Ingen kan formentlig formulere det ligeså godt som sangeren selv: ”Det er ikke en klage, I lægger ører til i aften, ej heller en latter fra en som hævder at have set lyset, næh, blot et kuldslået og knust ’Hallelujah!’”. Denne gang – blot et par måneder efter seneste besøg på hvad der må formodes at være den 73-årige mesters sidste runde i manegen – endnu mere ”cold and broken” end sidst, hvor den gensidige gensynsglæde tillod lytteren at abstrahere fra sangenes ofte lidet optimistiske optik. Men, som Cohen elegant bemærkede i en let omskrivning af teksten til den skamredne – senest af en finalist i et populær prime-time-tv show – og ovenfor citerede hymne ”Hallelujah”: ”I didn’t come to Copenhagen to fool you”.

Og snydt blev man bestemt heller ikke, for LC leverede kort fortalt endnu en glimrende koncert, som ikke mindst udmærkede sig ved at give anledning til at revisitere sangene – ikke blot som en fredag aftens Greatest Hits-show, men som en kilde til den dystre eftertanke, som er den i øvrigt befriende selvironiske herres adelsmærke.

Efter sommerens turné, herunder den decideret tårepersende Tour de Force af en triumfkoncert i Kongens Have, kunne man med rette spørge sig selv, om det overhovedet kunne blive bedre, hvad det naturligvis heller ikke kunne eller kan. Manden virkede denne aften, forståeligt nok, en kende træt, og det var først i koncertens anden halvdel, at det for alvor blev rigtigt intenst. Ikke desto mindre var det, mildest talt, en sand fornøjelse endnu engang at opleve den formidable sanger og sangskriver live, og når tilføjelser til den i øvrigt næsten uændrede sætliste fra i sommers blev bragt til torvs, ønskede man ganske enkelt ikke at være andre steder en netop i Forum på Frederiksberg på denne oktoberaften.

Stædige rygter havde verseret om, at der ville blive præsenteret helt nyt materiale på  efterårsturnéen – så heldige var vi ikke, men fik dog et par velkomne tilføjelser til sommerens sætlister i form af en sublim fortolkning af ”The Partisan” og en levering af ”Heart With No Companion”, som ikke lod noget tilbage at ønske. Nærværet og den latente, skæbnesvangre resonansbund gjorde dog allerede sin entré i tre-akkorders-mesterstykket ”Who by Fire”, ovenpå en ejendommeligt rutinepræget start med ”Dance Me to the End of Love” og ”The Future”.

Denne signaturs ydmyge anmeldelse af Cohens københavnske sommerkoncert blev i øvrigt kritisk kaldt for et ”festskrift” af en kollega – underforstået: for forudindtaget. Point taken, men det er dæleme svært at lade være med at gå i selvsving, når man har det privilegium at sidde bænket overfor en af efterkrigstidens populærkulturs uomtvisteligt allermest prægnante kunstnere.

Således også denne aften, hvor der atter blev sat en tyk streg under, at få sangere har reflekteret over såvel det moderne menneskes vilkår som livet som sådan – as it is – med så stor tyngde og eftertænksomhed som netop Leonard Cohen. Eller, sagt på en anden måde: sammenligningsgrundlaget er her ikke Elvis eller Beatles, men snarere Shelley, Keats, Byron, Whitman og Lorca. Sidstnævntes ”Pequeno Vals Viennesse” fortolker Cohen som bekendt med stort held under titlen ”Take This Waltz”, udgivet i slutfirserne og leveret i fin stil i aften: ”Take this waltz with it’s very own breath of brandy and death”. Livet som en ildelugtende dansepartner, hvis tilbud man trods alt ikke kan afslå. Og ”The Future”s krasse civilisationskritik overfor værkets evige insisteren på skønheden: ”I’m stubborn as these garbage bags that time will not decay / I’m junk but I’m still holding up this little wild bouquet”, som det hedder i “Democray” (“My loveletter to the USA”) som blev fortolket på glimrende vis, med det forestående præsidentvalg som resonansbund.

Festskrift? Tjah, men kun fordi, at man strengt taget ikke kan være andet bekendt. Cohen er tydeligvis ironisk, når han i ”Tower of Song” siger at han blev født med en gylden stemme. Faktum er, ikke desto mindre, at manden besidder branchens bedste stemme, i såvel konkret som overført forstand, formentlig kun flankeret af Dylan hvad angår uprætentiøs patos af storstilede dimensioner. Festskrift? Ja, sgu da!