Umiddelbart virkede de som en umage konstellation. Alligevel skabte Martin Hall og Tone en fortættet sammenhæng af stemmer, lyd og billede på årets RoboDays-festival. Et samarbejde, de gerne må fortsætte. 

De seneste par dage har Odense været indvaderet af robotter. Det skyldes festivalen RoboDays, en omfattende og ambitiøs begivenhed, der med robotten som udgangspunkt formår at favne kunst og videnskab i et univers, hvor både børn, unge og voksne kan være med. Her er vitterlig noget for enhver smag på en festival, hvor man selv kan bygge robotter, se kunstværker, der reflekterer over teknologiens muligheder samt møde nørdede opfindere, der arbejder med robotteknologi til alle tænkelige formål. Alt sammen noget, der sætter tankerne i gang om forholdet mellem menneske og maskine på en positiv facon.

Men her skal det jo handle om musik, og også her har der været noget at komme efter på RoboDays, selvom der altså på ingen måde er tale om en musikfestival. På Odenses fine musikbibliotek kan man f.eks. få lov til at remixe forskellige numre ved hjælp af Center for Playwares byggeklodser. Hver klods repræsenterer et instrument og ved at dreje klodserne i forskellige retninger kan man ændre på lydene. Selv eksperimenterer jeg med at remixe et A Kid Hereafter-nummer. Udfoldelsesmulighederne er ret begrænsede, og det er pudsigt, at et ellers innovativt projekt hænger fast i en meget konservativ opfattelse af, at et musiknummer skal være noget med guitar, bas, trommer og sang. Klodserne skal nok først og fremmest ses som et musikpædagogisk værktøj, der kan give børn, som lærer om musik, en fornemmelse af, hvordan musik er sat sammen af forskellige byggeklodser. Som sådan synes det at have et potentiale. I det andet hjørne af biblioteket nørdes der i en helt anden grad af musiker Jacob Sikker og et hold workshopdeltagere, som sidder og bygger egne instrumenter af elektronikskrot. Som udenforstående kan det være svært helt at følge med, men sjovt ser det da ud, og også som lytter er det interessant at følge med i, hvordan man famler sig frem til forskellige lyde og kombinationer.

Martin Hall er ingen robot, skønt der gennem tiden sikkert har været nogen, som har haft gisninger om, at manden bag iskolde og stramt rytmiske værker som de snart genudsendte klassikere Relief og Cutting Through (der udkommer 21. september), måske var netop det. Hvorom alting er, optræder Hall til en såkaldt RoboDays ElectroNight på Magasinet om fredagen. Relationen til robot-temaet er ikke helt indlysende. Tanken har vel bare været at sammensætte en aften med elektroniske musikindslag, og det lugter vel også lidt af robotter. Oprindelig skulle Hall egentlig have lavet en fælles koncert med dansk elektronisk musiks grand old lady Else Marie Pade, men denne havde et par måneder forinden meldt afbud. Ind fra sidelinien kom i stedet det helt unge navn Tone (alias komponist Sofie Nielsen og videokunstner Kristian Ravn-Ellestad). Og selvom Tone langt fra kan siges at have den samme aura af legende som Pade, så er det faktisk ikke en mindre interessant konstellation. Tone er nemlig en af den unge generations mest spændende elektroniske navne, et navn, der i den grad har fremtiden for sig, og hvor Hall og Pade tidligere har arbejdet sammen, præsenterer aftenens møde mellem Tone og Hall en vaskeægte urpremiere.

Umiddelbart er der langt fra Sofie Nielsens skæve, legende og lettere jazzede univers, som det kommer til udtryk på den glimrende debut Small Arm of Sea (2007), og Halls mere kølige og monumentale stil. Et umage par. Men som aftenen skrider frem, står det alligevel klart, at der i høj grad er noget at bygge på. De to temperamenter supplerer ganske enkelt hinanden godt i en koncert, der nok har Halls æstetiske pejlemærker i højsædet (som sagt blev Tone også hevet ind med meget kort varsel, hvorfor det ikke er så overraskende), men hvor Tone alligevel sætter et afgørende aftryk på helheden, både visuelt og musikalsk.

Modsat efterårets Martin Hall-miniturné, der starter 24. oktober, og hvor Hall er i front som sanger, indtager han en mere tilbagetrukket rolle denne aften. Tavs træder han ind på den mørke scene, ulasteligt klædt som altid, og stiller sig bag en computer. En båndet recitation af tyske Herbert Zeichner sættes i gang og slår tonen an, Sofie Nielsen og Kristian Ravn-Ellestad kommer ind og stiller sig bag hver deres computer. Koncerten afvikles uden nogen snak med publikum og uden noget stort show. Eneste kommunikation med publikum er således et ”shhh” fra Sofie Nielsen. En gestus, der er helt på sin plads over for et umanerligt støjende publikum. Sagen er, at arrangørerne har valgt at kombinere den pågældende ElectroNight med en prisoverrækkelse, som jeg ikke helt fanger, hvad går ud på. I hvert fald har det noget med RoboDays-festivalen at gøre, og i hvert fald medfører det, at der er en masse unge mennesker til stede, som vist mest er kommet for at holde after party. Og netop dét lægger koncerten med Hall og Tone på ingen måde op til.

Som det fra start gøres klart med føromtalte recitation, der stammer fra Halls seneste album Hospital Cafeterias (der i parentes bemærket hører blandt karrierens bedste, hvilket ikke siger så lidt), er der tale om en krævende lytteoplevelse. En lytteoplevelse, der først og fremmest bæres af en række stemmesamples, fra det grynede og foruroligende til det klokkeklare. En del af disse stammer fra netop Hospital Cafeterias, mens andre snarere kan ses som en videreudvikling af netop dette spor på albummet. Et andet træk, der spiller en væsentlig rolle på albummet, er brugen af Andrea Pellegrinis operastemme, som også til koncerten bruges med stor effekt mod slutningen. Omkring de forskellige stemmesamples flettes et mørkt væv af lyd, der spænder fra tunge droner til diskret knitrende electronica. Ind imellem lader Sofie Nielsen sin skønne stemme klinge, og elementer af hendes egen sangskrivning flettes da også ind. F.eks. får vi nummeret ”My Mind Exploded”, der efterhånden ligner en regulær signatursang fra Tone, og som gør sig flot i sammenhængen. Et velkendt element i Tones egne koncerter er spil på vinglas, og dette inddrages også i aftenens koncert. Den slags skrøbelige klange er hun god til at flette ind som en kærkommen kontrast til de ofte mere monumentale lag.

De seneste par koncerter, jeg har oplevet med Tone, synes at have slået en mere dyster og tung tone an, end den man finder på Small Arm of Sea. I den sammenhæng ser koncerten med Martin Hall ud til at være en foreløbig kulmination. En koncert, der viser, at der er meget mere til Tone, end hvad vi hidtil har set. En større tyngde, end man måske lige ved første øjekast havde regnet med. Også på den visuelle front er der noget at komme efter, selvom der også er lidt tomgang hist og her. De projicerede billeder kredser især om tiden som tema, hvilket i høj grad supplerer den afventende limbo-tilstand, som stemmerne og musikken fremmaner.

Selvom man mærker, at koncerten er sat sammen af flere numre, virker den i grunden som ét langt nummer, der griber tilbage til Halls mangeårige arbejde med montagen, minimalismen og lange musikalske forløb. Koncerten peger således både tilbage på støjmontagen Inskription, den filmiske Camille (hvor Pellegrini igen spiller en markant rolle) og altså Hospital Cafeterias for nu at nævne nogle af de mere markante værker.

Både lyd og billede står klart, men den fortættede atmosfære, der tydeligvis efterstræbes af de tre koncentrerede skikkelser oppe på scenen, udebliver dog en smule grundet den føromtalte adspredte, snakkende stemning blandt publikum. Under sådanne vilkår er det svært at synke helt ind i et værk af denne karakter. Men en interessant urpremiere har det under alle omstændigheder været, og så må man bare håbe, at trioen har et mere koncentreret publikum, når de optræder på Apart-festivalen i Aalborg næste weekend.