På Farm viser støjrock-pionererne Dinosaur Jr sig på højde med sig selv og deres tidligere bedrifter. Albummet er lyden af tre herrer, der har fået deres anden ungdom.

Dinosaur Jr har gennem hele karrieren aldrig kunnet få det højt nok. Derfor er det om noget skæbnens ironi, at alle europæiske ejere af det nye album Farm lige nu kan få byttet deres eksemplar til et nyt, fordi det – ja! – er blevet mikset for højt.

Pladeselskabet skal dog ikke forvente at se skyggen af mit overstyrede eksemplar. Det er fint, som det er. Faktisk i enhver forstand. Farm er ikke bare tordnende høj. Det er også et fantastisk guitar-album. Måske – sammen med Sonic Youth – et af de bedste, vi kommer til at høre i år i den gode klassiske støjrock-genre.

Dinosaur Jr beviste allerede, at forrige års comeback-album Beyond var langt mere end tre aldrende herrer genforenet til lidt uforpligtende sjov. Beyond var et råt og stålsat album, som vakte alle de gode ting ved trioen til live igen. Først og fremmest fornemmede man en ny nerve i J Mascis’ sangskrivning med Lou Barlows og Murphs genkomst. Og det hele blev naturligvis ikke værre af, at Barlow selv bidrog med to fine sange til albummet.

Gendannelsen af det originale Dinosaur fra 1980’erne kalder med andre ord ikke på krumme tæer og bange anelser. Faktisk ærgrer man sig allermest over, hvorfor de ikke har fundet sammen igen noget før. De nye albums tangerer måske ikke de indflydelsesrige mesterværker You’re Living All Over Me (1987) og Bug (1988), men de giver fuldstændig ubesværet baghjul til nutidens mange håbefulde guitarbands.

Det er i hvert fald nok de færreste, der bare når at se røgen på den medrivende åbner ”Pieces”, der som det mest naturlige i verden folder dette års mest gnistrende og monstrøse guitar-riff ud. Alt sammen indrammet af Murphs massive trommer, Barlows innovative basfigurer og ikke mindst Mascis’ unikke søvndrukne sangforedrag.

I den forstand bekræfter ”Pieces” atter, at Dinosaur Jr’s ubetingede vandmærke er sammenstødet mellem det hårde og det bløde, mellem evnen til at oplyse det halve af New York med de bare instrumenter og så det frie fald ind i dem selv i flegmatisk længsel og sårbarhed. Apati bliver nok aldrig mere potent end mellem hænderne på Dinosaur Jr. Eller for den sags skyld mere iørefaldende.

Ta’ bare den beundringsværdige og næsten halvvejs funky ”I Want You To Know”, der følger lige efter, og så den flotte og næsten rørende ”Plans”. Det er ikke, fordi man ikke har hørt det før – og man kender alle de små tricks, som kun Mascis kan øse af, men her rammer han helt plet i hjertekulen. Naturligvis også med en afsluttende guitar-solo, der nok varer 1:30, men som gerne kunne have fortsat i det uendelige. Den samme oplevelse får man også på den ellers over 8:32 lange ”I Don’t Wanna Go There”.

Barlow bidrager også med to numre denne gang – og den afsluttende ”Imagination Blind” viser, at han ikke blot har tænkt sig at være statist. Det er prunkløst messende og ganske ekstase-skabende psykedelia. Men når det er sagt, så rager Mascis højest op med hans kompositioner, hvoraf næsten alle har et ualmindeligt højt niveau.

Nu skal man selvfølgelig altid vare sig for forhastede konklusioner, men Farm er meget vel det bedste album, J Mascis har lavet siden Where You Been (1993). Det er en fryd at blive blæst igennem af så fornem larm og så smittende melodier. Det er helt enkelt lyden af tre herrer, der har fået deres anden ungdom.

Tak for det!