The xx's album er et kærkomment bidrag til vinterens lange aftener. Pladen formår at være alvorsfuld og optimistisk på én gang, uden at blive klaustrofobisk omklamrende i sin formidling.

Ud fra devisen 'bedre sent end aldrig' eller måske 'sent har også ret' vælger jeg her, med et par måneders forsinkelse, at skrive en anmeldelse af de britiske debutanter The xx's selvbetitlede debutalbum. Ganske enkelt fordi det er en plade, der her, hvor året går på hæld, fungerer som et lunt tæppe af behageligt tungsind at varme sig under. Albummet får en til at tro på, at det rent faktisk er muligt at imødekomme vinterens begyndende mørkeforskrækkelse med en bevidst belejlig melankoli.

Den unge britiske kvartet, der for nylig blev reduceret til en trio, efter at guitarist og keyboardspiller Baria Qureshi, forlod bandet, leverer på albummets elleve numre en helhed, en musikalsk og lyrisk homogenitet og en udstrakt hånd, som man gladelig tager imod. For er albummet ikke en musikalsk fornyer, er det til gengæld en charmerende og indbydende invitation til de lange og mørke aftener.

Musikalsk består pladen af en række æteriske og sarte indieballader af den slags, som man næppe brænder fingrene på, hvilket dog passer fint sammen med et tekstunivers, der hovedsagligt består af små kærlighedsduetter sunget af guitarist Romy Madley Croft og bassist Oliver Sim.

Teksterne balancerer hele tiden på grænsen mellem opbrud og genforening, konflikt og forsoning som en del af kærlighedens uundgåelige præmisser. De leveres med alvorlig mine og ud fra det ungdommelige og juvenile perspektiv, der er dette unge bands sted i livet, er det slet ikke svært at tage seriøst. Det betyder også, at man finder sig til rette med teksternes eksplicitte udtryk og forholdsvis banale betragtninger over kærlighedens forkromede kompleksitet. Opbruddet er tydeligst på "Heart Skipped A Beat", der med et elektronisk funderet trommebeat, spinkle og enkle guitartemaer og en underliggende dope-bas fint understøtter den afsluttende tekstlinje "Heart skipped a beat / And when I caught it you were out of reach". Forelskelsen er overvældende og indtagende, men dog samtidig besværlig og ikke så ligetil på "Night Time": "You mean that much to me / And it's hard to show" og "Can I confess these things to you". Opbygningen af nummeret er symptomatisk for pladens generelle sangstruktur, med spinkle guitartemaer, der understøttes harmonisk i bassen, sfærisk synth og elektronisk samplede trommer, der får hele herligheden til at vugge behageligt.

"Islands" klinger af optimisme og forsoning: "I am yours now / So now I don't ever have to leave". Skæringen er da også pladens mest uptempo nummer med denne tekstlinje sunget samstemmigt af de to sangere flere gange.

The xx er måske beslægtet med kollegaer som Air France og Hot Chip hvad angår deres næsten uforskammede passion for poppede og umiddelbare melodier og trommebeats, men er dog alligevel mere traditionelle i deres sangstrukturer og musikalske æstetik. Hverken Romy Madley Croft eller Oliver Sim er i klassisk forstand 'store' sangere, men teksterne leveres med en vis nøgtern højtidelighed, der gør dem spiselige i et musikalsk univers, hvor risikoen for at skære sig på en skarp kant ellers fremstår ganske fraværende.

The xx's debutalbum er måske ikke et album, der vinder ved flere gennemlytninger - nuancerigdom er set større - men til gengæld fungerer det fint fra starten. Derfor er der heller ikke særlig grund til at give albummet tid, men derimod bare nyde det prompte, da det klart er det værd.