Before Today er et idiosynkratisk popmesterværk og en klar kandidat til at blive årets sommerplade. På samme tid sær og fængende.

Efter alt at dømme er Ariel Pink en særling. Hans scenefremtræden siger det, og hans plader siger det samme. Det har aldrig været en anmelders opgave at lede efter symptomer på det ene eller det andet i musikken, hvilket jeg med de to ovenstående linjer på sin vis har gjort mig skyldig i. Blot er det ikke for at reducere Ariel Pink til en eller anden ”god historie”, en eller anden særling, der på forbløffende vis laver spændende musik, og som så er stof til musikjournalistik. Nej, mit ønske er, at særling-prædikatet skal sige noget om, hvad det er for en æstetik, vi har med at gøre. Pladerne, der kommer før Before Today, er alle lo-fi på den småbizarre måde. De er så lo-fi, at det gør ondt, og de popmelodier, man aner inde bag lo-fi-lyden, ligger stort set hengemt. Det er, som om det, vi hører, henviser til en eller anden popsensibilitet, der ligger mørbanket bag lag på lag af dårlig lyd og derfor umiddelbart kan være svær at høre. Med andre ord byder plader som The Doldrums, Worn Copy og House Arrest på popsange, der aldrig kommer til deres ret, ligesom popsange plejer at gøre, simpelthen fordi de er produceret bizart og udfordrende. Begge dele – de gode popmelodier og den trashy produktion – har været vigtige aktiver for lyden af Ariel Pink's Haunted Graffiti.

Med Before Today har han gjort det, man altid har anet, at han kunne gøre: Begået et album, hvor popsangene får lov at stå funklende og klart frem. Der er nu ikke noget til hinder for, at lytteren kan få fuld glæde af Ariel Pinks fremragende popsange, selvom vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi bilder os ind, at denne popmusik er af samme snit som, f.eks., Pet Shop Boys, Crowded House eller Teenage Fanclub. Nej, den er stadig sær. De 12 skæringer, der udgør Before Today, udstråler en andethed, en følelse af at være tunet ind på en radiokanal i Los Angeles i et parallelt univers i 80'erne. Susende rundt i storbyens gader, mens sangene fra Before Today spiller i radioen. Det kunne også være i Miami. Pladen er med andre ord et idiosynkratisk og opfindsomt popudspil, der i virkeligheden er særdeles tilbageskuende det meste af tiden: Den lårfede bas med 80'er-lyd, der er med hele pladen igennem, den übersyntetiske synthlyd, der leder tankerne hen imod 80'ernes electrofunk, og den cheesy saxofonlyd. Ariel Pink håndplukker elementer fra pophistorien og gør dem til sine egne. Flere af numre er i øvrigt genindspilninger af ældre numre og kan derfor findes i mere smadrede versioner, hvis du går tilbage i arkiverne.

”L'Estat” leger både med 60'er-døsighed og goofy backingvokaler, der sender én tilbage til 80'erne. Der levnes plads til virkelig meget: Udflydende, langsomme synthflader og vanvittige forceringer. Det er på en og samme tid temmelig mærkeligt og et soleklart fængende popnummer. Det samme gælder fuldtræfferen ”Fright Night (Nevermore)”, der lyder som en småpsykotisk version af et A Flock of Seagulls-nummer med sine bizarre vokaleffekter, der veksler mellem det mørke og det lyse, mellem monsteret og Minnie Mouse.

Before Today er klart lettere at gå til end forgængerne, men er langt fra udtryk for, at Ariel Pink's Haunted Graffiti har kastet hele særheden over bord. Ligesom man heller ikke entydigt kan bifalde udviklingen, eller modsætte sig den. Den er der bare. Before Today er popmusikalsk mesterværk anno 2010, så på sin vis kan vi glemme det, der kommer ”before today”.

Og selvom indtrykket hurtigt er, at musikken  er let at gå til, og at de fleste efter et par gennemlytninger vil kunne synge med på flere af numrene, er det ikke, fordi Ariel Pink har givet afkald på opfindsomheden eller legesygen. Overalt er der sære effekter på vokalen, synthflader der klippes op, og indtryk der stritter i mange forskellige retninger. Tag de robotagtige guitarflader i ”Beverly Kills”, der suppleres med en synthlyd, som er som taget ud af et 80'er-electrofunk-nummer af Prince, ligesom de indledende ad-libs lyder som en parodi på en af 70'ernes funkgalninger, bassisten Bootsy Collins fra Parliament, Funkadelic, m.fl. Alt i alt et fantastisk, gakket nummer. I ”Can't Hear My Eyes” anes en Lionel Richie-fascination, ja det er faktisk lidt af et flødenummer, der tager sig ud som en gang 80'er-soul med delikate perkussioneffekter, jeg ikke ville blive overrasket over at finde på et Thomas Helmig-album fra 2000 (de der chimes har vist længe været en fast del af Helmig-lyden). Men det er et usædvanligt godt nummer, hvilket de lækre guitar licks faktisk kun komplimenterer. Mere poppet bliver det ikke end på singlen ”Round and Round”, hvor omkvædet er ren ”skrål med og det er sommer!”.

Folkens, vi har at gøre med en sommerplade, som skal have den varmeste anbefaling herfra! At det samtidig er en kompleks sommerplade, hvor der levnes plads til alle mulige fiksfakserier, heriblandt blæsere der er som taget ud af et filmisk, etiopisk jazz/funk-nummer fra 70'erne (sandsynligvis af Tlahoun Gèssèssè) i ”Reminiscences”, bliver den ikke ringere af. Heller ikke selvom sommeren sortner på den afsluttende ”Revolution's a Lie”, der med sin post-punk-inspirerede lyd nærmere  føles som et bad trip fra starten af 80'erne. Og på trods af det både foruroligende og bøssede ”Menopause Man”, hvor Ariel Pink crooner ”Break me, castrate me, make me gay / Lady, I'm a lady from today”. Hør Before Today, før sommeren skyller væk eller bliver mørklagt.