Det er dejligt at høre, at danske orkestrer stadig tør skille sig ud. Men det at skille sig ud er ikke en kvalitet i sig selv. Hvis man virkelig skal sætte pris på Lis Er Stilles The Collibro, skal man sætte pris på konceptet Lis Er Stille.

Mit første bekendtskab med Lis Er Stille ligger gemt et støvet sted i erindringen. Vi snakker Roskilde Festival 2006 i et godt fyldt Pavillion Junior-telt. Det var satans varmt. Dengang kunne man ikke lade være med at bide mærke i den indlevelse, de tre århusianere lagde i musikken. De hengav sig fuldstændig. Faktisk så meget at man til tider kunne blive i tvivl om, hvorvidt de spillede koncerten for deres egen skyld eller for publikums. Vidste de overhovedet, at der var et publikum? Flere af mine venner lovpriste dengang det fremadstormende, ambitiøse orkester – og det gør de stadigvæk. Gloser som ”kompromisløse genier” og ”det bedste danske band i nyere tid” hagler altid ned over én, når man begiver sig ind i diskussion med fanskaren. Jeg har derimod aldrig været synderligt imponeret – og det er jeg stadigvæk ikke!

Ingen tvivl om at den anerkendte trio formår at lave vidtgående og eksperimenterende kompositioner. Heller ingen tvivl om at de på flere punkter er et stykke for sig. Det bliver bare for meget. Det bliver for tænkt. Hvis man skal lave ni, ti eller sågar tolv minutter lange numre, skal man lave musik, der i sin natur tager ni, ti eller tolv minutter at udfolde. Det kan vel ikke være et mål i sig selv at lave lange numre? I hvert fald virker det konstrueret som ind i helvede. Lis Er Stille er generelt konstruktionsmusikere, forstået på den måde, at de lader til at gå mere op i numrenes opbygning, tid og stemningsskift end i, hvordan numrene fungerer, og hvordan de lyder?

Med The Collibro tager Lis Er Stille fat, hvor de slap. Bare endnu mere ambitiøst. Hvis man altså kan sætte lighedstegn mellem ambitioner og komplikationer. Musikken på bandets tredje album er mere komplekst, mere eksperimenterende og mere fyldig. Men det kan næppe komme bag på nogen, når man ser på Lis Er Stilles historie. Det er det samme, vi skal igennem hver gang. Melankoli. Aggressivitet vs. forsigtighed. Fra indadvendthed til udadvendthed. Denne konstante kontradiktion. Denne afsky for det simple – eller naturlige?

Bandet lægger et uanstændigt pres på musikken. De ligger for mange tanker i musikken i stedet for at lade sig styre af impulsiv kreativitet. Den gode idé bliver puttet i pose, rystet rundt og banket sønder og sammen. Tilbage står vi med et overtænkt, ugenkendeligt lag-på-lag musikalsk knytteværk. Måske er bandet bange for at miste kontrollen med musikken? Måske ligger det i deres natur at lave om, fylde på, konstruere, dekonstruere, begynde forfra, tabe tråden eller smide den væk? Måske er det bare en del af konceptet? Men kom nu!

SLIP MUSIKKEN LØS!