To nye udgivelser på det franske selskab Bip-hop bekræfter min mistanke om, at mørk avantgarde-electronica af den lidt nyere gamle skole lever og har det - om ikke egentlig godt - så i hvert fald nogenlunde. Nu har ikke-akademisk elektronisk avantgarde-musik ganske vidst eksisteret i tredive år – mindst – men den har samtidig også ført en absolut skyggetilværelse, hvor legen og glæden ved bizarre, uhyrlige lydkonstruktioner syntes at være et udtryk for ren hobby (for lyttere såvel som producenter) - og på den måde kan man sige, at stilen sådan set altid har haft det glimrende med at leve som den gjorde. Musikerne har aldrig behøvet at tækkes andet end deres egen musikalske fornøjelse, for ligefrem at leve af det var under alle omstændigheder ikke aktuelt. Hvad der imidlertid adskiller folk som Twine og Andrew Duke fra de oprindelige elektro-akustiske kunstnere er, at de i stedet synes at være vokset ud af en specifik halvfemserscene, hvor denne musik var ude for det besynderlige forhold, at den rent faktisk blev en del af noget (relativt) stort - eksperimentaltechnoen - hvorfor der da også i langt højere grad opstod genkendelige stiltræk, som gik igen i flere følgende generationer. Derved mistede denne nye musikalske enklave desværre noget af den originalitet som den ældre eksperimentalscenes isolation uundgåeligt medførte - og følgelig overbeviser disse udgivelser mig ikke om, at stilen har det meget bedre end nogenlunde.

Tydeligst er det i Andrew Dukes tilfælde. Duke ligger sig meget markant i forlængelse af traditionen for eksperimenterende minimaltechno, hvor det minimalistiske ikke fungerer som noget direkte fysisk stimulerende (eller bedøvende, om man vil), men derimod som en ren mental hypnose - en mørkt pulserende musikalsk drømmeverden, hvor man er ude af stand til at bryde de cykliske bevægelsesmønstre. Effekten kan være ganske fascinerende, og har været det på tidligere udgivelser med ofte oversete kunstnere som Unit Moebius, Pressure of Speech og RIOU, navne som uundgåeligt melder sig op til flere gange, når man hører Sprung. Dermed ikke sagt, at Duke direkte kopierer disse folk, for deres træk er efterhånden så udbredt inden for stilen, at de snarere indgår i et uudredeligt netværk af inspirationsmuligheder, hvis oprindelse nyere udøvere ikke behøver at være bevidst om. Og dertil kommer, at meget af det formodentlig vil opstå helt af sig selv, hvis man i det hele taget arbejder med knitrende loops ud fra denne specifikke tilgang.

Twine synes mere tidstypisk, idet han til en vis grad benytter både postrock-melankoli og de for tiden så allestedsnærværende skrattende glitch-lyde, men i bund og grund er der dog primært tale om mørk ambient, i traditionel Eno-forstand, såvel som i den nyere opdatering fra halvfemserne hos navne som Locust og Biosphere (med sine spøgelsesstemmer lyder f.eks. det fremragende ”Fine Music” meget som noget fra sidstnævntes Patashnik) eller ligefrem en dyster udgave af The Orb! Der er dog også lange avant garde-passager, hvor nutidens forvredne digitaleffekter nok engang gennemgås, men heldigvis ikke uden i hvert fald en lille forbindelse tilbage til pladens overordnede drømmende stemning. Som hos Duke synes inspirationskilderne utallige og resultatet ganske vellykket.

I begge tilfælde er det svært at have noget imod musikken. Den er velproduceret og stemningsmættet, og kan man i forvejen lide de respektive stilgreb, vil man uden tvivl også begejstres af dem her - personligt kan jeg f.eks. næsten ikke blive træt af forfaldsambient som hos Twine - men samtidig er det også klart, at musikhistorien ville være fuldstændig uberørt hvis Sprung og Recorder aldrig havde eksisteret. Det er lang tid siden jeg har hørt ny musik af denne slags, men som antydet havde jeg en mistanke om at den stadig bliver produceret, og på en måde er det rart at få det bekræftet, men, nåja, en tro på at der vil komme til at ske noget virkelig nyt og afgørende fra den kant igen, har jeg heller ikke just fået.