Tid og sted er ikke et resigneret suk fra alderdommens rækker, men en stadig udfoldelse af livets mysterier. Snarere end at overrumple ved første lytning er det en plade, der langsomt sniger sig ind på én med sin tæt spillede poetiske rock.

Nikolaj Nørlund har efterhånden bevæget sig fra at være en af den danske undergrunds mest pålidelige navne til at blive en musikalsk institution. Hans pladeselskab, Auditorium, er et eksempel på en solstrålehistorie, hvor det har kunnet lade sig gøre at favne bredt uden at slække på den kunstneriske kvalitet. Beviset herpå er Leonard Cohen-projektet På danske læber og H.C. Andersen-fortolkningen Andersens drømme, der har gravet dybt i det fælleskulturelle stof og stadig fundet nye ting at sige.

Som producer har Nørlund været med til at fremme dyrkelsen af det danske sprog. Han har været med til genopdage Niels Skousen og sørget for at udgive nye navne som Martin Ryum og Superjeg, men Nørlunds største indsats ligger imidlertid inden for hans eget musikalske værk, hvor han med albums som Nye optagelser og Hvad er det der sker? har været med til at redefinere lyden af dansksproget rock.

Udgivelsen af opsamlingspladen Resumé i 2007 var en milepæl, der samtidig var et lidt foruroligende tegn, der kunne signalere, at kreativiteten var ved at være udtømt. Tid og sted viser heldigvis, at dette ikke er tilfældet. Nørlund er stadig nysgerrig efter at udvide sit musikalske territorium.

Teksterne har altid været en vigtig del af musikken, og på Tid og sted finder man fortættede poetiske observationer sat i en stram musikalsk ramme. På albummet benytter Nørlund en trio, der udover ham selv består af bassist Anders Christensen og trommeslager Jacob Høyer, som er kendt fra diverse jazzsammenhænge og deres samarbejde med The Raveonettes.

Kombinationen af duvende bas, taktfaste trommer, elektrisk og akustisk guitar, analoge keyboards, brusende orgel og sagte programmeringer skaber en på én gang nøgen og fyldig lyd, der står sig godt til sangenes univers.

"Kongens have" kombinerer gnistrende keyboardprogrammeringer med underspillet akustisk guitar og elektrisk twang og en tekst, der lige så meget er en sjælens topografi, som det er en hyldest til København: "Når vi går indenfor / I Kongens have / Og lysglimtet, hvidt, / Rammer hårdere end de sagde / Og vi ryster, så lykkelige / For vi ved, at der ikke længere / Er mere at sige".

Bevægelse går som et nøgleord gennem pladen, der er præget af aktive verber som "gå", "tælle" og "sejle". Nedtællingen er konkret og metaforisk en bevægelse gennem tidens og stedets landskab og Nørlund er tættere end nogensinde før på at overskride den hårfine grænse mellem patos og banalitet, som når han i "Under fremmed flag" kan synge "Og vi sejler / Under fremmed flag / I rum sø / Dag efter dag". Her er den metaforisk eksistentielle tyngde lige ved at knække tekst og sang midt over, men samtidig er det også den brændende oprigtighed, der giver værket sin tyngde og trækker en linie tilbage til Strunge-projektet Navnløs. Ligesom Strunge er Nørlund aldrig bange for at bruge de store ord. Han er herligt befriet for den distancerede leverpostejsironi, der præger en Steffen Brandt, og synger med sin fyldige, karakteristiske stemme ord som: "Vi får jo aldrig nok / Af solen som står op / Af lyset på din krop / Vi tar hva vi kan få / Det hvide og det blå".

Tid og sted er ikke et resigneret suk fra alderdommens rækker, men en stadig udfoldelse af livets mysterier, der spænder fra det indre til det ydre og fra Kongens Have til New York. Lydmæssigt er pladen ikke så interessant som den rustikke Nye optagelser eller den ambitiøse Hvad er det der sker? Snarere end at overrumple ved første lytning er det en plade, der langsomt sniger sig ind på én med sin tæt spillede poetiske rock, der både er en tilbagevenden til Nørlunds dyder som sangskriver og et mere nøgent udtryk. Eller som Nørlund selv formulerer det i en anden sammenhæng i sangen "Den ny sæson": "Du har brudt / en ny barriere / Og sangen begynder / Forfra igen".