Amerikanske Grizzly Bear har med deres tredje udspil formået at komme ud til et bredere publikum, men der er alligevel et stykke vej derfra og så til at kalde Veckatimest for fuldendt. Og hvad har tantrisk sex med Grizzly Bear at gøre?

Lad mig fortælle dig en hemmelighed: jeg kan ikke lide Efterklang. Men hvis du har tid til at sidde ned, så skal jeg hjertens gerne tegne og fortælle mig vejen igennem mine argumenter. Når du så før eller siden slår opgivende ud med dine arme og anklagende spørger, om jeg da ikke kan finde på den mindste lille formildende ting at sige om Efterklang, så er svaret alligevel et "jo": Efterklang tog Grizzly Bear med på tour for nogle år siden og udgav Grizzly Bears ganske fine debut Horn Of Plenty på deres label Rumraket. Den ros skal de have.

Horn Of Plenty var god, og den indsats Grizzly Bear leverede på scenen den aften, jeg gik ind for at få be- eller afkræftet mine forbehold over for Efterklang, var som taget ud af kapitlet i opvarmningsbandenes a-b-c om, hvordan man overvinder folk, der kun er kommet for at se dem, der er højere oppe på plakaten end én selv. Det var så brilliant leveret, at jeg lod Efterklang være Efterklang efter to numre og gik min vej. Intet ville alligevel kunne overstråle Grizzly Bears bedrift denne aften. Måske derfor er Horn Of Plenty i mine ører god, men kun god, for pladen blegnede totalt ved siden af det Grizzly Bear gjorde den aften og var ikke halvt så levende, søgende og findende som koncerten.

Grizzly Bear lagde på aftenen ikke skjul på, at lyden fra deres koncert var den, de arbejdede i retning af på deres kommende plade. Yellow House udkom året efter og lød ikke halvt så godt som Horn Of Plenty, men mere i retning af uforløst potentiale og alt muligt andet end koncerten. Og nu, et halvt årti efter at denne beretning startede, har jeg sat mig ned med Grizzly Bears nyeste udspil Veckatimest.

Veckatimest er en fin plade set ud fra flere af den nudanske ordbogs definitioner. Det er en sart størrelse, der er udmærket, til tider elegant, men også pyntet. Fin, ja. Fuldendt, nej. Pladen starter ud med et par sekunders jazzet loungestemning før der bliver skruet op for intensiteten og trommerne, der sammen med vokalerne bygger "Southern Point" op for at pille den ned igen og igen. "Two Weeks" er lige så poleret som gruppemedlemmernes ansigter i den tilhørende video og sådan går pladen slag i slag med indslag af marchtrommer, vokalharmonier, skæve anslag, stop and go effekter og en fandens masse byggen numre op, for at lade dem falde sammen igen eller munde ud i ingenting. Det er dramatisk og teatralsk, til tider hysterisk på samme måde som en cabaret kan synes at være det, og selvom Grizzly Bear musikalsk søger mod randområderne, følger Veckatimest fint en ikke nærmere defineret rød tråd.

To ganske elementære ting øger den samlede oplevelse af Veckatimest. Man skal gemme det bedste til sidst, og det er ikke slut før den fede dame har sunget. Trioen "While You Wait For Others", "I Live With You" og "Foreground" slutter pladen og udgør sammen med "Two Weeks" de bedste numre på Veckatimest, med "I Live With You" som bannerfører. Den stortromme- og pianobårne "Foreground", der lukker Veckatimest, er et fuldendt stykke rulletekstmusik, værdig til at køre i slutningen af enhver film med melankolsk tilsnit. Både "While You Wait For Others" og "I Live With You" viser tænder, og her kommer Grizzly Bear tættest på at overvinde det, jeg synes er Veckatimest helt store problem. Hele pladen virker nemlig til at være en lang række af opbyggende forløb, der aldrig når frem til en forløsning, og resultatet bliver en ellers fin plade med en aura af indestængt potentiale. Et faktum, der for mit vedkommende eliminerer en stor del af lysten til at lytte til pladen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Hail To The Thief og In Rainbows af Radiohead, for Veckatimest giver mig lidt samme smag i munden. Det er ikke egentlig skidt, men over en hel plade er det simpelthen ikke spændende nok, og det er et irritationsmoment at vide, at gruppen kan gøre det bedre, og tidligere har gjort det. Jeg ved, det ikke er en dårlig plade, for jeg har flere gange haft Veckatimest kørende som baggrundsmusik uden at tænke nærmere over det - for mig et sikkert tegn på at helt grelt står det ikke til. Helst vil jeg sammenligne Veckatimest med tantrisk sex, uden tvivl fint og intenst for nogen, men selv savner jeg noget forløsning.