Grandiost og med den knitrende lyd af vinter – Editors sender guitaren og stadionambitionerne en anelse på retræte, og genfinder sig selv med en mere maskinel tilgang til tonerne. In This Light And On This Evening er et modigt og fængslende værk.

Engelske Editors er blevet beskyldt for mangt og meget – i særdeleshed for at være en klon af hedengangne Joy Division. Det være sig tonerne og ikke mindst sanger Tom Smiths karakteristiske stemme, der sine steder bringer varme minder frem om Ian Curtis. Det er en velkendt sag, at mange bands står på skuldrene af andre, og at der hentes inspiration i det fundament, som allerede er bygget. Det være sig i alle kunstarter. Helt specielt indenfor musikkens verden skal tonerne helst kunne placeres i en helt bestemt og dertil indrettet kasse – genremæssigt. Dernæst kan man så begynde at “beskylde” de pågældende bands og kunstnere for at låne lige rigeligt fra andre udøvere.

Editors har på deres to foregående albums, i sandhed, bragt mindelser om Joy Division – det være sig de ovennævnte ting, men ikke mindst den grundlæggende weltschmertz, som rungede under de til tider klaustrofobiske kompositioner. Det samme vil man med rette kunne sige om eksempelvis amerikanske Interpol. Dog med den forskel, i undertegnedes ører, at nævnte grupper – og i særdeleshed Editors – har kombineret lyden af de fortættede startfirsere med en tårnhøj og bredtfavnende stadionappeal. Måske derfor har Editors fået sig et solidt publikum – og rent faktisk formået at skabe deres egen stil, samtidig med at de på ingen måde har forsøgt at fornægte inspirationen?

Nu er Editors så ude med deres tredje album – den i folkemunde ”svære” treer. Der, hvor man enten fortsætter med at anvende farverne fra den palet, man allerede har malet med, eller vælger at male med nye farver. Editors har på In This Light And On This Evening valgt det sidste, og det er der kommet et fint, fint album ud af. Og ironisk nok, også et album, som uanset hvor meget det stikker udenfor den normale Editors-formel, så måske aldrig har været tættere på Joy Division, og dennes efterfølger New Order, når det gælder stemningen og de klange, bandet har valgt at traktere lytteren med!

Hele albummet er nærmest støvsuget for de så karakteristiske mure af guitar, som normalt har været fremtrædende, og i stedet er alle sangene bygget op omkring elektroniske klange og en fortættet atmosfære. En atmosfære, der bringer mindelser om tidlig firsersynth, minus de poppede elementer. Albummet åbner med titelnummeret, som måske tekstmæssigt er en anelse svulstigt, ”I swear to God I heard the earth breahting/inhale”, men ikke desto mindre sætter tonen an for, hvad der venter lytteren resten af albummet. Nummeret synes aldrig at komme ud af stedet, for så i sidste ende at blive forløst i en omklamring af guitar og elektronik – og som skrevet - sætte dagsordenen for, hvad der venter lytteren.

Det er grandiost, som vanligt, men med en mere fortættet og vinteragtig stemning end tidligere. Det betyder dog ikke, at de opløftende popmelodier, som har ulmet under Editors tidligere numre, har måttet lade livet. Førstesinglen ”Papillon” er et glimrende eksempel. Her er melodien i højsædet – og nummeret er måske det tætteste, Editors har været på et gedigent hit! Ja, dette siges på trods af numre som ”Munich” og ”An End has A Start” fra tidligere udgivelser. Men her kombineres der på fortrinlig vis mellem Depeche Mode-agtige synthflader og galoperende storladen lyd, som i sidste ende får nummeret til at være pladens umiddelbare klassiker – det nummer, som stikker mest ud, næsten!

”Eat Raw Meat=Blood Drool” er måske i virkeligheden det nummer, som stikker mest ud og som i sidste ende ender med at være albummets højdepunkt. Et umiddelbart stillestående nummer, som kører i rundgang, men ender med at folde sig ud via et klaverstykke, som Thom Yorke, meget nemt, kunne have været foregangsmand for. Et nummer der hos undertegnede efterlader håb og ikke mindst stor respekt for den vej, Editors har valgt at betræde i stedet for at klynge sig til de bjerge af guitarer, man havde ventet.

Det ville være unfair, hvis ”You Don´t Know Love” eller ”The Boxer” ikke blev nævnt ud af helheden. Også her er man i et kuldeskærende selskab, som sender Editors af sted på en rejse mod nye poler.

Inspiration er mangt og meget – plagiat er en helt anden snak. Uanset hvad, så har Editors, på trods af, at onde tunger vil kunne finde referencer til mangt og meget allerede eksisterende musik, formået at skabe et modigt og forfriskende værk. Et værk, som går ud over det forventelige – et værk, som kræver sin mand/lytter. In This Light And On This Evening er ikke et album, man umiddelbart falder på halen over – men et af den så famøse slags, der kræver gennemlytning på gennemlytning, for så i sidste ende at folde sig ud som den så famøse svane.

Nogle vil råbe ”De har jo ikke noget tøj på” – men giv tid, og Editors vil vise sig at have leveret et lille mesterværk, i hvert tilfælde har de leveret en overraskende og, ikke mindst, modig tur derud, hvor de færreste ville tro, at de kunne bunde – og det med klæder på!