Da kvartetten Mob startede op i Haderslev for nogle år tilbage, havde den næppe forestillet sig, at den i år 2002 skulle have udgivet to albums - men også have været inde at vende omkring tre pladeselskaber. Ikke desto mindre har netop dét været tilfældet. Den oversete debut fra ´99, ...And This Was a Good Day, var én af de første udgivelser på københavnske Alternate Records. Da indspilningerne til I Believe in You gik igang sidste sommer, var det imidlertid Martian Records - som også havde bl.a. Mofus og Vildensky i stalden - der skulle stå for at betale studieregningerne. Det viste sig imidlertid, at der ikke var penge til at gøre dét alligevel - og i frustration forlod Mob selskabet for at gøre tingene selv. I al hast blev det selvejede selskab Lärm etableret - og gennem et imponerende fodarbejde har Mob nu sikret sig, at I Believe in You ikke blot udkommer i Danmark, men også i Tyskland og Belgien.

Det er nu også et temmelig velskabt album, Mob har stykket sammen - og i øvrigt selv produceret. På de lidt over 64 minutter, cd'en varer, får man serveret ni intense - ofte heftigt brændende - numre, der læner sig op af støjrock-genren. Ni numre, som alle er gennemstrømmet af en knugende melankoli, der er så dyb, at den ofte tangerer det regulært gotiske. Der er tydeligvis blevet lagt blod, sved, tårer og dybrødt hjerteblod i hver eneste af disse indspilninger - og dét mærkes. Faktisk er gruppens signal direkte overvældende - både hvad angår energi og vemod. Fra det første malstrømsagtige guitar-klimaks i det brillante åbningsnummer “Raging Eyes” véd man, at man sidder med en plade af dén type, der kan sluge folk med hud og hår, hvis blot de giver den lov.

At I Believe in You ikke helt har gjort dét med undertegnede endnu skyldes da også først og fremmest, at gruppens originalitet ikke er helt så stor som dens dedikation. Forsanger Morten Haaber har nemlig temmelig sikkert mere end én Placebo-plade stående derhjemme - og selvom hans stemme har de sammne på én gang magtfulde og dybt skrøbelige kvaliteter, der kendetegner Brian Molkos samme, må han gerne i en lidt højere grad lade den finde sig selv. Dertil bærer i særdeleshed de mest larmende indslag på pladen - bl.a. “Never-Say-Die” og “Bardur” - klart indflydelsen fra såvel samme gruppe som den tidlige del af Sonic Youths produktion uden på tøjet. Omvendt har et tindrende og stjerneklart nummer som “All Yours” - hvor guitarstøjen anvendes lyrisk frem for aggressivt, og der ornamenteres fint med et fængende og enkelt rytmemønster, som dukker op ca. halvvejs i nummeret - helt sikkert kimen til noget temmelig unikt i sig. Måske det simpelthen er en rendyrkning af den melankolske impuls - fremfor den støjende - der skal til for at få de sidste brikker til at falde helt på plads for Mob?

Dog: Der er ikke ét eneste nummer på I Believe in You, der falder igennem. Mob behersker kunsten ikke blot at skrue et besættende nummer sammen - men også at få det til at vare - bedre end langt de fleste. Og selvom visse af gruppens klæder som sagt stadig er lånte, gør den nærmest dødsforagtende nerve, bandet lægger for dagen i denne sorte sangbuket, unægteligt I Believe in You til ét af årets bedste danske albums.