan huske, er der også en mere privat side til Jason Lytles sangskrivningstalent. Og som opsamlingen The Broken Down Comforter Collection så glimrende demonstrerede, er gruppens B-sider ofte lige så gode som det materiale, der ender op på albumudgivelserne.

De fire ekstranumre, denne maxi suppleres med, er et fint eksempel på begge dele. Ikke mindst den på én gang fragmentariske og suiteagtige ”She-Deleter”, der, fra et udgangspunkt som nagende smuk klaverballade, bevæger sig over rasende støjrockpassager og nærmest industrielle indslag for at ende op hvor den startede. En mere end værdig ”lillebror” til ”He´s Simple, He´s Dumb, He´s the Pilot”. På samme måde er den uendeligt ulykkelige kærlighedssang ”What Can´t Be Erased”, der er en slags 80´er-inspireret elektropop med en inspireret, blåtonet guitarsolo, helt indlysende en af Grandaddys bedste sange til dato.

Man kan muligvis ikke sige det samme om ”Moe Bandy Mountaineers” – et skævt grinende countryrocknummer om en flok bjergbestigere, der bevæger sig op i højderne bevæbnet med sprut og inhalatorer – men det lyder dog som noget, der har været tæt på at komme med på The Sophtware Slump. Selv den kun lidt under to minutter lange petitesse, ”I Don´t Want to Record Anymore”, der er en satire over al den højteknologi, som efterhånden hører til en moderne pladeindspilning, er værd at eje for linierne ”I´m just a dork / Who can´t record / I´m sorry – I / Will say no more”.

Man må håbe, at Lytle ikke har været alt for seriøs, da han skrev dé linier. Hvis man smider materiale af denne karat ud på en single, som kun et fåtal af éns album-publikum gider at anskaffe sig, er man ikke blot irriterende talentfuld: Man burde låses inde i et studie på livstid!