Med 88a forener Franklinstraat rockens ligefremme energi og formfornemmelse med jazzens intellektuelle introspektion. Det er en plade, hvor musikerne giver sig selv et frikvarter ved at spille på andre instrumenter, men der ikke nogen løssluppen legestuefornemmelse over albummet, der fremstår gennemkomponeret og tæt struktureret.

Nye musikalske kombinationer frembringer nye musikalske muligheder. Dette kan siges at være sagen i en nøddeskal, når man lytter til albummet 88a med projektet Franklinstraat, der udover saxofonisten Jeppe Rasmussen består af en guitarist, der spiller trommer og en guitarist, der spiller bas!

Umiddelbart kunne det lyde som en rigtig dårlig ide, men heldigvis er der ikke tale om tilfældige musikere, der fifler lidt med et hobbyinstrument. Som guitarist er Mikkel Ploug på kanten af et internationalt gennembrud og har tiltrukket sig ros såvel nationalt som internationalt, og guitarist Anders Holst har ligeledes haft succes med sit band The State, The Market & The DJ, der i 2008 udgav det fine album New Speak.

På 88a spilles der rendyrket moderne jazz, så det er en fryd for ørerne. På de tre første numre får trioen selskab af tenorsaxofonist Frederik Carlquist , der tilføjer ekstra nuancer til den i forvejen dynamiske konstellation. På åbningsnummeret "Snowchords" (skrevet af Ploug) smyger Rasmussens og Carlquists saxofonlinier sig om hinanden i kælen leg ,og på den energiske "Brandmajor" fyres der mere op under kedlerne med pulserende bas og insisterende trommer som baggrund.

Anders Holsts rockbaggrund mærkes især i fornemmelsen for det asketiske groove og brugen af elektrisk i stedet for akustisk bas støtter denne fornemmelse. Som trommeslager er Ploug ligetil og swingende uden at påkalde sig alt for meget opmærksomhed. Det naturlige fokus må siges at ligge på Jeppe Rasmussen, der med sin bløde, luftige tone ubesværet væver opfindsomme melodilinier, men han kan også grave dybt ned i en ballade som nummeret "Lunar" viser.

Med 88a forener Franklinstraat rockens ligefremme energi og formfornemmelse med jazzens intellektuelle introspektion. Det er en plade, hvor musikerne giver sig selv et frikvarter ved at spille på andre instrumenter, men der er ikke nogen løssluppen legestuefornemmelse over albummet, som fremstår gennemkomponeret og tæt struktureret. Et succesfuldt samarbejde på tværs af instrumenter og genrer.