Københavnske Neon Machine er måske nok et nyt orkester på den måde, at selve navnet kun går tilbage til 2000 – men faktisk er gruppen en udløber af studieprojektet Preaben, der udsendte den bizarre Beatles-hyldest Sergeant Pornos A Go Go Kick Ass Band i 1999, ligesom flere af medlemmerne har spillet sammen under navne som The Gringos og Room 101 siden starten af 90'erne.

Neon Machine – der dels er at regne som en demo, dels en selvfinansieret ep-udgivelse i 150 nummererede eksemplarer - viser da også et up-and-coming band, som starter på et højere plan end de fleste. Ikke mindst set i lyset af det faktum, at de tre numre på cd'en er indspillet i Superheroes' Delta Lab-studie med Thomas Troelsen og gruppen selv bag mixerpulten.

Ikke helt uventet minder kvintetten da også – især på det medrivende åbningsnummer ”It's Over” – en del om netop Superheroes. Vel har forsangeren Kim B. Gissel – som pt. har trukket sig tilbage fra bandet pga. et længere ophold på Grønland - ikke Troelsens stemme (den er god og solid, men dog knapt så lys og karakterfuld), ligesom Neon Machine også har en anderledes punket dynamik end Skives stolthed. Men alderspræsidenten Kim Bonfils' markante analoge synth-arbejde placerer gruppen trygt i et lignende 80'er-dyrkende territorium – og de sange guitaristen (og nu også sangeren) Lars Vang Christensen skruer sammen, har da også en lignende sikker, iørefaldende karakter. Netop ”It's Over” lyder – med sit stærke synthesizer-riff, der allerede sætter sig i første forsøg - som et radiohit, der blot venter på en marginalt bedre produktion for at være der.

”Good Times” er på alle måder en mere usikker satsning. Her er der ingen klare hooklines til at sikre, at lytteren husker nummeret for andet end dets vagt New Order-agtige bas- og guitarlyd. Men lad gå – ”Bad Advice” demonstrerer nemlig for alvor gruppens format. Melodien er enkel, men veldrejet – og får, gennem et flere minutter langt efterspil, lov til at vokse til nærmest overvældende dimensioner. Gissel er veloplagt, Bonfils hiver et par regulært fremragende synth-motiver op af sækken og trommeslageren Claus Rosenblad spiller med både nerve og drive. Det er også på dette nummer, at gruppen for alvor træder ud af medproducerens skygge og afmærker et helt eget territorium - selvom den selvfølgelig ikke kan løbe fra, at et utal af andre grupper i tiden cirkler rundt omkring de samme musikalske grundingredienser.

Neon Machine er mere end godt på vej med såvel deres materiale som deres udtryk. Skal gruppen på længere sigt komme til at fremstå som mere end et ”lettere finurligt retro-rockband”, vil den gøre klogt i at trække mere på sine rødder i punk, garagerock og psychedelia – hvilket i øvrigt allerede skulle være sket på en serie nye, mere upolerede demo-optagelser. På denne cd har gruppen imidlertid rigeligt med esser på hånden til at kunne begå sig på et højt plan. Faktisk er det kun det lille oplag – og den trods alt lige lovlig demoagtige produktion – der hindrer Neon Machine i at være en debutsingle med en seriøs hitliste-faktor.