Velkommen til VM i gør-det-selv musik. Straigth From The Harp har glemt benarbejdet under tilblivelsen af Rain, Rain, Down, Down – og det skinner igennem. Mindre harmonika og mere harmoni, tak!

I disse fodboldtider mindes jeg min tid som ihærdig, driblefanatisk lilleputspiller. Jeg drømte om at sætte fire forsvarsspillere og sende bolden i nettet bag den overrumplede målmand. Jeg drømte om at blive tiljublet, klappet på skulderen og tilsendt anerkendende blikke fra de større drenge. Derfor skulle jeg jo også fra tid til anden give drømmen et forsøg. Det lykkedes aldrig, men hver gang fik jeg den samme linje med på vejen: ’Idéen var god!’

Det samme kan man sige om Straigth From The Harps debutalbum: Idéen er god. En enkelt gang spiller de danske berlinere Jarno Varsted og Lady Lützen sig frem til en stor chance, der faktisk smælder mod stolpen, men resten af forsøgene løber ud i sandet allerede under opspillet. Rain, Rain, Down, Down kommer aldrig over målstregen, og vi sidder tilbage med en slukøret fornemmelse på tribunerne, når albummet fløjtes af.

De første 5-6 minutter af matchen er ellers lovende. Spillestilen stråler af melankolsk entusiasme og fandenivoldsk gåpåmod. Opstillingen holder indtil videre. Den simple opbygning fungerer upåklageligt, og den lette melodi er ligefrem dragende. Det elektroniske beat og den rolige synthesizer udgør et godt fundament. Der er styr på alle leder og kanter, hvilket tydeligvis har givet Varsted og Lützen ro til at finpudse detaljerne.

Men så går det galt. ”Going Going” kan på ingen måde leve op til det niveau, der sættes på ”Rain, Rain, Down, Down”. Straight From The Harp vil uden tvivl vise, at de også kan sætte fut i de højhælede dansestiletter ved at kontradiktere det forholdsvis afdæmpede åbningsnummer med en skinger, tempofyldt opfølger. Desværre er ”Going Going” også ”Rain, Rain, Down, Down”s modsætning, når det kommer til kompositorisk kvalitet, melodisk originalitet og arrangementsmæssigt overskud. Hvor åbningsnumret boomede af selvtillid og nytænkning, bemærker ”Going Going” sig ved sin overraskende mangel på samme. Mest af alt lyder numret som en halvfærdig skitse eller resultatet af en kåd, selvfed jamsession.

Og virvaret fortsætter. Faktisk holder det ikke op, før stilheden overtager rummet. Straight From The Harp bevæger sig længere og længere ud af en hjemmestrikket tangent, der end ikke stemmer. Konceptet tager anførerbindet fra den debuterende duo og gennemtvinger halvneurotiske, halvfærdige teenageudskejelser. Der mangler styring. Der mangler selvkritik. Der mangler stort set alt andet end den gode idé. Elektroniske beats, mundharmonika og småsyrede tekster kan mildest talt ikke bære Rain, Rain, Down, Down selv. Hvor er harmonierne? Hvor er melodierne? Hvor er arrangementerne? De var der på åbningsnumret, men siden da har de imponeret ved deres fravær. Kun ”Derby” formår at vise en snert af kvalitet. Hvordan kan det være?

Det er selvfølgelig svært at svare på. Umiddelbart virker Rain, Rain, Down, Down som et album, der søger anerkendelse for sin genialitet. Det skriger ligefrem: ’Hør hvor fancy avantgarde musik, vi kan lave!’. Måske en slags helgardering mod kritik: ’Hvis I ikke kan lide det, er det, fordi I ikke forstår det’? Måske vil Straight From The Harp også bare tiljubles, klappes på skulderen og tilsendes anerkendende blikke fra de større drenge?