Selvom det ikke lyder sådan, består kvartetten El Ray af fire københavnske fyre, der skjuler sig bag de eksotiske dæknavne El Fuerte, El Doc'torro, El Twang og El Firetone. Tilsammen står de - på dette lidt over en halv time langt debutalbum - for en solbeskinnet, ofte hæsblæsende gang instrumental spion-surf, der, selvom der heller ikke er så lidt punk i foretagendet, har lært lidt af hvert fra et 60'er-ikon som f.eks. Dick Dale - og bærer den rød-hvide strandhærger-fane, især OK Kings og The Tremolo Beer Gut strikkede sammen, videre med stolthed. Med andre ord: De har skabt en god genreplade, der på nogle måder bryder med den tradition for ret postmoderne og sammensatte udgivelser, som ellers har kendetegnet det lille københavner-selskab Alternate Records. Vel har dette selskab tidligere - med S.P.E.C.T.R.E's The Microfilm Album - været ude i så rørte vande, at man roligt kunne tage surfbrædtet med sig. Men dér var der trods alt tale om en ret speciel udgave af surf-traditionen, som inddrog blytunge riffs og hæst growlende vokaler i regnestykket. I tilfældet El Ray får man imidlertid - på såvel godt som ondt - den ægte vare.

Som genre afhænger surfen - ikke mindst i den mere punkede udformning, den har fået i løbet af de seneste år - i det store og hele af tre træk, der helst alle skal være til stede for at det hele fungerer: En bad-ass attitude, der siger spar to til det meste, en subtropisk og lettere manisk stemning samt en usvigelig melodisk fornemmelse. Træk, som El Ray unægteligt behersker til fingerspidserne. Nummer efter nummer fræser Shoot From the Hip sig frem mod sin slutning - uden at der på noget tidspunkt er noget seriøst at udsætte på de grumt charmerende lead-guitarer, de medrivende rytmespor eller de listigt ulmende basgange. På dén led er der vitterligt tale om et skarpt skud fra hoften.

Omvendt har surfpunken også det problem som genre, at den ikke er skabt til albumformen. I den originale surf-bølges storhedstid - de tidlige 60'ere - markerede den sig først og fremmest gennem en række opsigtsvækkende 7"-singler, og Brian Wilson er stadig nærmest den eneste, der har formået at vride formatet så det har været kunstnerisk bæredygtigt på lp. Hos El Ray - som hos så mange andre - bliver strandfræset enerverende i det lange løb, selvom råvarerne sådan set er i orden. De 13 numre på Shoot From the Hip kunne med fordel have været spredt over fem glimrende singler og en kort ep - men samlet danner de en alt for kompakt og udmarvende helhed.

Det er som sagt ikke El Rays skyld: Selvom gruppen ikke på dén måde angriber den tradition, den udspringer af, fra nye vinkler, spiller den med en smittende energi, der ikke kan undgå at gøre indtryk. Man har dog fået nok et pænt stykke tid før albummet er færdigt, og det er i grunden synd. Næste gang, El Ray går i studiet, må de derfor gerne overveje, om deres musik ikke har bedre af, at de fatter sig i korthed.