På hver deres måder var koncerterne med Serena-Maneesh, LCD Soundsystem og Gorillaz fine oplevelser. Roskilde Festival blev skudt i gang for alvor med kompleks støjrock, dansabel puls og eklektisk pop.

De sortklædte shoegazere Serena-Maneesh lagde temmelig indadvendt ud med en langstrakt, instrumental start, der viste, hvor godt samspillet og kommunikationen bandet imellem var. Det var et groove, der fik lov at pumpe videre og videre, før forsanger Emil Nikoilajsen kom ind i mikset på næste nummer. Musikken rummede bl.a. krautrock, repititiv støjrock og shoegaze med et udtalt melodisk snit. Især den sfæriske My Bloody Valentine-guitarlyd var et tilbagevendende element i en god koncert, hvis største force var den uformulariske tilgang, Sereena-Maneesh har til støjrocken. Momentvist var de glimrende, og var man i humør til repetition og guitarens støjudforskninger, var man noget nær himmerige. Her gik støj og melodi hånd i hånd, især på den fine ”Blow Yr Brains in the Morning Rain” fra deres seneste plade, S-M 2: Abyss In B Minor. En god koncert fra et af nutidens bedste og mest komplekse støjrockbands.

LCD Soundsystem var i en helt anden boldgade. Jeg skal på forhånd indrømme, at jeg dukkede op til koncerten med en vis skepsis. Jeg havde aldrig selv helt forstået hypen. Eller rettere: Jeg havde aldrig rigtigt givet musikken en chance, men blev af venner lokket med til koncerten. Og jeg må sige, at koncerten gjorde mig klogere: LCD Soundsystem er fremragende og noget nært det perfekte soundtrack til 00’ernes dansegulve. Den tillader eftertænksomhed, samtidig med at man ikke kan undgå at bevæge kroppen til musikkens puls, der udfoldes i et moderne møde mellem David Bowie og Talking Heads tilsat dansemusikkens taktfasthed. At James Murphy er en fremragende vokalist og performer, gjorde bestemt ikke koncerten ringere. Alt sad lige i skabet: De fængende melodifigurer og baslinjer og Murphys sporadiske hyl, udstødt på de helt rigtige tidspunkter, og den dansable puls fik stemningen i Cosmopol-teltet op på kogepunktet. En af de største koncertoplevelser på dette års Roskilde Festival indtil videre.

Koncerten med Gorillaz var på én og samme tid en hjertevarm fest og en publikumsbasker. Uden at have statistisk belæg for det vil jeg godt vove den påstand, at her var en koncert, der kunne lokke selv den mest drikfældige campingrotte væk fra sin stol i lejren. Publikum virkede i hvert fald som et bredt udsnit af alle festivalgæster, hvilket sagtens kan skyldes, at Gorilaz’ popmusik har elementer fra en uhyre bred palet af stilarter og genrer: reggae, dub, hiphop, soul, rock, mellemøstlig musik, ja sågar lo-fi på deres første plade. Jeg havde helt glemt, hvor gode Gorillaz kan være. Hovedvægten blev lagt på numre fra deres nyeste plade, Plastic Beach, og den forrige plade, Demon Days. Begge plader er befolket med gæsteoptrædener, og noget af det, det gjorde koncerten god, var da også, at folk som soulsangeren Bobby Womack, svenske Yukimi Nagano fra bandet Little Dragons, The Lebanese National Orchestra for Oriental Arabic Music og grime-rapperne Bashy og Kano bidrog til festen på numre som ”Stylo” og ”White Flag”. Damon Albarns entusiasme og iver efter at blande alverdens elementer i popmusikken er imponerende, og ledte man efter afdankethed hos Blur-sangeren, fandt man den ikke. Uden at overdrive lyste det ud af ham, at musik for ham er mere end et blot et levebrød, og at han faktisk var lykkelig over at stå på Orange Scene denne torsdagsaften i juli. Det samme gjaldt for resten af bandet.

Og hvad fik vi så? Jo, vi fik pop af høj klasse, der bl.a. bød på ”Kids with Guns”, ”Last Living Souls” og ”Dirty Harry”, alle fra Demon Days, ligesom vi heller ikke blev snydt for hits som det altid varmende popnummer ”Feel Good Inc.” og det sært fængende, og temmelig sære, ”Clint Eastwood”. Læg dertil, at gruppen, der blandt andet bestod af Mick Jones og Paul Simonon fra The Clash, to trommeslagere, en blæser- og en strygergruppe, var funky og kompetente. Damon Albarns vokal er noget mere skrøbelig end den uhyggeligt velsyngende Bobby Womack, hvis tilstedeværelse på et par numre var blandt højdepunkterne, men det vejes op af, at de fleste af sangene er glimrende. Koncerten var nærværende, som koncerter ellers sjældent er det på Orange Scene.