Fortid, nutid og fremtid flyder sammen i et både foruroligende og smukt limbo på Hospital Cafeterias. En fornem afslutning på årtiet for Hall.

Martin Hall er kommet godt fra start i det 21. århundrede. Det virker måske ikke umiddelbart indlysende. Mange har undret sig over hans medvirken til Talent 2008, der har været særdeles blandede meninger om den forfatterkarriere, som Hall har brugt en stor del af det seneste årti på, og endelig har man kunnet iagttage, hvordan Hall – der ellers før i tiden nærmest af princip nægtede at dvæle ved fortiden – i stor stil har grebet til det retrospektive. Både i form af genudgivelser, kreativt genbrug og selvfølgelig ikke mindst det monumentale bokssæt Catalogue.

Jo, når kunstnere både udsender sådanne monumenter over egen karriere og får trang til at skrive store romaneposer byggende på egen selvbiografi, kan man rigtignok få den mistanke, at den kreative åre er ved at tørre ud.

Sagen er blot, at Hall samtidig med alt det ovenstående har udsendt en faktisk imponerende række nye musikværker. Man kan næsten glemme dette, fordi så mange udgivelser – nogle af dem strengt taget også af mere tvivlsom kvalitet – kappes om opmærksomheden, men når man gør status, indser man hurtigt, hvor meget godt der er kommet fra Halls hånd, og at det seneste årti tilmed har budt på flere regulære hovedværker. Sammenlignet med 90'erne synes 00'erne faktisk at have lidt af en kreativ guldåre. Og nej, her har vi ikke glemt hverken 90'er-hovedværket Random Hold, den glimrende popøvelse Adapter eller Irma Victoria-pladerne.

Med Facsimile (2006) byggede Hall med held videre på den højstemte balladetradition fra f.eks. Random Hold. Men ellers var 00'ernes mest interessante udgivelser dem, hvor Hall helt gik væk fra popformlen og i stedet dyrkede en barok, neo-klassicistisk stil. Plader som Camille og Das Mechanische Klavier blev måske anset som excentriske manerer, men holder fortsat hele vejen igennem. Det egentlige hovedværk var dog Metropolitan Suite, som Hall allerede ved udgivelsen i 2001 selv spåede ville komme til at stå som hans hovedværk i dette årti.

Det ville jeg indtil for nylig have været fuldstændig enig med ham i, men tidligere i år og således på falderebet til et nyt årti udsendte Hall så albummet Hospital Cafeterias, der i den grad overrumplede mig, så jeg altså først nu tager mig sammen til at skrive en anmeldelse. Nu vil jeg ikke sige, at Hospital Cafeterias på nogen måde degraderer Metropolitan Suite, snarere er det et værk, der komplementerer denne, så man må stille dem op over for hinanden. To søjler, der indrammer årtiet for Hall. Samtidig er Hospital Cafeterias på mange måder en formel opsummering af årtiets mange samarbejder med andre kunstnere, ligesom en del nye stemmer introduceres. Der bindes i allerhøjeste grad en tråd til Das Mechanische Klavier – med de tyske recitativer af Herbert Zeichner og operette-indslagene fra Andrea Pellegrini. Og her er en barok kongerække af gengangere som Else Marie Pade, Johnny Stage, Casper Clausen (fra Efterklang), Marquis Marcel de Sade m.fl. Samt selvfølgelig Christian Skeel, der var den altafgørende samarbejdspartner på Metropolitan Suite.

At orkestrere sine sange gennem en maskerade af andre stemmer er en velkendt strategi fra Halls side. Og det er ikke i sig selv garanti for noget godt, at en plade kan mønstre en flot gæsteliste, hvad f.eks. den uforløste Music Hall var tegn på. Men på Hospital Cafeterias falder kortene for alvor på plads, og det til trods for – eller måske netop fordi – persongalleriet er så spraglet og excentrisk, som det er.

Hvis Metropolitan Suite dyrkede en kølig, stringent stil båret af Halls egen stemme og Skeels dekonstruerede klassiske musik fremført af The Vista Dome Ensemble, så er Hospital Cafeterias et morbidt karneval, hvor de mest forskelligartede stemmer, genrer og instrumenter står side om side. Arier, flamencoguitar og salonmusik blander sig med dyster neo-folk, glitchet electronica, recitation, munkelignende kor og lo-fi-collager. Musikken bygges op og brydes ned igen og igen, og man ved mildest talt ikke, hvad der venter om hjørnet. Produktionen blander klokkeklare klange med dunkle, knirkende lydkilder, hvilket bidrager til pladens foruroligende karakter.

Man siger med et pudsigt dansk udtryk, at livet passerer revy, når man ligger for døden. For Hall virker det derfor også helt naturligt at iscenesætte den golde venten på hospitalsgangene og i titlens hospital cafeterias som netop en revy, eller en serie bizarre cabaret-indslag, som dog stadig har dødens mærke skrevet på dem. Hall udsendte pladen umiddelbart efter sin medvirken i Talent 2008, angiveligt endda for pengene fra netop denne tjans. Med dens avantgardistiske anslag, der næppe lader sig overføre til dette lands storcentre, er pladen da også blevet set som ét stort modtræk til den overfladiske popverden. Og det er den da på en måde også, men den kan også ses som den mørkere side af samme mønt. Hall har aldrig lagt skjul på, at han nærer en stor fascination af poppen og det groteske mediecirkus, der følger med. Et storladent festfyrværkeri, der i et glimt oplyser nattehimlen og jager følelsen af tomhed bort med bulder og brag, men som samtidig bærer dødens og forgængelighedens mærke. På Hospital Cafeterias laver Hall sin egen diabolske karikatur af dette. De funklende unge talenter er blot udskiftet med fortabte sjæle i et limbo mellem liv og død. Her træder forfaldet frem i hver en gestus.

Hospital Cafeterias er revy forstået som show og grimasse, men også i betydningen tilbageblik. I høj grad en opsummering af det seneste årti for Hall, men også med tråde længere tilbage. Og det gælder ikke kun i valget af gæster, men også i selve musikken. Her er ekkoer og direkte citater fra tidligere Hall-numre, men i lige så høj grad ekkoer af nogle af Halls egne inspirationskilder. Volkmar Zimmermanns flamenco-klingende guitar i starten af ”Lied Zwei” rummer f.eks. ekkoer af David Sylvians mesterlige Secrets of the Beehive. Og ligeledes kan koret i ”At The Lido (Helium High)” vække mindelser om Virginia Astleys ”A Summer Long Since Passed”. Men nummeret, der synges smukt af Pellegrini, er i selve teksten et koncentrat af den hidsigt piskende signatursang ”Son Of No Generation” fra Adapter-pladen. Hvad der på ”Son Of No Generation” var en smertefuld elegi, gentages nu som et stykke let operette med bizar, men fantastisk effekt. Og mindre gennemført bliver det ikke af, at vi kort forinden har fået instrumentalnummeret ”Soft Tissue Damage”, der netop bygger på selve strygerarrangementet fra den oprindelige ”Son Of No Generation”. Nogle vil måske kritisere Hall for denne form for genbrug. Jeg vil dog mene, at dette er en helt essentiel del af Halls kreative arbejde. Hans univers er en spejlverden, hvor velkendte ansigter, velkendte passager, dukker op igen og igen, men altid i en ny, overraskende kontekst. Nogle gange forvrænget, andre gange skåret helt ind til benet. ”40 Versions Of The Time Before” hedder et nummer på Hospital Cafeterias, der meget fint præsenterer denne spejlverden.

På Hospital Cafeterias nøjes Hall i øvrigt ikke med at hive forskellige folk ind som gæstesangere. Han giver også i betydelig grad rum for andre kunstnere til at udtrykke sig, og til tider holder han decideret sin egen skikkelse i baggrunden og indtager mest en rolle som en slags producer eller arrangør. Som på ”Das Doppel meiner Selbst”, en tysk tekst skrevet og fremført af stemmen fra Claus Beck-Nielsen Memorial til isnende klavermusik af Christian Skeel. Eller som på pladens måske bedste nummer, ”Lavender Grey”, skrevet og fremført af Knud Odde, men orkestreret af Hall. Selvom Hall tilsyneladende holder sig i baggrunden her, indgår numrene dog perfekt i helheden og har trods alt Halls signatur skrevet på dem. Det kan måske virke lidt besynderligt, at pladens bedste nummer slet ikke er skrevet af Hall selv, men hør hvor fantastisk sang, stemme og arrangement spiller sammen i dette sublime stykke musik, en sært søvngængeragtig blanding af sødmefuld pop, dyster neo-folk og sugende, klanglige understrømme.

Hospital Cafeterias er ikke en nem plade at komme ind på, men man belønnes for indsatsen med en perlerække af stærke numre. Nogle ligner måske løse skitser, mens andre er mere udfoldede, men sammen danner de en formfuldendt helhed. På overfladen er det nok en plade, der stritter i alle retninger (hvilket faktisk klæder Hall), men det et også et værk, der rummer en klar æstetisk vision midt i det tilsyneladende diffuse spejlkabinet. Sjældent har Hall været mere vedkommende.