Blide sangstemmer blander sig aftenen igennem med skæve toner fra violiner og melodica. Stedet er VoxHall, som har valgt at forkæle sit publikum med en dansk dobbeltkoncert bestående af Moon Gringo og Under Byen.

Første akt tager Moon Gringo sig af, og inden mere er sagt om dem og deres optræden, er det vist på sin plads med et godt råd. Det drejer sig om den udmærkede guitarist Anders Rhedin. Han ser tilpas cool ud i sin Ben Sherman-T-shirt og behandler guitaren som fortjent, men han ville gøre sig selv, sit band og sit publikum en tjeneste ved at holde mikrofonen tre skridt fra livet. Der kan skrues på knapper i studiet, men på scenen får man stemmen råt for usødet. Og det er altså lidt synd. Til gengæld går det bedre, når den anden guitarist Michael Grauslund går til mikrofonen. Samtidig minder Mette Sands vokal til tider mere end støn end sang, og man kommer i tvivl om hvor vidt man skal kalde hende cirkusprinsesse eller sexkilling.

Når det er så sagt, så er Moon Gringo jo en behagelig størrelse. Deres arrangementer er til tider geniale og attituden er godt på vej. Siden den spæde koncertstart for et års tid siden, har selvtilliden fået et gevaldigt løft - og dét klæder bandet. Den aktuelle single »Blue Spiders«, som bandet for tiden nyder succes med på MTV, fungerer fint live, og ligger også i den bedre ende af materialet på Boy Girl Beat-albummet.

Aftenens sande helte skal vi dog vente lidt længere på. Men Under Byen er ventetiden værd og har aldrig været så sammenspillede.

Det aktuelle album Det er mig der holder træerne sammen vidner om et band, der er inde i en kolossal udvikling. Ser man bort fra de lyse lokker, er en sammenligning mellem Henriette Sennenvaldt og Björk nærlæggende. Begge stemmer er sarte - på den smukke måde - og også Under Byens musik er utraditionel, vidtrækkende og ikke mindst uhyre uforudsigelig.

De stille stunder, hvor bandet truer med at lade musikken gå helt i stå, er et af Under Byens varetegn. Samtidig er det hér, balladen sætter ind. For det århusianske publikum er åbenbart ikke modent nok til en koncert som denne. Gennemblødt af sved eller lunken fadøl havde en flok vildfarne orner slået lejr til højre for scenen, for koncerten igennem at råbe ”fisse” og ”luder” i de passager, som netop skulle fungere som højdepunkter i Under Byens musik. De pågældende opråb går sikkert aldrig af mode, heldigvis, for i det rette forum er det formidable opråb. Men her virkede de uhyre malplacerede. Og det ridsede desværre lidt i helhedsindtrykket af en ellers sublim koncertoplevelse.