”Schlechte Neuheiten” hedder åbningsnummeret. Men der er nu ingen dårlige nyheder i vente herfra. Emil de Waal +'s seneste album Ombud er nemlig en særdeles god nyhed på den danske musikscene. Nå ja, nyhed og nyhed ... pladen har allerede flere måneder på bagen. Men det er altså også en så tilpas vovet færd, at man gør godt i at give den tid til at bundfælde sig.

Jeg var ellers lidt skeptisk, da jeg læste pressemeddelelsen, hvor der tales om en ny selvdefineret genre kaldet ”analog-digital”, hvor klassiske analoge instrumenter kombineres med digital teknologi. Det kan vist ikke ligefrem kaldes nyt, og genrebetegnelsen er mildest talt ret intetsigende (og ret kluntet) i en tid, hvor det vel nærmest er normen, at man kombinerer traditionelle instrumenter og analog teknik med digitale redigeringsmuligheder. Kort sagt lyder det lidt af en gammel jazzonkel, der pludselig er ramlet ind i den digitale tidsalder og nu vil være ung med de unge, hvorfor han bl.a. teamer op med den unge electronicamusiker Spejderrobot.

Men til sagen. Ombud er nemlig en aldeles fremragende plade. Velspillet, fræk, mystisk, til tider direkte faretruende. Og det lyder altså hverken som støvet jazzonkel eller cafésmart folktronica. Emil de Waal har godt nok baggrund i jazzen og trommespillet, men han har for længst sat sig ud over dette, åbnet døren på vid gab til en musik, hvor alle muligheder synes at ligge lige for hånden. Filosofien med at gøre computeren til et ekstra medlem af bandet, at kombinere levende sammenspil, improviseret flow og studiets utallige redigeringsmuligheder er ikke ny. En stor del af postrockens orkestre som Tortoise og Do Make Say Think hviler på et lignende fundament. Det er da også i meget høj grad sådanne orkestre, man kommer til at tænke på, når Ombud spiller. Alligevel er der en friskhed over musikken. Den er ikke en epigon, snarere en åndelig broder til nævnte orkestre.

Det hjælper, at Emil de Waal har et fantastisk hold musikere med sig. Det påhæftede plustegn er virkelig fortjent, når man har folk som producer Andy Green, tangentspiller Wayne Horvitz og altså Spejderrobot med sig. De Waal spiller selv en mængde instrumenter, og han har også sine faste samarbejdspartnere Gustaf Ljunggren og Søren Kjærgaard med sig. Sammen skaber de en fabulerende musik, der rummer både folket akustisk guitar, grædende country, synthpoppet electronica, freejazz, progget improv-rock og soniske udflugter ud i rent avantgardeterritorium. Der er mange elementer i spil, men Emil de Waal + har en evne til at få disse til at virke helt indlysende rigtige. Selvfølgelig skal den dér pedal steel-guitar ind over den varmt pulserende elektroniske bund på titelnummeret (og straks sendes varmer associationer i retning af Brian Enos og Daniel Lanois’ samarbejde på det klassiske album Apollo fra 1983) . Og selvfølgelig skal den dér bjæffende vokal ind i baggrunden på den børnesangs-fjollede ”Er du Taxa”, der lyder som noget, Jab Mica och El godt kunne have lavet.

En anden interessant ting ved Ombud er dens forhold til musikken som åben proces og dens brug af flermedielle muligheder. Dette fornemmes allerede på cd'en, hvor nummeret ”Tollundgryde” både optræder i en normal version og i et Spejderrobot-remix lige efter hinanden (men i øvrigt byttet rundt, så man får remixet før originalen). Her optræder remixet ikke som et sideprodukt til det egentlige værk, men som en integreret del af værket, en slags siamesisk tvilling.

Helt efter bogen udkommer Ombud som både cd, lp og download, men den formår også at udforske de forskellige formater på begavet vis, spørge ind til deres styrke og svagheder og dermed skabe en refleksion over musikkens relation til mediet, samtidig med at det skaber mulighed for at udforske forskellige aspekter på selve værket. Lp'en har klart sine begrænsninger i spilletid, men ud over, at den selvfølgelig lyder anderledes end cd'en, giver den også en anden taktil fornemmelse. Lp'en kommer som en lækker orange vinyl. Her er nogle numre skåret væk, og rækkefølgen på andre byttet rundt. Det giver et andet flow i musikken. Og det giver især pote på højdepunktet, den afsluttende 19 minutter lange ”IP Live Piece”, der på cd'en kommer snigende som et meget langt appendix, men på lp'en fylder en hel side og således nærmest høres som et værk i egen ret. Man slår ørerne ud, og det er der bestemt god grund til på dette sugende nummer, der med sin blanding af melankolsk twang-guitar, opklippede electro-klange, mørk ambient, flimrende trommerytmer m.m. virkelig kommer rundt i hjørnerne på meget stemningsfuld vis.

På download-versionen finder man to ekstra numre, hvoraf det ene nærmest igen er et helt album. ”Long Piece” hedder det simpelthen, og det må man sige, for det varer næsten en halv time. Her er der dømt ren improv i samarbejde med Wayne Horvitz, og igen fascineres man af Emil de Waal +'s evne til at arbejde med det lange format og fængsle lytteren. Samtidig sprænges det gængse albumformat helt og holdent med så lang en tilføjelse. Der er altså god grund til også at tjekke den digitale version ud, blot kan man beklage sig over, at ”Long Piece” ikke kan købes som særskilt nummer, men kun kan skaffes ved at købe hele albummet digitalt. Og det er jo træls, hvis man allerede har det øvrige album i forvejen på cd eller vinyl.

Uanset hvilken version man får fat i, er der dog dømt absolut velsmagende og krydret Tollundgryde på et virkelig ambitiøst og vellykket værk.