Nu om stunder kan snart sagt alt lægges ind under overskriften “independent”: Dyrt betalte managers, svimlende salgstal, multinational pladeselskabsopbakning og årelange produktionsperioder er i hvert tilfælde ingen hindring længere. Og vel er et band som f.eks. Radiohead uafhængigt i ånden - men forretningsmæssigt set også den type orkester, 70'ernes første konsekvente DIY-ideologer, som lagde grunden til nutidens indie-scene, ville have nydt at bombe med molotov-cocktails. Af samme grund er det glædeligt at kunne konstatere, at især nutidens brænder-teknologi og åbne produktionsmæssige mentalitet har gjort det muligt for næsten hvem som helst at udsende hvad som helst selv - og at en helt ny generation af DIY-labels benytter sig af det med ofte ganske blændende resultater. Bevares: Det sker da også, at folk fejler helt gudsjammerligt - at den interne kvalitetskontrol kortslutter. Men så igen: Gør den dét, er det ikke alverden, der hører det - og er materialet i orden, kan selv den mest obskure udgivelse åbne døre for én. Samtidig sikrer man sig, at man kan forfølge selv sine mærkeligste indfald kompromisløst, hvilket selv et typisk såkaldt independent-selskab næppe ville tillade én - og man behøver vel knapt at antyde, hvilke dividender dén mulighed overordnet set kaster af sig hvad angår innovation og musikalsk mangfoldighed.

Ét af det danske DIY-labels, der har gjort sig mest bemærket gennem de seneste år, er københavnske Purderous Magina Records, som bestyres af Lars Ro - og i virkeligheden er et lille multimedie-selskab, som også gør sig indenfor bl.a. bogproduktion. Ro har personligt både virket som forfatter og billedkunstner - og blot som musiker kommer han langt omkring, idet han pt. er medlem af grupperne Obstinate Esther, pa'vo'yi'JAH og Navratilova.

Ros vigtigste musikalske satsning i de seneste år har dog været workshoppen Sfu-ma-to, som har udsendt en pæn række lavbudget-udgivelser med skiftende line-ups. Her har han opdyrket et ofte næsten grelt no-fi udtryk, som ikke har kunnet blive skrabet og primitivt nok. Projektets første album, The Future Lies in Darkness (2000), var således en sammenstykning af en bunke lånte radiooptagelser og en række indspilninger, gruppen selv havde foretaget på en håndholdt båndoptager. Med Shards of Ancient Suns, som er udsendt af Purderous Magina i samarbejde med Christan Kanns Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio-mærke, har gruppen faktisk ”solgt ud”: Den har benyttet sig af firesporet optageudstyr - og endvidere rundet pladen af med to live-optagelser i en helt mistænkeligt god lydkvalitet!

Shards of Ancient Suns er faktisk en retrospektiv udgivelse på den måde, at den opsamler materiale fra årene 1999 og 2000, hvor Ro var bosat i Californien og jammede med en længere række lokale musikere. Tro mod gruppens workshop-karakter synes opstillingen da også at have skiftet fra indspilning til indspilning - og man véd derfor aldrig helt, hvem der laver én bøf her og brillerer dér. Og bøffer er der en del af - selvom pladen, med sin ”slikkede” firespors-teknologi, mere er lo-fi end decideret no-fi. Ro har også denne gang bevidst fravalgt at rette fejl, korrigere tempi og lave nye optagelser: Han sværger kompromisløst til det rå og spontane. Befriet som pladen derfor er for overflødigt glitter af enhver art, er det da også først og fremmest gejsten og kvaliteten af sangmaterialet, der skal hive stikket hjem.

Heldigvis må man også konstatere, at disse ting i lange stræk ikke fejler noget. ”Spinning” er - uanset de lettere skrålende backing-vokaler og et tempo, der er så løst at det til sidst falder helt fra hinanden - en lille luftig, country-inspireret perle, som man egentlig godt forstår, at Dave fra Godspeed You Black Emperor!, ifølge Purderous Maginas hjemmeside, har haft snurrende på sit anlæg. Det samme gør sig gældende med det velskrevne sadcore-studie ”Staring Into Nothing”, der emmer af tilbagelænet melankoli. Og af live-optagelserne udmærker ”Lamps and Giftshops” sig ved at være en faretruende storby-rapport, der hen imod slutningen skrues op i et spændstigt, gnistrende samspil.

Den egentlige akilleshæl ved Shards of Ancient Suns er imidlertid, at det ikke er altid, kvaliteten og den spontane energi brænder lige stærkt igennem - og i de tilfælde sidder man slet og ret tilbage med en ikke særligt bemærkelsesværdig musik, der er indspillet i en ikke særligt bemærkelsesværdig form på et alt andet end bemærkelsesværdigt udstyr. For at kunne overleve lo-fi trippet med værdigheden i behold skal grundmaterialet være i orden. Det er det ganske enkelt ikke på live-nummeret ”Arabesque”, der ender med at blive en retningsløs opvisning i bleg syrerock. ”Police & Thieves” kunne have været en glimrende coverversion af Lee Perrys og Junior Murvins klassiker, hvis holdet bag indspilningen havde turdet at spille kraftigere igennem - men magien indfinder sig ikke som den burde. Og hvad angår ”Solitude” er det temmelig svært at bedømme kvaliteten af den underliggende melodi - den druknes nemlig i en langstrakt feedback-drone, der ganske vist har en vis kuldslået kosmisk effekt, men først og fremmest kvæler noget, der synes at være bedre end den selv.

Shards of Ancient Suns ender således med at blive lidt af en hit'n'miss-affære, der stedvist imponerer gennem upoleret kompetence, stedvist falder i dybe, selvskabte huller. Som sagt: DIY-strategien har også sine bagsider. Men rå diamanter er og bliver diamanter - og Sfu-ma-to har nok af dem til, at man roligt kan anskaffe sig denne listige kælderproduktion.