|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() The Happy Error (cd, Baskaru, 2008) Den lykkelige fejl opstår ved et tilfælde. Den lykkelige fejl ER et tilfælde, men den er et tilfælde, der giver mening til de planlagte strukturerer. I den eksperimenterende elektroniske musik arbejder man ofte med at give plads til tilfældet, fejlene, der kan udvide forståelsen af værket som en begrænset helhed skabt af kunstneren. Værket er hele tiden på vej, og fejlene er beviser på, at ingenting nogensinde bliver "færdigt", men heri består i metafysisk og filosofisk forstand også det smukke: fejlen er en bevægelse mod evigheden. Michael Santos’ debut for det kræsne selskab Baskaru, der er kendt for en usædvanlig høj standard indenfor moderne kompositionsmusik og eksperimenterende electronica, er på mange måder lidt af en begivenhed. Santos har tidligere holdt sig til cd-r udgivelser, der kom i stærkt begrænsede oplag, men nu får et bredere publikum endelig en mulighed for at stifte bekendtskab med Santos' inciterende musik. The Happy Error bør nemlig appellere til et større publikum end den sædvanlige indforståede inderkreds af intellektuelle feinschmeckere. Dette skyldes ikke mindst de bløde teksturer, den tilgængelige kompleksitet og den porøse melodik. Santos er i udgangspunktet en "rigtig" musiker med guitaren som hovedinstrument, men som det ofte sker i denne type musik forvandles guitarens lyd sammen med lydbølger, knitrende forskydninger og æteriske strømme til en musik af nærmest overjordisk skønhed. Santos' musik er blevet kaldt kinematografisk, hvilket er sandt for så vidt, at den maler stemninger med præcise strøg, men der er på intet tidspunkt fare for, at musikken kammer over i melodrama eller bombastiske understregninger af følelsesmæssig affekt. Hos Santos er skønheden abstrakt og underspillet og samtidig umiddelbart tilgængelig for det åbne øre. Ofte kan det være lidt af en prøvelse af sidde igennem en times eksperimenterende musik, men The Happy Error er en plade, jeg med glæde sætter på for min fornøjelses skyld. Den fungerer lige så godt i det åbne rum som ved nærlytning. Uanset om man til moderne kompositionsmusik eller elektronisk musik i det hele taget, så fortjener The Happy Error at blive hørt. Der ingen tvivl om, at for denne lytter står Santos opus som et højdepunkt blandt de eksperimenterende udgivelser i 2008. Et smukt bevis på, at eksperimenter ikke behøver at betyde utilgængelighed. Coveret viser et stort pariserhjul, og på denne plade er legen og den uskyldige undren ved livet endnu i behold. Dette er ikke kolde følelsesmæssige abstraktioner, men en varm, vidunderlig hyldest til den lykkelige fejl. Jakob Bækgaard, 8. dec 2008 Yderligere informationwww.baskaru.comwww.myspace.com/listentomichaelsantos Kommentarer (0)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.
|
|||||||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
||||||||||||














