Da TV-2 sidst i 90'erne proklamerede, at de havde tænkt sig at starte deres eget pladeselskab, var det næppe tilhængerne af den mere udfordrende ende af rockmusikken, der foldede ørerne mest ud. Det kom de dog ret hurtigt til. Ganske vist var det hverken harsh noise eller obskur outrock, Pladeselskabet Have A Cigar kastede sig over at udsende - men i løbet af mærkets første år fik man alligevel pænt originale debutalbums med Tobias Trier og Under Byen fra dén kant. Og selv om Tobias Trier rent kunstnerisk aldrig indfriede de forventninger, hans tidlige lo-fi demoer fra tiden før signingen skabte omkring ham - og i virkeligheden er blevet et ret ligegyldigt bekendtskab med tiden - lykkedes det for alvor for Steffen Brandt, Sven Gaul og de andre at skyde papegøjen med deres anden store satsning fra dén tid: Århus-oktettens Kyst fra 1999.

Allerede dengang fornemmede man, at komponisten Katrine Stochholm og sangerinden / tekstforfatteren Henriette Sennenvaldt ikke var den type talenter, der tillod sig selv at slippe let omkring noget som helst. Kyst bugnede af kunstnerisk ambition og kompromisløshed - og det var en strategi, der virkelig gav dividender. Ikke uden grund blev pladen alment anset for at være den bedste danske debut dét år. Der var nemlig tale om et værk af en ensartet høj melodisk kvalitet, som ikke blot kunne prale af én af de mest nuancerede og intime produktioner på dansk grund i mange år, men også bød på et Pia Juul-påvirket tekstunivers af en støbning, der det meste af vejen var værdigt til at blive udgivet i bogform. Så tilgav man i øvrigt gerne gruppen, at især vokalarbejdet på Kyst mindede én en anelse for kraftigt om store nordiske sangerinder som Björk og Stina Nordenstam. Talentet talte for sig selv.

Den hang til perfektion, der synes at være en meget stor del af Under Byen, er muligvis også forklaringen på, hvorfor det skulle tage gruppen næsten tre år at komme op med en opfølger - men det har absolut været ventetiden værd. Den dårlige nyhed - hvis man ellers kan kalde den dét - er ganske vist, at Sennenvaldts vokaler, selv om de er blevet en anelse mere facetterede med tiden, stadig minder én kraftigt om Stina Nordenstams samme. Til gengæld er hun nu blevet flyttet så tæt ind på éns trommehinder, at man ofte kommer i tvivl om, hvorvidt det er én selv, der synger - og om Stochholms og pianisten Thorbjørn Krogshedes sange er spontane, befriende udslip fra éns egen underbevidsthed. Den virkelig gode nyhed er, at gruppens sangskrivning har udviklet sig i en ny og spændende retning. Det instrumentale fundament på Det er Mig der Holder Træerne Sammen er næsten identisk med det, man fandt på Kyst - dvs. en akustisk funderet rockbesætning suppleret med trompeter, træblæsere og en diskret elektronisk understrøm - men hvor debutalbummet var en regulær samling sange, nærmer det udtryk, man finder på det nye udspil, sig i høj grad lydpoesien. Ikke at sangen som begreb er borte denne gang - det er stadig dén betegnelse, man nødvendigvis må hæfte på otte af de ni kompositioner - men numrene virker snarere som om, at de søger sig fremad end følger et på forhånd fastlagt melodisk skema. Kun titelnummeret - hvor bl.a. det tidligere Vildensky-medlem Lotte Maxild står for blæserindslagene - er lige så umiddelbart tilgængeligt som det meste af Kyst. Ellers snuser kompositionerne sig konsekvent forsigtigt frem - skridt for skridt og tone for tone. En perfekt sonisk illustration af Sennenvaldts lyrik, der for det meste - på samme varsomme og i virkeligheden lidt frygtsomme vis - bevæger sig rundt omkring en uudsigelig kerne. Det er ganske vist et træk, der i første omgang kan gøre det svært at komme ind på livet af Det er Mig der Holder Træerne Sammen - men når man, efter et par gennemlytninger, for alvor trænger ind i pladens univers, giver denne tydeligvis gennemtænkte og iscenesatte cirkuleren så meget desto mere mening. Ligesom Stochholm og Sennenvaldt ikke gør den kreative proces nem for dem selv, således skal det heller ikke være alt for nemt for lytteren at ”berige” sig værket. Denne tilegnelse skal, ligesom gruppens kunst, vokse frem indefra - ikke presses ned over modtageren i form af alt for klare og forudsigelige musikalske og lyriske ledetråde. En risikabel position for Under Byen at indtage, jovist - men det virkelig frapperende er, at de slipper godt fra det. Gang på gang. Ikke blot i det medrivende titelnummer, der slynger sig op omkring en søjle af lettere forvrængede rytmer, den nagende smukke ”Plantage” samt instrumentalsporet ”Lenin”, hvor lydpoesien får lov til at tale for sig selv - det er ganske enkelt en fællesnævner for hele pladen. Det er Mig der Holder Træerne Sammen er en præcist lige så homogen og overbevisende størrelse som forgængeren - og om muligt et endnu mere langtidsholdbart og udfordrende stykke musikalsk skaberværk.

Hvis man virkelig vil, kan man måske brokke sig en anelse over Sennenvaldts tekster, der - i modsætning til sidst, hvor det smukke og det hæslige ofte på brilliant vis gik hånd i hånd - synes mere splittede denne gang. Således er teksten på ”Ride” en næsten banal omgang naturlyrik, der dog holdes oppe af musikken og det intime, længselsfulde foredrag. Omvendt er ordsiden af den forræderisk afdæmpede ”Legesag” en regulær og ret ufiltreret hadesang til en mandsperson, der følelsesmæssigt har misbrugt fortælleren på groveste vis. Så meget sagt, er både diktionen og det sproglige arbejde på titelnummeret samt ”Plantage” til et 13-tal. I øvrigt ligesom pladens artwork, der - med sine morbidt suggestive fotoserier, sin bog-agtige form og førsteoplagets personligt indklistrede elementer - mere får udgivelsen til at fremstå som et kunstobjekt end en bredt distribueret cd.

Vel er Det er Mig der Holder Træerne Sammen ikke et bekendtskab, det er nemt at komme ind på livet af. Men når det lykkes, bliver man direkte forelsket. For én gangs skyld en gruppe, der tager både sig selv, musikken og lytteren lige seriøst.