The Divine Comedy udgiver nu på eget selskab, et godt bud kunne være, at ingen pladeselskaber vil lægge navn til det makværk, der er Bang goes the Knighthood.

Der er noget let over det seneste udspil fra The Divine Comedy. Musikken er det, man i det victorianske England ville kalde chipper, og produktionen er løs og lounget. Efter et par gennemlytninger stod det mig klart, at det måske kunne være derfor, at denne The Divine Comedy plade er udsendt på eget selskab, for det samlede indtryk er milevidt fra The Divine Comedy i topform, og hvilket pladeselskab vil i disse tider lægge navn til noget, der på forhånd er dømt til at floppe.

Yderligere gennemlytninger har formildet mit indtryk af pladen, men fra Bang goes the Knighthood og til, hvad jeg ud fra førstesinglen "At the Indie Disco" havde forventet af pladen, er der langt længere, end den korte tid det tager at konkludere, at forventningens glæde var den største. "At the Indie Disco" er på ingen måde det stærkeste kort, Neil Hannon nogensinde har spillet ud, men den hæver sig alligevel over resten af pladen, der folder sig ud som en grå masse af sange, der ikke er skabt til at gøre væsen af sig. Et enkelt sted knækker filmen totalt. "Can You Stand Upon one Leg" slutter med linjerne "Let's see how long you can hooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooold on to a note!", hvor det åbenlyst langtrukne ord lyder som en 10 sekunders hyletone, og hvad der måske er tænkt som et kækt twist, ender som et irriterende selvmål, der blot føjer spot til skade på en plade, der i forvejen er på tynd is.

Bang goes the Knighthood er ikke værd at bruge tid på. Pladen er en skuffelse af de helt store fra en mand og hans bandalias, der normalt gør det langt, langt bedre. Hvis der skal lyde nogen formildende toner herfra, så er det, at Neil Hannon stadig evner at skrive en poptekst langt bedre end de fleste, men serveringen i form af melodier og produktion er desværre tilsvarende håbløs.