Et sted i Norge, nærmere betegnet Bergen, sidder ildsjælen Andreas Hardhaug Olsen og bestyrer sit lille, uafhængige pladeselskab, Interregnum, der udgiver musik, hvis eneste fællesnævner er ejerens kvalitetssans. Ellers kan genrerne, som Hardhaug Olsen selv formulerer det på pladeselskabets hjemmeside, spænde fra pop til black metal!

Denne gang er der tale om to udgivelser i det mere eksperimenterende hjørne: Sfærisk dronemusik fra den italienske duo, Bastion, og hypnotisk, jazzet freak folk fra guitar-ikonet Greg Malcolm.

Bastion består af Jukka Reverberi og Valerio Cosi. Reverberi er først og fremmest kendt fra postrockgruppen Giardini Di Mirò, mens Cosi har udforsket en bred palet af lyde fra free jazz til psykedelisk rock.

I forbindelse med udgivelsen af deres selvbetitlede album mødte de to musikere aldrig hinanden, og denne tilgang med samarbejde på afstand ligger i fin forlængelse af albummets tematiske tråd. Afstandens betydning fremgår klart af den projektbeskrivelse, man kan læse på Interregnums hjemmeside. Her står blandt andet følgende:

"The main concept about their project is distance. Distance, for them, is a place where their worlds have been separated and overlapped just like two attacked and sheltered bastions, ready to keep up their respective difficulties. People inhabited into them, lots of different people with different kind of occupations. They believed they were impenetrable but in the end they have always been touched by the other one."

Som det fremgår af ovenstående statement, så er målet med musikken at fremkalde en slags nærhedens distance. Rent musikalsk gøres det ved at indarbejde en lang række fra lyde fra blandt andet stemmer, legetøjsmikrofoner, elektronik, hvid støj, saxofoner, guitarer og synthesizers. Resultatet er en fortryllende, men også delvist foruroligende musik. At høre denne musik er som at fare vild i en mørk skov og delvist skimte lyset, der falder på træernes grønne blade. De fire kompositioner "Ohm", "69 blau und wiess", "Dancing bones" og "Red Star" er alle eksempler på dronemusik, når det er bedst. Med en næsten metafysisk sans for fine teksturer afdækkes en besnærende verden af lyd. For kendere af udgivelser fra pladeselskaber som Touch og Baskaru anbefales Bastion varmt.

En anden ekspert i at fremkalde rige teksturer er guitaristen Greg Malcolm, der har gjort det til sin specialitet at spille på flere guitarer samtidig. Dette ville naturligvis ikke være interessent, hvis Malcolm ikke brugte denne virtuose evne til noget kunstnerisk frugtbart, men det gør han rent faktisk, og udgivelsen Leather and Lacy er lidt af et scoop for Interregnum. Albummet består af en koncertoptagelse fra Wellington Jazz Festival 2006, hvor Malcolm giver sine idiosynkratiske fortolkninger af jazz-legenden Steve Lacy. Lacys materiale bliver fuldstændigt dekonstrueret af Malcolms skramlende, hypnotiske spil, hvor klirrende, krystallinske akustiske guitartoner mødes med forrevne, forvrængede blokke af elektriske toner. Dette er sublim jazzet freak folk og en fuldstændig overbevisende gentænkning af Lacys musik - ikke sært, at publikum er ved at gå bagover af begejstring. Toneangivende musikmagasiner som The Wire er for alvor begyndt at hype Greg Malcolm og Leather and Lacy viser, at der er noget om snakken. Sjældent har man hørt en improvisator, der så kompromisløst har skabt sin egen stil - umiddelbart kan man næsten kun sammenligne med Derek Bailey for at finde en lignende radikalitet i formsproget, men Malcolm er langt mere melodisk og derfor også mere tilgængelig end Bailey, hvis plader, ærligt talt, kan være lidt af en prøvelse for ørerne. Leather and Lacy er derimod et bevis på, at et tilgængeligt og eksperimenterende (guitar)formsprog kan kombineres. Pladen vil appellere til lige dele jazzaficionados og weird folk fanatikere. Men de interesserede må hellere skynde sig. Begge udgivelser fra Bastion og Greg Malcolm udkommer i et forsvindende lille oplag på 500 eksemplarer.