Der findes vel næppe nogen musiker, der i højere grad fortjener betegnelsen levende legende end den nu 70-årige Johnny Cash. Modsat så mange andre, man kunne hæfte denne betegnelse på, er han tilmed stadig et vitalt kunstnerisk kraftfelt på trods af – eller måske netop fordi – at han, som privatperson, vakler på grænsen til døden. Det synes nærmest at være et mirakel, at han overhovedet er i live den dag i dag – og Cash selv, der aldrig er gået af vejen for at lufte sin tro, vil formodentlig også sige, at det er et mirakel. Hans biografi er nemlig plettet af såvel et voldsomt misbrug af stoffer og alkohol som af selvmordsforsøg og adskillige sygdomsforløb, der har tæret hårdt på både helbredet og psyken. De seneste år er han nærmest rutinemæssigt røget ud og ind af hospitalet – og flere gang har lægerne spået, at det kun kunne gå ned af bakke for ham. Alligevel har han – som en anden Lazarus – rejst sig den ene gang efter den anden. Og ikke nok med det: Han har sideløbende formået at udsende nogle af sin enorme karrieres bedste plader i kraft af American Recordings-serien. Et alderdomsværk, der på den ene side har reflekteret over hans lange og hårde liv, kampen med de indre dæmoner og dødens nærhed – på den anden side uundgåeligt har understreget kærlighedens og troens forløsende kraft. Pladerne har ganske vist tydeligt båret præg af hans fysiske og psykiske tilstand – men Cash har anvendt sin skrøbelighed som et kunstnerisk brændstof, der har ført ham frem til nye musikalske triumfer. Noget, flere aldrende kunstnere kunne lære en del af – ingen nævnt, ingen glemt. Han har på en måde formået at gøre sin egen skikkelse til en kødelig inkarnation af såvel musikkens vitalitet som dens selvdestruktivitet – og således kan det være decideret lammende at skulle forholde sig til et nyt værk af manden. Det lader sig næsten ikke gøre at forholde sig til en plade fra Johnny Cash uden at forholde sig til skikkelsen Johnny Cash - eller at forholde sig til en ny række sange uden at se dem som kapitler i hans personlige krønike. Hvis man, som undertegnede, dagligt føler sig som lidt af en Don Quixote i sit forsøg på at indfange musikkens spænding og energi gennem ord, kan man virkelig blive ramt af ydmyghed i mødet med denne skikkelse. Derfor indrømmer denne anmelder da også gerne, at dette er en del af forklaringen på, hvorfor denne anmeldelse først lander adskillige måneder efter udsendelsen af Cash's seneste plade American IV: The Man Comes Around - en plade, der, som titlen antyder, er det fjerde udspil i American Recordings-serien.

Konceptet for alderdomsværket har siden seriens første plade – det uafrystelige mesterværk American Recordings fra 1994 – været at blande egne kompositioner med en række fortolkninger, der på uhierarkisk vis fører vidt forskellige tider og sangskrivere sammen. Således har Cash tidligere været omkring alt fra gamle traditionals til sange af Nick Cave, Will Oldham, Tom Waits, Spain, Soundgarden, Neil Diamond, U2, Danzig og Tom Petty. Sange, som han altid har formået at gøre til sine helt egne. Denne gang står bl.a. Nine Inch Nails, Depeche Mode, Sting og Hank Williams for tur. Som på de øvrige American Recordings-udgivelser er det også Rick Rubin, der har stået for produktionen – og dét med sin vanlige fornemmelse for at skabe et usentimentalt og råt lydbillede, der ikke gør noget for at sminke hverken Cash's slidte stemme eller sjælelige ar. Godt nok har Rubin og Cash bevæget sig bort fra den første plades konsekvente minimalisme, der kun gav plads til hovedpersonens profetiske røst og en akustisk guitar – men trods gæsteoptrædener fra Nick Cave, Fiona Apple, John Frusciante m.fl. har man stadig en næsten skræmmende intim fornemmelse af at sidde ansigt til ansigt med manden selv: At se ham træde frem i al sin sårbarhed, mens pladen tæller sig frem mod tæppefaldet.

Ovennævnte strategi, der både gør Cash til et åbent medium for en række vidt forskellige sangskrivere og lader ham træde frem på en dybt personlig måde, fungerer endnu en gang fremragende. I grunden synes dens muligheder at være uudtømmelige. Når dét er sagt fremstår The Man Comes Around imidlertid som seriens mest ujævne album - hvilket først og fremmest skyldes udvalget af sange. Uanset hvor genial en fortolker Cash er, kan han nemlig ikke lave et mesterværk ud af en halvkedelig sang. Med fare for at fornærme fanatiske John Lennon-fans, er det svært at gøre ”In My Life” til meget mere end en omgang hyggelig aften-nostalgi. Cash formår – med sin stemme, der er tynget af alder og erindring – at løfte kompositionen op på et solidt niveau, men alligevel er der lidt for meget ”gamle onkel Cash fortæller” over sangen. Til gengæld slipper han overraskende godt fra at tage livtag med et så fortærsket nummer som Paul Simons ”Bridge Over Troubled Water”, der bliver fremført med Fiona Apples smukke vokalharmonier i baggrunden. Det er svært at forestille sig andre fortolke denne sang med samme nødvendighed og fylde – og samtidig bliver man mindet om, hvor god en sangskriver Paul Simon rent faktisk er.

Cash's store fortolkningstalent demonstreres også i ”First Time Ever I Saw Your Face” af Ewan MacColl. Tilsyneladende en lille romantisk bagatel, der imidlertid bliver fremført med et uhørt nærvær i en skrabet produktion, som leder tankerne hen på folk som Smog og Will Oldham. Noget, der gør sangen alt andet end bagatel-agtig. Snarere fremstår den – i al sin enkelhed – næsten som kærlighedssangen bag alle kærlighedssange. Når Cash synger linierne ”First time ever I saw your face / I thought the sun rose in your eyes” tror man simpelthen på dem – og dét må siges at være en kunst. En lignende enkelhedens kunst rammes i ”Danny Boy” – en traditional, hvor Cash's stemme kun akkompagneres af et sørgmodigt kirkeorgel.

Glimrende – om end på en ganske anden måden – er også sangen ”Sam Hall”. En traditional, der tillader Cash at demonstrere det store galgenhumoristiske talent, han har haft lige siden begyndelsen. I denne indspilning bliver nummeret til en gavmild parodi på Cash's eget outlaw-image: Et grotesk portræt af en hadefuld anti-helt, hvis opbyggelige budskab lyder: ”My name it is Sam Hall / and I hate you one and all.” Sådan! Næsten lige så blændende er albummets duet mellem Cash og hans mest oplagte arvtager: Nick Cave. På sit forrige album fortolkede The Man in Black Caves ”The Mercy Seat” med bravour – og endelig får vi nu en decideret duet mellem de to mørkemænd. Valget er faldet på Hank Williams' ”I'm So Lonesome I Could Cry” – hvor ironisk at lave en duet ud af netop denne sang! Således mødes tre generationer af sjælegranskende og hjemsøgte sangskrivere i ét nummer. Man efterlades åndeløs.

Blandt de nyere sange er versionen af Trent Reznors ”Hurt” absolut perlen. Her manes tekstens smerte, selvhad og desperation effektivt frem via et intenst sammenspil mellem akustisk guitar, klaver, orgel og mellotron - alt imens Cash's plagede stemme blotlægger et trøsteløst og forrevet sjæleligt landskab. I forhold til dén kraftudladning synes såvel Depeche Modes ”Personal Jesus” som Stings ”Hung My Head” at høre til i den lette afdeling – også selvom begge fortolkninger rent faktisk har en del at byde på.

Cash's eget kompositoriske bidrag til pladen begrænser sig denne gang blot til tre sange. Titelnummeret, der åbner pladen, er en fuldtræffer, der øjeblikkeligt skriver sig ind i klassiker-kataloget. Sangen er inspireret af en drøm, som næsten havde karakter af at være en åbenbaring - og ifølge noterne til pladen har Cash brugt mere tid på den end nogen anden sang, han har skrevet. Her forenes en bibelsk apokalypse-stemning med drømmeuniversets surreelle billedstorme – og dét med et stærkt ekspressivt resultat. Man fornemmer, at vi her har at gøre med en nøgle-komposition – ikke blot til pladen, men også til hele Cash's værk. Måske derfor virker det dog også som om, at Cash, efter denne voldsomme udladning, næsten har tømt sig selv for inspiration. I hvert fald lander de to øvrige egenkompositioner – ”Give My Love To Rose” og ”Tear Stained Letter” – langt fra titelnummerets niveau. Ikke at sangene som sådan er dårlige – de er bare lige lovlig håndværksagtige, og pladen ville i grunden have stået stærkere, hvis Cash havde indskrænket sit eget bidrag som sangskriver til kun at omfatte titelnummeret.

Pladen lukkes med en lettere corny - men alligevel ganske vellykket – version af standarden ”We'll Meet Again”. Her suspenderes den ensomme stemning til fordel for et dovent slentrende arrangement, hvor Cash ledsages af et helt kor, der præsenteres som ”The Whole Cash Gang”. Dette punktum forholder sig – som resten af pladen – til dødens nærhed, men dog på en ganske mild og forsonende måde. Forhåbentlig skal sangen dog også ses som et løfte om, at man ikke har hørt det sidste til Cash – til trods for at han godt ved, at han ikke har langt igen. For selvom pladen som helhed ikke rammer så rent som de tre foregående American Recordings-udgivelser, er der stadig temmelig meget at hente hos The Man in Black, som fortsat får de fleste af de såkaldte alternative country-artister til at lyde som en flok lunkne, reaktionære stoddere.