|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() Cobra Killer Danmarks Grimmeste Festival, Bonzaiscenen, 29/7, 2010 (koncert) Legendarisk visit fra den skøre-skønne duo Cobra Killer. De to berlinere gav os al mulig grund til at kritte festivalstøvlerne, da de rundede Bonzaiscenens første dag af med et brag. Mørket er efterhånden faldet på, mens festivalens teknikere intenst arbejder på at få lyd både på scenen og udover scenekanten. Regnen siler stille ned, som den har gjort det meste af aftenen. Det våde vejr har dog ikke forhindret festivaldeltagerne i at fylde godt op foran scenen. Det er et forventningsfuldt publikum. De har været til koncerter siden klokken fem i eftermiddags. Nu venter dagens sidste på den lille scene. Da der kommer styr på teknikken, og de to dronninger af electroclash indtager scenen, fryder man sig over at have overlevet pseudo-rockkoncerten med et kedsommeligt, sløjt Surfact. En koncert, der ellers var ved at tage festivalmodet fra undertegnet – men nu er vi i gang igen. Nogle mere end andre. Under de første par, ellers veloplagte, numre forholder den talstærke lyttermasse sig i ro. Jeg spotter kun to dansende kammersjukker. Den ene har tydeligvis forstået, at man danser bedst alene, når man danser til psykedelisk elektronika. Den anden prøver måske egentlig bare at holde sig på benene. Det foruroligende er velsagtens, at det ikke er til at se forskel. Jeg kan til gengæld godt forstå den ivrige narcissistiske dans. Frøkenerne er i deres es denne torsdag aften. Den minimalistiske, beatbaserede elektro-støj suppleres glimrende af de damers syrede koreografi og indforståede dialoger. Dertil kommer et lysshow båret af så massiv brug af stroboskop, at man føler sig yderst taknemlig for ikke at lide af epilepsi. Koncerten skrider elegant frem. Cobra Killer guider os sikkert igennem deres elektroniske ABC. De har en underspillet, nærmest uskyldig, energi og leverer numrene med træfsikker præcision. Man kan ikke andet end blive betaget. Opløftet. De to koncept-dansende kvinder på scenen sætter trumf på ved at bade sig i rødvin – bogstavelig talt! – og det var åbenbart dråben, der fik dansegulvet til at flyde over i tempereret vuggen. En vuggen, der eskalerer i takt med musikken og munder ud i opstemt fællesdans, da koncerten peaker hen imod afslutningen. Feststemt er ordet, feststemt. Villads Andersen, 30. jul Yderligere informationwww.grimfest.dkwww.cobra-killer.com Kommentarer (0)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.
|
|||||||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
||||||||||||













