Sublim rockkunst på Orange Scene fra Patti Smith, der nær fik anmelderen til at brase sammen i gråd.

“When she sang about a boy / Kurt Cobain / I thought what a shame it wasn't about / Tom Verlaine”. Sådan sang det australske band The Go-Betweens i sangen “When She Sang about Angels” fra pladen The Friends of Rachel Worth. ”She” henviser til Patti Smith, og den omtalte besyngelse af Cobain henviser til dennes sang “About a Boy” fra pladen Gone Again. Robert Forster fra The Go-Betweens synes her at dadle forudsigeligheden og hylde den mere autonome kunst, som Verlaine og Television repræsenterer. Jeg mener, at Robert Forster godt kunne have sparet sine ærgrelser over, at Patti Smith hyldede Kurt Cobain. Ganske vist er der meget lidt overraskelsesmomentum at finde i en hyldest til grungeikonet, men rockhistorisk set har Patti Smith heller aldrig rigtigt været den, der positionerede sig som antitesen til den etablerede rock. Hun synes snarere at hylde den, hvilket for nogen vel er uinteressant, og de så hellere, at hun lavede et cover af Television i stedet for The Rolling Stones, eller hellere noget endnu mindre gennemgnasket end Television. Hun er jo punkens gudmoder, er hun ikke?

Samme fælde har jeg oplevet et par af mine kollegaer, jeg nævner ingen navne, falde i, når de anmelder Patti Smiths koncert lørdag sidst på eftermiddagen på Roskilde Festivals Orange Scene. De synes ikke, hun gik langt nok ud, ville ikke nok. Og der lægges op til, at det er alderen, der trykker, og at hun ikke længere er punk eller rebelsk eller kantet. Det er måske rigtigt nok, men det er muligt at kritisere positionen på i hvert fald to måder: 1) lige meget hvad rockjournalister har kaldt hende, har hun aldrig været punk, 2) ”rebelsk” eller ”kant” bør ikke være adjektiverne, man bruger som rettesnor, når man bedømmer hendes koncert.

Hendes koncert var en klassisk rockkoncert, men den blev sendt af sted med integriteten og ærligheden i behold, og at den var folkeligt opløftende, er ikke tegn på, at Patti Smith har mistet sin kunstneriske nødvendighed. Snarere tværtimod. Spekulerer jeg lidt over koncerten, kan jeg måske godt se, at et eventuelt afsavn af lidt mere gnistrende støj som i den afsluttende ”Gloria” eller kompromisløs fuckfingerattitude som i ”Rock ’N’ Roll Nigger” ikke ville have været af vejen.

Men er det ikke lige meget, når koncerten var fantastisk livsbekræftende, og Patti Smiths rock og poesi både begejstrede og fascinerede? Som koncertens andet nummer, ”Redondo Beach” fra pladedebuten, Horses, hvis reggaeinfluerede akkompagnement til lyrikken om en pige, der efter et skænderi med sin mor skyller op på Redondo Beach, blev leveret monumentalt rørende. Det samme gjaldt for ”Free Money”, hvor Smiths trofaste guitarist, Lenny Kaye, spillede usigeligt smukt. Ved disse to øjeblikke i koncerten må jeg indrømme, at jeg kunne mærke gråden kæmpe sig op til overfladen og nær var brudt grædende sammen. Hvor var det smukt! Kombineret med scenariet, Patti Smiths sympatiske nærvær og hendes karisma var det uhyre rørende.

Patti Smith trådte ind på Orange Scene med en kamera i hænderne, og det første, hun gjorde, var at tage et billede af publikum. Og så var vi ellers i gang. Patti Smith synger stadig fremragende, den smukke glød i hendes stemme er velbevaret, og hendes band var energisk og levende og ikke bange for det uperfekte, når bare melodien og energien var der. Det var den bl.a. i ”Space Monkey”, hvor bandet lød som et funky barband (og det er ment som en ros!), det galgenhumoristiske punknummer skrevet af Jim Caroll ”People Who Died” og ikke mindst hippiehyldesten ”Dancing Barefoot”. Under sidstnævnte nummer trådte Patti Smith tilmed ned blandt publikum, hvilket kun forstærkede nærværet på Orange Scene. I ”Because the Night” regnede det med hjertekonfetti, og selvom det kunne virke som en billig gimmick, måtte man købe den.

Koncertens stille stunder var også glimrende, f.eks. Lou Reeds ”Perfect Day”, der på så mange måder gav perfekt mening denne lørdag eftermiddag. Eller hendes egne ballader ”Pissing in a River” og den hymniske ”Beneath the Southern Cross” om Smiths afdøde kæreste, fotografen Robert Mapplethorpe. Men frem for alt var det simpelthen en fornøjelse at opleve Patti Smiths rockpoesi tage sig så godt ud på Orange Scene og med sådan et nærvær. At det kun var ”Rock ’N’ Roller Nigger” og ”Gloria”, der i alle henseender brændte helt igennem, er ikke afgørende, når hendes musik – punkens dronning eller ej – altid har handlet om så meget mere end at brænde igennem. Jeg oplever hendes musik som løftet om det væld af muligheder, verden byder på, perfektioneret på Horses, der stadig lyder helt frisk. Hendes musik transcenderer den ydre verdens fernis og viser vej til et poetisk indre parallelt univers, hvor andre stemninger, følelser og ideer hersker. Og selvom det virker højpandet, realiseres det samtidig på helt jordbunden vis i form af stor rockkunst og positiv energi. Som hun på et tidspunkt indrømmer over for publikum efter at sendt en stribe særdeles støjende guitarudladninger i deres retning: ”I don’t even know how to play the fucking guitar, but I’m up here, so anything is possible”.