Med Sorry præsenterer Dub Tractor sit eget bud på indietronica-genren, komplet med spagfærdige vokaler og hyppige guitarflader. Udtrykket er tilbagelænet og kontrolleret hele vejen igennem, på både godt og ondt.

Ret beset er denne anmeldelse lidt sent ude, da Dub Tractor rent faktisk udsendte Sorry sidste år, men man kan næsten sige, at der er noget symbolsk ved langsommeligheden, for meget kan man mene om musikken på albummet, men travlt har han ikke på noget tidspunkt, den gode Anders Remmer, der, som bekendt, er herren bag Dub Tractor-projektet. Nu er det jo ikke sådan, at hastigt tempo og hektiske rytmer er noget, man nogensinde har forbundet med Remmer, hverken som Dub Tractor eller tilbage i Future 3-dagene. På Sorry er det dog som om, at stilen er blevet endog endnu mere tilbagelænet end tidligere, men der er også tale om et skridt væk fra den udprægede og efterhånden velkendte let afkølede elektronlyd i retning af noget, der i langt højere grad læner sig op ad blød indiepop.

Hvor man måske først og fremmest forbinder Remmer med instrumental electronica, så er numrene på Sorry alle sange, med vers, omkvæd, tekst og det hele. Indpakningen er stadig delvis elektronisk, men der gøres udpræget brug af guitar, hvilket, sammen med den blide, bløde vokal, er med til at give det hele et skær af indiepop, men vel også i perioder det, man i gamle dage ville kalde for soft rock, slet og ret. Her er, med andre ord, tale om en særdeles pæn og poleret lyd, hvor intet undervejs skurrer i ørene på nogen tænkelig måde – sine steder er vi faktisk mere end tæt på en tirsdag eftermiddag i supermarkedet. Guitarspillet undervejs er, formentlig bevidst, holdt simpelt, og det behøver der jo ikke være noget galt i. Personligt kan jeg dog godt undre mig en smule over den udprægede konservative tilgang lydmæssigt. Man kunne måske forvente, at en herre som Remmer ville arbejde mere med guitarens lyd, på samme måde som han gør det med sine elektroniske lydkilder, men det er egentlig ikke tilfældet. Der er, både stil- og lydmæssigt, tale om en udpræget shoegazer-inspireret tilgang albummet igennem, og tilmed en meget tilbagelænet af slagsen. Også vokalen er tilbagelænet – det rette ord er nok ligefrem spagfærdig. Remmer synger meget rent og meget pænt, diktionen er sine steder i retning af nydeligt skole-engelsk, og som den opmærksomme læser nok allerede har bemærket, så er det hele måske lige en anelse for kønt til min smag. Der er en stemning over albummet, som i mine ører virker søgt moden – eller sagt mere kontant, søgt kedelig.

Numrene minder i stil og udtryk såvel som melodisk ganske meget om hinanden, og jeg er faktisk ikke et sekund i tvivl om, at alt dette er tilsigtet, for det virker som om, at Remmer med sine sange forsøger at opnå lidt af den samme let trance-agtige effekt, som man kender fra hans instrumentalmusik, og det synes jeg faktisk, han har held med. Efter et par numre glider man ind i stemningen, meget som det er tilfældet med de tidligere Dub Tractor-udgivelser, så på den måde kan man godt sige, at selvom Remmer denne gang arbejder med andre stil- og lydmæssige greb, så er kernen i hans musikalske vision stadig den samme. Visse passager kan minde endog en hel del om Another Day On Earth, det album Brian Eno udgav for nogle år siden, i 2005, bare tilsat mere shoegazer-guitar.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Sorry er en lidt for tilbagelænet moden affære til mit temperament, men samtidig synes jeg bestemt ikke, der er tale om noget dårligt udspil fra Remmers side. Jeg kan godt høre, hvad han sigter efter, og jeg synes egentlig også, at det lykkes for ham. Nogle af numrene byder på fine små let naive melodier, og det fungerer godt, og upåagtet den meget kønne og let dovne tone, så kan det ikke benægtes, at albummet byder indenfor til sin egen stemning, hvilket må betragtes som et af Dub Tractors kendetegn. Hvis man tidligere med glæde har lyttet til Dub Tractor eller Future 3, så kan man også godt give denne udgivelse en chance. Samtidig tror jeg også godt, at man kan være med, hvis man i det daglige mere er til indiepop eller til shoegazer-orienterede navne.