Man kan ikke just beskylde Martin Hall for at have ført en aktiv koncertkalender i de senere år, men nu sker der pludselig noget. Efter et par mindre laptopkoncerter med collagemusik i samarbejde med videotronica-duoen Tone er det nu den helt store besætning, der pudses af, i første omgang til en miniturné bestående af tre koncerter, hvoraf den indledende manøvre fandt sted på Hotel des Nordens i Flensborg, godt klemt mellem Fleggaard og den dansk-tyske grænse. Det lidt særprægede valg af spillested lod dog ikke til at have holdt nogen tilbage, for der var godt fyldt op i hotellets sal, da først alle havde bænket sig, og stemningen var bestemt forventningsfuld, selvom der vist ikke rigtig var nogen, der vidste, hvad aftenens musikalske vært helt præcist ville byde på.

Det er næppe helt løgn, hvis man udråber Martin Hall som en af landets absolut mest alsidige musikalske kræfter - gennem sin tredive år lange karriere har han været forbi punk, goth, synth og avantgarde, men også lavet radiopop med (og uden) Hanne Boel. Han har skrevet bøger, lavet installationskunst, medvirket i film og så var der lige det der tv-show også, men det springer vi naturligvis let hen over, da Geiger har ry for at være organ for dannede mennesker, der selv sagt ikke beskæftiger sig med den slags smuds. Men jeg tror alligevel, at det overraskede en betragtelig del af aftenens fremmødte publikum, at Hall diskede op med noget, der lignede en art 'greatest hits' - naturligvis med det forbehold, at den gode Hall har formået at klare sig gennem tredive år i dansk musikliv uden et eneste regulært hit af den slags, der spilles på P3 en hel sommer og genudsendes på Dansk pop, rock og dåsebajere-opsamlinger ad infinitum.

Der var godt fyldt op på scenen, allerede inden Martin Hall og dennes syv medbragte musikere, alle klædt i sort, gjorde deres entré. Her var snart sagt alt, hvad et musikalsk hjerte kunne begære - synthesizere, gamle som nye, et flygel, trommer og slagtøj, strygere og guitarer af forskellig art - og alligevel lykkedes det alle at finde på plads i virvaret, og så kunne koncerten, efter en kort præsentation, gå i gang. Der var enkelte feed-problemer til at begynde med, men det blev der hurtigt sat en stopper for, og herfra var lyden noget nær perfekt resten af seancen igennem. Også lyset fungerede fint, skiftende ofte fra kølige blå flader til røde øjeblikke fyldt med ængstelse, for her og der at brage igennem i strobe-kaskader i de desperate ender af det musikalske register. Det var dog utvivlsomt Hall og musikere, der stjal billedet, ganske som man kunne håbe, for der blev spillet og sunget med stor præcision, kunnen og, ikke mindst, indlevelse. Det lyder som en forfærdelig rock-kritiker-kliché, men netop indlevelsen var fænomenal - der var helt tydeligt to Hall-skikkelser på scenen; den evige boheme med den intelligente og ofte let sarkastiske humor, der som guide præsenterede de forskellige numre undervejs, gerne med en vis portion selvironi og elegance - den velkendte Hall-rolle, ville nogle hævde. Og så var der den anden Hall, som kun eksisterede i kraft af og med musikken, lyd og identitet smeltet sammen til et ubrydeligt hele. Efterhånden som aftenen skred frem måtte man igen og igen lade sig undre over, at Hall jævnligt har fravalgt koncertaktivitet - forstå mig ret, det er enhver kunstners frie valg, men Martin Hall og hans gruppe af musikere var ikke blot gode; der var øjeblikke, som bedst kan beskrives som sublime.

Der blev spillet numre fra det meste af Halls karriere, men med en del - og afgjort uventet - fokus på firsermaterialet. Mange har gennem tiden undret sig over denne modvilje til at beskæftige sig med en periode, som en del fans såvel som kritikere regner som et af højdepunkterne i karrieren. Hall gav dog selv forklaringen, da han introducerede en af aftenens overraskelser, "Treatment", der som bekendt oprindeligt blev til i 1985, i samarbejde med Martin Krogh, der valgte at tage sit eget liv et par år efter udgivelsen. Man kunne godt fornemme tyngden, ja, måske ligefrem en frygt for materialet fra netop denne periode, også da "Hands And Eyes" fra Relief blev spillet - et album, som blev til i tiden efter Halls mor havde begået selvmord - og det var på en og samme tid meget smukt og meget skræmmende.

Selvom der, som nævnt, blev spillet meget gammelt materiale, så var alting blevet rearrangeret specielt til lejligheden og de medbragte musikere. Det resulterede som oftest i mere tilbagelænede versioner, men ikke afslappede. Hall sang både lidende og med patos, fra androgyn falset til noget, der i øjeblikke mindede om punk-dagene i Ballet Mecanique. De tre strygere - kontrabas, cello og violin - tilføjede et let dekadent strejf af kammermusik mens synthesizerne det ene øjeblik fremtryllede elektronisk blæsevejr som hos vor Jean Michel og det næste knitrede og raslede som hos vor Oval. Klaverpassager lånte en smule fra både Debussy og Glass, trommerne vekslede mellem svage antydninger og virkningsfuld hamren, mens der på guitarsiden blev budt på både akustisk og elektrisk, fra det dvælende og stemningsmættede til det meget udtryksfulde. Og hen mod slutningen af koncerten blev det hele lige pludselig noget nær industrielt og larmende og ikke så lidt dramatisk, hvilket ikke kun sørgede for formfuldendt spændingskurve med afsluttende crescendo, men også viste en side af Martin Hall, der måske har stået lidt i baggrunden i de senere år - en side, som jeg personligt var glad for også at få med på denne aften.

Det blev til flere minutters stående ovation fra det fremmødte publikum, og fuldt fortjent - det var en koncert ud over det sædvanlige, hvilket man da også kunne fornemme hos de, der efter endt koncert, fortsatte aftenen og natten i hotellets Marlene Dietrich-bar. Hvis de kommende to koncerter i henholdsvis Århus og København bliver af samme kaliber, så er der bestemt noget at se frem til!