I en norsk underjordisk grotte er det er lykkedes Serena-Maneesh at begå et lille mesterværk. Emil Nikolaisen og co. har tydeligvis kælet for enhver detalje, og dét er eventuelt albummets skønhedsfejl, som dog træder i baggrunden på det velgjorte album.

Serena-Maneesh formåede i 2006 at skabe en usædvanlig hype og opmærksomhed med deres selvbetitlede debutalbum. Der var ikke et øje tørt blandt musikanmelderne og den støj-elskende del af indiepublikummet med fødslen af, hvad der med rette må kaldes nyere tids svar på det legendariske shogazer band My Blody Valentine. ”They get it”, som musikwebsitet Pitchfork lakonisk slog fast.

Fællesnævneren for MBV og Serena-Maneesh rækker også lidt udover det musikalske univers. Efter udgivelsen af det mesterlige album, Loveless, i 1991 skulle der gå seksten år før MBV i 2007 viste fornyet aktivitet. I Serena-Maneesh’s tilfælde er tålmodighedskravet ikke helt så arrigt, om end 4 lange år er passeret før udgivelsen af S-M 2: Abyss In B Minor – ifølge pressematerialet blandt andet grundet heftig tour-aktivitet.

At nordmændene i forløbet ikke har tabt teten står lysende klart på samtlige af pladens 38 minutter og 45 sekunder. På trods af hvad der i forhold til albumlængde må karakteriseres som relativt kort, er oplevelse så komprimeret og intens, at undertegnedes tidsfornemmelse forekommer fordoblet. Ambitionsniveauet er sat ualmindelig højt, og glidende overgange mellem flere af numrene illustrerer, at der er tale om et samlet værk, der kræver opmærksomhed fra start til slut og er aldeles uegnet som baggrund til en flaske rødvin.

Åbningsnummer ”Ayisha Abyss” understreger dog også, at S-M 2: Abuss In B Minor er et dedikeret lyt værd. Det er så svedigt godt udført, at man straks bliver hevet ned i troldmand Nikolaisens sorte hat og på hypnotisk vis hevet rundt i en orkan af skæve mørke akkorder og bastante monotone grooves, der konstant udvikles. Drevet af en imponerende mængde perkussive lydsamples og effektbefængte støjflader, forankret på en bastant basgang, holdes numret konstant på kogepunktet. Det er norske heksebryg, som bestemt kan match debutalbummets niveau.

Det bliver dog i løbet af gennemgangen tydeligt, at ”Ayisha Abyss” ikke kendetegner pladens karakter. Serena Maneesh har overordnet samme særprægede udtryk som på debuten, men forsøger ikke at overgå tidligere bedrifter. I stedet søges mod ny inspiration fra så divergerende genre som krautrock, metal og latin. På ”I Just Want To See Your Face” og ”Bloow Yr Brains in the Mourning Rain” får massive støjbølger og forførende hviskende vokal modspil at abrupte trommefils, der forenet med utallige delelementer og kombinationsindslag fra både rytmisk og melodisk side pisker tempoet fremad.

Mindre hektiske er de mørke apatiske numre som ”Melody for Jaama” og ”Honeyjinx”. Flygtig melankoli og et underlag af massiv metaltung bas forenes mesterligt under en strammere instrumentering, og de ender for undertegnede som højdepunkter på albummet. Anderledes eksotisk bliver det mod pladens slutning på ”Magdalena (Symphony #8)”, hvor bongotrommer, claves og panfløjte er fundet frem til sofistikeret shogaze, hvilket fungerer overraskende godt.

Der hersker ikke tvivl om, at der ligger en stor mængde eksperimenter og anstrengelser til grund for resultatet. En lang liste med gæstemusikere tæller blandt andet Sufjan Stevens på vibrafon og fløjte, og Nikolaisen har forestået produktionen med hjælp fra såvel den CAN-associerede René Tinner som Nick Terry, der er forbundet med Klaxons og Primal Scream. Generelt gør niveauet for både kvalitet og kompleksitet S-M 2: Abyss In B Minor til lidt af et musikalsk overflødighedshorn. Mængden af genrer og lydspor øger bestemt holdbarheden og live-potentialet, men det forvandler også enkelthed på pladen til en sparsom dyd.