The Eternal er en glimrende plade i al sin upåagtethed. Også selvom det er oplagt at hæfte sig ved, at den egentlig ikke gør noget synderligt væsen af sig. Det skyldes dog mest af alt, at det forpligter at være Sonic Youth, for pladen fejler ikke noget.

Indie-rockens sandeste MILF Kim Gordon åbner ballet i “Sacred Trickster” med ordene: ”I want you to levitate me / don’t you love me yet / press up against the amp / turn up the treble, don’t forget”. De kommer ud både som en programerklæring og et løfte om, at Sonic Youth lever i bedste vitale velgående. Hun udstøder nærmest disse ord, der billedligt kunne sætte ord på den lyd, der kommer ud af Thurston Moores guitarforstærker, den lyd, der vælter og skratter og buldrer ud over lytteren. Selvom jeg her antyder, at The Eternal har karakter af paradeopvisning, er det dog ikke det tunge skyts, bandet hiver frem. Nok er guitarlyden hæsblæsende og hvidglødende tør, og Sonic Youths new yorker-coolness intakt, men vi har at gøre med den mindst outrerede og mest sangskrivningsfokuserede del af gruppen, der mest brillerer med tungt pumpende indie-rock med sej rytmik og kunstlet præg. Og det ofte med hooklines for øre. Den mission, Sonic Youth er ude på her, er altså ikke at føre an i noget paradigmeskifte inden for indie-rocken – endsige at destruere højttalere med hvid støj – men snarere at fænge med kantet rock. Og på en måde, så de kunne mistænkes for at ville vise, at ”jo, vi kan sgu stadig”. Begge ender på dette kontinuum har de dog besøgt før, så der er sådan set ingen grund til at blive skuffet over, at pladen altså ikke er nogen ny EVOL, og heller ikke at den ikke præsenterer Andre Sider af Sonic Youth, som er titlen på en nylig liveudgivelse med Mats Gustafsson og Merzbow fra i fjor.

Numre som ”Anti-Orgasm” og ”What We Know” er hårdtrockende størrelser, der ret korporligt går lige til makronerne, mens ”Antenna” er mærkværdigt tonsende – nok pladens mest fængende nummer med en stovt Thurston Moore på vokal: ”Radios play nothing when she’s far away / tv antenna rusting, gone to waste”. Selvom ordene måske umiddelbart ikke betyder det store, er sangbarheden – henrykkelsen over, at ordene kan slippes ud i æteren og bestå – stor. Et glimrende nummer. Mindst lige så glimrende er ”Malibu Gas Station”, som helt ud i titlen påkalder sig en vis skønhed. Nummeret udvikler sig fra det gådefuldt smukke til en smadrende knasttørhed via noget, der minder om et dansevenligt groove. Svært svingende og utvivlsomt pladens bedste skæring. I afslutningsnummeret ”Massage The History” er Kim Gordons stemme skrøbelig og sensuelt alfeagtig, mens Thurston Moores guitarstrømme flyder frit rundt i lydbilledet. Pladen afrundes på behørig vis, tilmed med ordene: ”Come with me to the other side / not everyone makes it out alive”.

De ord kan være svære at blive klog på. Og sådan er det egentlig med hele pladen. Hvad skal man mene om album nr. jeg-ved-snart-ikke-hvilket fra disse veteraner? Indtrykket er godt, bestemt, uden at jeg er blæst omkuld, som da de spillede på Roskilde Festival 2005. Uvægerligt vil mange lyttere holde pladen op imod tidligere tiders bedrifter. Vi kan bare ikke glemme, at Sonic Youth nu engang er Sonic Youth. Samtidig med at vi paradoksalt nok kun modvilligt vil lade Sonic Youth være Sonic Youth og ikke blot summen af vores projicerede fejlslutninger om gruppen. Ingen bør føle, at de savner Sonic Youth, når de lytter til Sonic Youth. Derfor vil jeg opfordre til, at man lader Sonic Youth være Sonic Youth et øjeblik og prøver at undgå at dvæle for meget ved bagkataloget. På den måde vil The Eternal stå som en rigtig fin udgivelse. Så kan vi fundere lidt over, at den kommer fra et band, der tilsyneladende nægter at bøje sig i støvet og forfalde til parentetisk krampetrækkende musik.