Aftenens positive overraskelse var uden tvivl Hello Goodbye, og på trods af, at der ikke var så mange mennesker til stede på Loppen denne kolde efterårsaften, formåede bandet alligevel at sparke en god stemning i gang. Hello Goodbye blev sidst set på Roskilde Festival, hvor de i lighed med denne aften overraskede de fleste.

Begge steder leverede de nemlig en overbevisende omgang retro-punk rock, der fik publikum til at vippe med tæerne i takt til musikken. Hvis der er nogen, som forstår at dyrke retro, så er det Hello Goodbye. Deres evne til at tage lidt fra alle hylder, gør dog bandet til noget helt nyt, specielt og ganske udefinerbart. De fire musikere så til koncerten på Loppen med deres meget overbevisende second hand look ud som om, de lige var trådt ud af en tidsmaskine på besøg fra hver deres årti - det vil sige fra 40'erne og opefter. Musikken er også en slags hybrid mellem tidsaldrene, mest på grund af bandets hæmningsløse flirt med diverse forskellige genrer lige fra country til garage, surf og punk rock. Og det er meget åbenlyst, at de henter inspiration fra bands, der alle har det tilfælles, at de starter med "the" såsom The Cramps, The Stooges osv. Hello Goodbye er også blevet sammenlignet med Velvet Underground og The White Stripes. Men alle disse sammenligninger dækker alligevel ikke helt, hvad bandet kan præstere på en scene. De fire medlemmer er nemlig alle ret så originale på hver deres måde.

Musikken er til tider en anelse naivistisk og minimalistisk, andre gange er den strømlinet og ren i udtrykket. Især duetterne mellem Lisa Lundkvist og Frode Wivel er mere afdæmpede og harmoniske. Aftenens koncert bød også på mange pudsigheder og originaliteter - blandt andet sangen "Cheesecake" - en sangtitel man ikke glemmer sådan lige med det samme. "Pussy Cat" er også en sang, der bliver siddende i ens hukommelse - mest på grund af sangerindens foranderlige og til tider ganske charmerende stemme. Lisa Lundkvist er en rigtig punkprinsesse, lettere aggressiv og hysterisk med uanede energimængder samt en evne til at råbe meget højt. Ordene bliver kastet ud i luften i raskt tempo og lyder mest af alt som verbale angreb; den pige kan faktisk synge, så det lyder som et maskingevær, hvilket må siges at være ret imponerende. Hun er flankeret af en pirouetterende og dansende trommeslager, Johannes Kanschat, som er helt unik i den måde, hvorpå han styrer sine trommer, stående, hvilket må siges at være ret så usædvanligt i sig selv. Derudover formår han at udføre en række dansetrin med en særdeles indviklet koreografi. Sjældent har man set en så rytmisk koordineret mand, og så velklædt på en lettere gammeldags facon. Pudsig er et godt ord, når man skal beskrive orkesteret. På guitar og vokal ses Frode Wivel - en meget hyggelig fætter og måske den største slacker af dem alle. Og den ekstra guitarist Alex Kloster-Jensen passer perfekt ind i ensemblet med sine rytmisk koordinerede guitar soloer.

Koncerten var meget "tight". De korte og kompakte numre var fyldt med power og alsidigheden i repertoiret overraskede positivt. Deres debutalbum Heart Attack er også en kort sag på bare 32 minutter og er på ægte lo-fi vis indspillet i en kælder i Gøteborg.

I lighed med aftenens hovednavn Thau har udlandet fået øjnene op for Hello Goodbyes kvaliteter. Musikbladet NME har haft dem på sin IN-liste, og radiomanden John Peel har spillet nogle af deres numre i sit program. Så fra en fortid som gademusikanter med lydstudie i en kælder i Gøteborg til... Ja, det må tiden vise. De er bestemt ikke kedelige, så held og lykke til dem.

Fra et morsomt og ret så overraskende opvarmningsband var det så tid til noget mere velkendt. Og det var bestemt værd at vente på. Lige i hælene på hinanden dukkede Ulrik Petersen (Vokal, Guitar), Jesper Reginal (Vokal, Trommer), Jesper Rofelt (Bas) og Jesper Sand (Vokal, Guitar) frem fra mørket. Den sortklædte line-up besteg scenen lidt over midnat. På trods af uvejr og fodboldkamp i parken var der en lille eksklusiv gruppe af folk, som havde vovet sig ud i mørket for at komme til koncert på Loppen. Og som Jesper Reginal - en af de mest velformulerede mand i musikkens verden - sagde, så kan det være svært at konkurrere med en mand som Brett Anderson, der selv samme aften spillede på Vega. Men vi, der godt kunne undvære en tur ned ad "memory lane" med Suede's greatest hits som underlægningsmusik, var mødt op med store forventninger.

Foruden de sædvanlige medlemmer af Thau medvirkede Soma Allpass på cello. Derudover løb hun frem og tilbage for at betjene andre instrumenter, der stod opstillede både her og der. Men alle hendes anstrengelser var bestemt det hele værd. I det hele taget var lyden rigtig god med en særdeles vellydende klang. Og tiden nærmest fløj afsted med intensitetsopbyggende forløb, energiske guitar-passager, hektiske trommesoloer, sved på panden og enkelte tilfælde af headbanging blandt publikum. Der var rigtig gode vokaler, gennemborende og meget nuancerede, og der var også plads til de mere klangfulde og melankolske øjeblikke, hvor det hele gik op i en større enhed. Alt i alt var det en god og meget intens lytteoplevelse. Fra deres seneste album All It Takes Is Everything leverede de deres mest hitorienterede numre til dags dato - eller som de selv sagde: "nu er det tid til disco", hvilket betød "Awestruck" og "Na Ni". Men også numre såsom "Superslow", "Square One" og "Favourite Dream" gjorde sig rigtig godt - især hvis man er til det mere melodiøse og melankolske. Publikum så da også ud til at hygge sig. De fleste trippede i takt til tonerne og kom med meget misfornøjede udråb, da bandet forlod scenen. Som Thau selv har udtalt, så vokser deres musik ved hver gennemlytning, og det må siges at passe. Det er ret så vanedannende, hvilket publikum denne aften også måtte erkende. De ville have mere - meget mere!!!

Selv udlandet har fået øjnene op for Thau's præstationer. Efter at andre Crunchy Frog-bands har gjort sig bemærkede ude i den store verden, er opmærksomheden pludselig blevet vendt mod lille Danmark. Det lille, men særdeles produktive, pladeselskab Crunchy Frog gør sig absolut gældende, i stor stil endda, med de herrer 3 X Jesper og Ulrik bag roret. Ja, vi går en lys fremtid i møde og forhåbentlig med mange flere udspil fra deres side.