Der er som sådan ikke rigtigt noget, som trækker mundvigene nedad, når Debonairs Where Common Seems Strange roterer, men oplevelsen afstedkommer heller ikke store, forløsende ja-ja-jubelskrig.

Folkene bag Debonair, hvilket først og fremmest vil sige brødrene Emil og Hans Landgreen, trækker størst musikalsk veksel på en indie-pop-rock med hang til skramlen og støj – og forankret i stolte britiske traditioner. Trods skriverier om en amerikansk indflydelse er den nemlig meget svær at få øre på. Karakteristika er: Pladens salte, sprøde guitarlyd. Hans Lundgreens meget lækre, meget Lennonske facon at synge på. Og bandets konsekvente, gennemgående skiften mellem følsomme og frådende øjeblikke.

Det er albummets styrke. Det er paradoksalt nok samtidig albummets svaghed.

For selvom det er udmærket, når de fremturer så højlydt, som de nu gør, så står udtrykket faktisk klarest, når de skifter til allerlaveste gear og nærmest føler sig frem. I en forholdsvis enkel instrumentering er musikken behageligt fri for tricks af nogen art, men den musikalske læst er for velafprøvet til at kunne bære hele ti sange. Derfor havde det været umådeligt interessant, om man havde haft modet til ind imellem at bryde mønsteret, eventuelt ved at holde fast i enkelte af de oprindelige guitar-vokal-arrangementer, men det var åbenbart for fristende at lade bandet brænde igennem overalt.

Heldigvis låner Luke Sutherland af og til en syret violin – og Miloud Carl Sabri en enkelt gang en ikke mindre outreret trompet på nummeret ”Spoiled” – til musikken og udvider da lydbilledet med tiltrængt krydderi, om end sidstnævnte i nogens ører måske lyder for langt ude …

Det sagt, så er der andre gode sange at komme efter her: ”Where Common Seems Strange”, ”In a Room Full of Shade”, ”Different View”, “In What Way” samt “Seven Rules by Jules” er alle mere end almindeligt gode, resten gedigne sammen og hver for sig, og faktisk falder kun den instrumentale udskejelse “Trnssn” helt til jorden.

Brødrene Landgreen kan altså roligt fortsætte i den retning, de selv har udstukket; en lidt større variation er dog nok påkrævet, hvis det skal blive mere end okay.