Lange elektroniske passager med udspring i Berlin, som kreeres af to italienske musikere – og i sidste ende en kedsommelig og til tider nærmest opslidende affære.

Tempelhof. Smag en anelse på navnet og straks falder tankerne på det monumentale bygningsværk i Berlin, som jeg heldigvis nåede at betræde, mens den stadig var lufthavn – og inden den bukkede under og lukkede i oktober 2008. ”The Mother Of All Airports” kaldte arkitekten Norman Forster bygningen, som navnkundige Albert Speer også havde (mere end) en finger med i opbygningen af!

Nu er det ikke lufthavne, der er på dagsordenen her, men derimod den italienske, elektroniske duo Tempelhof. Der lægges dog ikke skjul på, at det er den tyske lufthavn, der har inspireret til navnet – i det hele taget metropolen Berlin. Coveret prydes endda af et fragmenteret og næsten abstrakt billede af Fernsehturm, der lå i det tidligere øst Berlin – og som stadig rejser sig massivt over bymidten.

Havde de overvejende instrumentale toner, som den italienske duo præsenterer på debutpladen med den lange titel We were not there for the beginning – We won't be there for the end, blot fremstået halvt så interessante, som de utallige besøg jeg har aflagt i Berlin, havde det været en fryd. Det er de desværre ikke.

Mange navne har gennem tiden ladet sig inspirere af Berlin og dennes historie, der nærmest indbyder til, at der skabes kunst og at der dykkes ned i tidligere tiders sort/hvide landskaber. Ikke mindst indenfor den elektroniske scene har Berlin været, og er stadig, en smeltedigel, der ofte lukker interessante og vedkommende værker ud. Det var håbet, at Tempelhof havde skabt kompositioner, som kunne fungere som et soundtrack til lange vandreture gennem den tyske hovedstad, såvel fysisk som i tankerne. I stedet for dette er man som lytter vidne til ti kompositioner, der ikke bevæger sig ud af stedet. Der er tale om numre, der bedst karakteriseres som ambient – og jeg formoder, at meningen har været, at man som lytter skal drages ind i tonerne. Desværre drages man i stedet ind i en nærmest søvngængeragtig tilstand, hvor det at skelne numrene fra hinanden bliver en umulighed – det uanset hvor mange gennemlytninger man så end byder pladen!

Der er bestemt enkelte øjeblikke, hvor det fungerer, problemet er blot, at disse øjeblikke, når de gentages i noget, der føles som en evighed, kommer til at resultere i det modsatte. Nemlig at man driver ind i en tilstand, hvor ørerne slår fra – og i stedet for at lade sig flyde med, som det formodes at have været intentionen, begynder at overveje, hvad det nu var der skulle handles ind og hvornår det lige var mødet skulle starte dagen derpå!

Titlerne er, udover titelnummeret der afslutter pladen – og som måske i virkeligheden er pladens bedste nummer (og nej, ikke fordi den bringer en ende på hele affæren!), er for manges vedkommende også hentet i hovedstaden. ”Enjoy Neukölln” har muligvis som udgangspunkt været en musikalsk guidet tur i det så fantastiske område. Et tidligere arbejderkvarter, som Geigers egen Rasmus Steffensen for nylig rapporterede fra, og som blev beskrevet som et nyt in-sted for alskens kunstnere. Indfanget i Tempelhofs toner med bydelen som tema er det dog ikke umiddelbart et sted, der virker dragende, som jeg, hvis jeg glemmer nummeret, ved, at det er.

Titelnummeret har en anelse kant og kommer lidt længere end blot et fattigt stemningsbillede, her får tonerne lov til at vokse sig nærmest monumentale og midten af nummeret prydes af en nærmest shoegazer værdig mur af guitar. Her går tingene rent faktisk op i noget, der ligner en højere enhed – og det havde været ønskeligt, at resten af pladen havde bevæget sig ud i samme, mere vovede farvand og at det ikke blot var placeret som en finale på en ellers kedsommelig affære.

Som allerede berørt, så flyder de lange elektroniske passager sammen i en stor maskinel klorinbleg suppe. Der savnes i den grad en kant eller en skæv tilgang, som ville have tilført numrene en mere indbydende tone. Det hele er vældig pænt og lækkert, men det betyder ikke nødvendigvis, at det fungerer. Jo, som underlægningsmuzak i en cafe, måske endda en cafe i Berlin – men dybest set hvor som helst i verden, hvor det er snakken, kaffen og stemningen, der er i højsædet, og hvor musikken helst skal undgå at forstyrre, men gå i et med tapetet.

Jeg ville utroligt gerne være blevet berørt af Tempelhof. Jeg ville gerne have kunnet lukke mine øjne og drømt mig mod både Neukölln, Kreuzberg og Tiergarten. Dette sagt, så skal det understreges, at det ikke vides, om det reelt er det, som Tempelhof har lagt op til – dog tror jeg ikke, at det er skudt voldsomt forbi, både med hensyn til navn, omslag og titler. For at det ikke skal være løgn, hedder fjerde skæring ”Berlin”!

Summa summarum: We were not there for the beginning – We won't be there for the end er en blodfattig debut, en debut, der umiddelbart indbød til langt mere, end den ender ud med at være.