Drowned in Light er et højdepunkt i Jonas Muncks omfattende diskografi. En perfektionering af den særegne lyd, der har gjort ham til en af de mest feterede navne inden for den organiske electronica.

Skønheden har altid spillet en betydelig rolle i Jonas Muncks musik. En skønhed, der vel at mærke er forbundet med det menneskelige, med følelser. Munck har under navnet Manual udgivet en stribe plader på selskaberne Morr Music og Darla med covers, der afspejler naturens skønhed i perfekte, stiliserede landskaber. Et kritikpunkt overfor Munck har netop været, at hans musik næsten synes for smuk, for perfekt, og dog har de fleste alligevel overgivet sig mere eller mindre betingelsesløst til hans musik, der ejer en forførende kvalitet, som det er vanskeligt at undgå at blive draget af.

Drowned in Light er ikke nogen radikal fornyelse af den særegne lyd, som Munck har fremelsket på sine plader, men derimod en perfektionering af hans æstetiske udtryk og en præcisering af den musikalske poetik, der, paradoksalt nok, har at gøre med sløringen af grænsen mellem den indre og ydre natur. Coverbillederne på Manuals forgående udgivelser med deres genkendelige motiver, der mimer turistindustriens opfattelse af banal skønhed, har kunnet forlede en til at tro, at Munck var interesseret i kitsch, i kunsten som en slags rendyrket l'art pour l'art. Intet kunne være mere fjernt fra virkeligheden. Muncks æstetik ligger både langt fra den postmoderne dyrkelse af det selvreferentielle objekt og fra den posthumane æstetik, der dyrker det sublime som det mere end menneskelige. I stedet er han en romantiker, der ser naturen gennem et menneskeligt temperament. I den forstand er de kitschede billeder, der pryder de fleste af hans covers, ikke en fremmedgørelse fra det menneskelige, men tværtimod en påmindelse om den menneskelige beskuers opfattelse af skønhed.

Det inciterende cover til Drowned in Light, kreeret af Jakob Skøtt, viser særligt tydeligt opløsningen mellem det indre og ydre i et blændende landskab, hvor de genkendelige konturer udviskes. På samme måde udviskes grænsen mellem elektronisk og organisk, følelse og maskine, natur og menneske. Titler som "Warm Circuits", "Pulsations" og "Blood Run" peger alle på et indre forløb, hvor kroppen er i bevægelse. Dette indre forløb er imidlertid ikke afskåret fra den ydre verden, men bundet til den i kraft af følelserne, der forbinder krop og verden.

Muncks musik er derfor ikke kold og maskinel, men derimod pulserende menneskelig. Strømme af elektriske og akustiske guitarer, støvede beats, imiterede calypsorytmer og et overdådigt kanvas af keyboards er med til at tegne det musikalske forløb, der først og fremmest skal høres som en helhed. Drowned in Light er et af Muncks mest komplekse værker og et højdepunkt i hans diskografi. Guitaren er endnu en gang vendt tilbage som en vigtig komponent i lyden, men den er overbevisende integreret i det ambitiøse værk. Rent formelt vil det givetvis være vanskeligt at adskille pladen fra Manuals øvrige værk, men pointen med originalitet er netop ikke at forny sig fra gang til gang, men at skabe en selvstændig og kontinuerlig relevant musikalsk stemme. Det har Manual om noget gjort, og Drowned in Light er beviset.