Svenske The Amazing byder indenfor i en tidslomme, hvor der desværre, men sikkert helt bevidst, ikke er meget nyt under solen.

Det kan synes en anelse modigt – måske endda et udtryk for vovemod, at man vælger at kalde sit band for The Amazing! På den anden side, hvorfor stikke halen mellem benene, hvis man mener at have noget udover det sædvanlige at byde på. Faren lurer selvfølgelig, når man så smider musikken ud til folket, og måske i særdeleshed til anmelderne. Lad det straks stå lysende klart, at dette album ikke er amazing. På den anden side er det heller ikke ligefrem unremarkable (som nok heller ikke var gået som bandnavn!). Det ligger og svæver sådan lidt midt imellem – og det er slet ikke så tosset! Er man til roc'n'roll af den ældre skuffe, der hvor den lettere syrede rock fra 60´erne stadig har sin berettigelse, vil man uden at bruge alt for stærke udsagn, elske dette album.

Bag The Amazing står en række musikere, som allerede tidligere har gjort sig bemærket i broderlandet. Medlemmerne har slået sine folder i blandt andet Granada og ikke mindst Dungen – og har derfor allerede fået prædikatet supergruppe i hjemlandet. Dette selvbetitlede debut blev allerede udsendt i marts måned i Sverige, til pæne anmeldelser, og udgives nu i hele verden. En verden, som har uendeligt mange bands, der lyder nøjagtig som The Amazing, som derfor nok ikke skal regne med at få en gennembrud af større dimensioner, men derimod på udmærket vis, placerer sig i forlængelse af en lang, lang tradition. Omvendt så er fornyelse sikkert et fyord, når man insisterer på at lyde som om, kalenderen viste 1967!

Som allerede nævnt har vi med en omgang klassisk folk/syre/rock'n'roll at gøre, i en så insisterende grad, at man nogle gange nærmest føler sig fanget i en tidslomme. Sine steder er der som sagt sange af en sådan kvalitet, at man nemt lader sig rive med – omvendt er der også numre, der kunne være fremført af hvilket som helst amatørband en fredag aften på den lokale hvor som helst på kloden.

Pladen åbner med ”The Kirwan Song”, som henter inspirationen hos The Doors, hvad angår det stemningsmæssige leje, og det fortsætter på ”Dragon”, hvor det underliggende orgel og en tilbagevendende guitarfigur er ikke helt ulig Robby Krieger fra netop The Doors.

Syrerocken folder sig ud i fuldt flor på nummeret ”Code II” – her er der lange passager med hammondsolo, forvredne guitarfigurer og ikke mindst Christoffer Gunrups nærmest messende vokal hen over herlighederne. Lukker man øjnene kraftigt nok i, er det ikke svært at danne sig billeder af et 60'er-lysshow med udflydende farver, der danser rundt på væggene akkompagneret af tonerne fra ikke blot dette nummer, men rigtig mange af dets følgesvende på dette album.

Af fremtrædende og vellykkede kompositioner på albummet bør ”Is It Likely” fremhæves. Paradoksalt nok er det dette nummer, som henter mindst inspiration i 60'ernes musikalske univers, og det er muligvis derfor, at netop det nummer falder mest i undertegnedes smag? Nummeret er en smuk lille ballade, som med sine akustiske guitarer på fineste vis smyger sig om Gunrups vokal – det fungerer langt bedre end de meget lange og alt, alt for syrede passager, man ellers udsættes for på albummet. The Amazing er født ud af en række jamsessions, og det er netop det element, der ender med, sine steder, at få alt for mange af kompositionerne til at blive for langstrakte og underligt uforløste.

Som debut er det som sagt et ok forsøg ud i genren, når genren åbenbart er at forsøge at presse flere toner ud af 60'erne her i slutningen af 00'erne. Dog må det siges, at på trods af at et andet svensk band som Atomic Swing for snart mange år siden blandede de mere poppede elementer ind i et forsøg ud i det samme eksperiment, så fungerede de på en eller anden vis langt mere indbydende og overbevisende i deres forehavende, end The Amazing ender ud med at være.

Det er albummets ballader, der henter det hele hjem i sidste ende – og bliver min undskyldning for at hente det frem fra hylden flere gange i fremtiden, men det bliver frasorteret de mere rockede og syregrønne indslag, da disse simpelthen er hørt langt festligere og indbydende andetsteds, ikke blot for små 50 år siden.