Pastoral folk og ambiente stemninger mødes på smukt og helstøbt album fra Laura Gibson og Ethan Rose.

Efter sigende begyndte Laura Gibson sin musikalske karriere med at synge for folk på plejehjem i hendes hjemby. Man kan forestille sig, at det har været en særdeles behagelig oplevelse for de ældre, for Gibsons stemme og sange udstråler en stor ro og tryghed og dermed også en trøst uden at være anmassende.

Heldigvis for os andre nøjes hun dog ikke længere med at spille på plejehjem. På sit nye album, Bridge Carols, har hun slået pjalterne sammen med lydmageren Ethan Rose, og det er en yderst vellykket konstellation, hvor Gibsons simple folksange for nylonstrengs-guitar og stemme møder Roses atmosfæriske og ambiente klangflader. Et sted på midten finder de hinanden og skaber noget meget smukt. For Gibson har arbejdet med Rose betydet, at hun har kunnet fokusere mindre på sangstrukturer og i stedet skabe en mere flydende og mindre liniær sangform. Her har hun kunnet arbejde med flygtige udkast og lyriske linier, der aldrig fandt hjem i de mere gængse sange. For Roses vedkommende giver Gibsons tekster og stemme et godt modspil til den mere regulære ambient.

På coveret ses de to stående på en eng med græs til livet. Rose holder en gammel spolebåndoptager, hvorfra han afspiller lyd til hovedtelefoner, som Gibson bærer. Billedet illustrerer meget godt den pastorale stemning, som dog ikke bare er en bliven ét med naturen, men også en filtrering af naturen gennem fintfølende mikrofoner, bånd og elektroniske filtre. Ikke en natur/teknologi-dikotomi, men snarere en intim følen sig frem i naturen med teknologien som udvidet sanseapperat. Resultatet kan minde om Movietones fantastiske plader, der bæres af en lignende øm poesi i mødet mellem natur og teknologi.

Gibsons stemme leder næsten uundgåeligt tankerne hen på Joanna Newsom, men hendes stemme er dog mere underspillet, og den står sig derfor også godt til musikkens næsten hviskende natur. Såvel hendes melodier som hendes stemmeføring giver associationer til blide vuggeviser og indbyder således til, at man lader sig synke ned og omfavne af dette univers, hvor Roses lydflader er som bløde tæpper eller netop som en blød græseng at ligge i. Klokker, harmonium, pastorale strygere og blæsere tilsat fine elektroniske og knitrende lyde skaber et ideelt landskab for Gibsons fraseringer at bevæge sig i.

Svært er det at fremhæve enkelte numre, for albummets 35 minutter fremstår som en gennemført helhed, men mødet mellem de to temperamenter kommer smukt til udtryk på den meditative ”Leaving, Believing” og den afsluttende ”Tall Grass, Dark Star”, der synes at rumme hele essensen af pladen. Men nyd også den korte skitse ”O Frailty”, der er netop det, en smuk hyldest til skrøbeligheden.