New age-udgivelsen Flow og avantgardeværket Domino Figures er to vidt forskellige udgivelser. Alligevel har de fællestræk, og hvilken en af udgivelserne, man foretrækker, afhænger nok af, hvor avantgarde-sej, man er.

For nogen tid siden funderede jeg over, om der mon stadig den dag i dag bliver lavet new age-musik med samme substans og lødighed, som genren rent faktisk med mellemrum opviste i sine tidlige år, eller om der ikke var andet end sukret meditationsfunktionalisme tilbage.

Det var sådan set ikke et spørgsmål, jeg regnede med at få svar på, men efter at have fået Haikus album Flow til anmeldelse må jeg konstatere, at der rent faktisk bliver lavet glimrende new age nu om stunder. Godt nok omtaler pressemeddelelsen musikken som ambient electronica, men alt ved Flow nærmest skriger på new age-klassifikationen, fra coveret og titlerne over den faktiske musik til førnævnte pressemeddelelses fraser om ”energifyldt fokus”, ”billedskabende toner” og ”afspænding, healing, meditation, kreativ fordybelse”. Det kan så meget muligt være et ganske smart og forståelig træk at omdefinere musikken, for selv det regulære new age-publikum har ikke den store fidus til betegnelsen, og samtidig er det jo muligt, at Flow vil nå ud til noget af det chill out-segment, som nok ellers ville holde sig langt væk. Det ville bestemt være rimeligt, for musikken er uden tvivl bedre end en hel del af det, man ellers kan komme ud for af selvsmagende tilbagelænet ”lounge” eller ”downtempo”. Men ”electronica” kan man altså ikke kalde det, medmindre man da blot mener ”mere-eller-mindre-elektronisk-musik”, og det kan jo så være hvad som helst. Ambient, jo måske, men på den anden side kan alt fra black metal til jungle efterhånden være ambient, så det bliver man heller ikke så meget klogere af.

I en helt overordnet forstand er Flow selvfølgelig en ”ambient” plade, blot inden for den ende af ambientmusikken, som samtidig overlapper med new age-traditionen. Afgørende kendetegn er de harmoniske og melodiske elementer samt den udprægede brug af klaver. Klaveret dominerer sådan cirka to tredjedele af albummet med tunge, tænksomme, lidt skandinavisk-efterårsagtige akkordgange, til tider mere fortænkte end egentlig tænksomme. Den bittersøde vekslen mellem melankoli og forløsning bliver af og til et par numre for påtaget, men holder ellers den rette balance mellem fredfyldt afklaring og drømmende længsel. Foruden klaver består disse numre af det, man nok bedst kan betegne som ”traditionelle” elektroniske lyde, hvilket vil sige en ret anonym og bredt udflydende synthesizersovs, hvor der ikke synes at være lagt nævneværdigt arbejde i det lyddesign, som jo ellers plejer at spille en væsentlig rolle i ambient. Kun de tre numre Eternity, Crystal Bath og Floating byder på ren lydmusik, dvs. med selve lydbilledet som det kreative og stemningsbærende fokus. Her er vi så småt ovre i dark ambient-afdelingen, og det klarer Haiku faktisk fint. Der opbygges en solid stemning af noget hjemsøgt, et skær af fjerne udviskede minder, der kun lige fornemmes i randen af bevidstheden. Flere gange kommer man til at tænke på On Land, Brian Enos bedste og mest hemmelighedsfulde ambientplade, tilsat en diskret eftersmag af Twin Peaks-soundtracket, som i det hele taget spøger flere steder på Flow.

Selv om Haiku på disse numre fremstår som en glimrende udøver af den mørke ambient-tradition, så kan man ikke rigtig sige, at han udviser den helt store originalitet inden for stilen. Men måske netop derfor er det helt fint, at resten af pladen befinder sig i den pænere og ”sødere” afdeling. Der udgives masser af mørke og rugende ambientalbums, men med mindre det er virkelig godt lavet, så har de en tendens til at blive ret trættende i det som regel meget lange løb, og på den led er det kun godt, at stilen her mere bruges som en kontrast frem for at være en ufravigelig grundstemning hele vejen igennem. Lige som det ville have været for meget, hvis Flow udelukkende havde holdt sig til den behagelige, klaverdrevne musik fra start til slut, så ville det have været lige så uinteressant, hvis der kun blev arbejdet med den mere uafklarede mørke lyd. På den måde minder Haiku et eller andet sted om gamle new age-navne som Michael Stearns eller Steve Roach, ikke så meget ved decideret at lyde som dem – om end det måske også er tilfældet hist og her – men mere i kraft af, at han så ubesværet forbinder det imødekommende og harmoniske med det dunkelt mystiske, tilsyneladende uden at tage sig af tidens vedtagne regel om, at det er to ting, som så absolut bør holdes adskilt. Flow er ikke af den grund et revolutionerende nyt bud på new age, med til gengæld viser det, at man stadig med fordel kan arbejde med nogle af de musikalske greb, der for længe siden rent faktisk gjorde genren fascinerende.

Lidt af det samme kan måske, og måske lidt overraskende, siges om Wayne Siegels gamle avantgarde-komposition Domino Figures, som oprindelig blev udgivet i 1983, sammen med stykket ”Autumn Resonance”, men nu er genudgivet. Af uransagelige årsager udsendes det for sig selv, i 25 eksemplarer, og med den anden side af lp’en sortmalet og påklistret to røde pile. Man får lidt den mistanke, at der her helt bevidst er spekuleret i at udgive et samleobjekt, ja, at udgivelsen i det hele taget mere er tænkt som et fysisk kunstværk end som en måde at gøre et stykke gammel musik tilgængeligt på. Det er egentlig en skam, for musikken er ganske fin, og havde genudgiverne ønsket at sprede den så meget som muligt, så havde de måske også sørget for at få den presset ordentligt, frem for, som det nu er tilfældet, med irriterende knas hist og her. Nuvel, der er under alle omstændigheder tale om et fremragende eksempel på den særlige forbindelse, der til at begynde med rent faktisk var mellem især den mere minimalistiske ende af den klassiske avantgarde-musik og så new age. Det kan synes utroligt den dag i dag, hvor de klassiske minimalister forgudes i samme omfang som new age latterliggøres, men de delte faktisk meget af det samme tankegods, en kærlighed til mantraagtige repetitioner og simple harmonier, og en del new age-komponister prøvede på mange måder at overføre minimalisternes teorier til en mere populær og funktionel form. I den sammenhæng er Domino Figures yderst interessant, for selv om der er tale om et rendyrket stykke akademisk minimalmusik, solidt placeret i Steve Reich-traditionen, så lyder det ikke desto mindre forbløffende meget som noget, der ville befinde sig fint på en mere seriøs new age-plade af Peter Michael Hamel eller Stephan Micus.

Grundideen bag Domino Figures er uhyre simpel: Et vilkårligt antal guitarister sidder i en cirkel og sender i en slags kædereaktion (eller netop ”domino-effekt”) en række små musikalske figurer rundt i ring. Afhængigt af antallet af deltagere samt den hastighed, de hver især spiller figurerne med, opstår der så en evigt foranderlig og nærmest grænseløs kompleks helhed ud af et i virkeligheden ganske simpelt udgangspunkt. Altså helt i den klassiske minimalistiske ånd, som den kendes fra Glass, Reich og Rileys tidligste eksperimenter med ”systemmusik”. Denne teknik bliver i nogle tilfælde brugt til at skabe noget meget kaotisk og larmende, men man kan lige så vel fremtrylle et roligt og omsluttende klangrum, og Domino Figures hører bestemt til i denne kategori. Bortset fra i starten og slutningen, hvor man lige aner et par af de småfragmenter, det hele består af, så flyder alle toner sammen til én stor varm strøm af glimtende lyd, som man langsomt kan forsvinde i. Det er mystisk, imødekommende og blidt hvilende i sig selv, og i den forstand uhyre new age-agtigt. Man kan selvfølgelig sagtens høre, at det er en langt mere ”radikal” form for musik end f.eks. Haikus, der er ingen traditionelle harmoniske progressioner eller melodiske appeller til følelserne, og man må selv få øre på stemningsmæssige mønstre i tonernes flimrende virvar. Alligevel er sluteffekten på mange måder den samme – et behageligt rum, man kan falde til ro i, enten som ren omgivende baggrundsmusik eller gennem en mere aktiv proces, hvor man går på opdagelse i detaljerne. Haiku er i den sammenhæng den, der giver lytteren mest at holde fast i, der er her en art musikalsk forløb, som det er oplagt at følge, men til gengæld er der i Domino Figures langt mere at opdage på egen hånd. Hvad man så foretrækker er måske mest et spørgsmål om temperament, eller om hvor avantgarde-sej man gerne vil være.