Den danske jazzscene sprudler. Hvis nogen skulle være i tvivl, så kan man bare kaste et blik på den strøm af gode jazzplader, der udkommer med alt fra avantgarde til mainstream og traditionel musik. Denne gang skal vi se på fire udgivelser fra det hyperaktive selskab Calibrated, et album fra en af Danmarks mest solide bassister og en spændende plade med en canadisk trommeslager, der har slået sig ned i Danmark.

Basunisten Erling Kroner er vel nærmest en institution på den danske jazzscene. Kroner er et bevis på, at man godt kan være musikalsk nysgerrig og alligevel have fødderne solidt plantet i traditionel musik og mainstream. Strada Anfosa er Kroners udforskning af tangomusikken sammen med hans New Music Orchestra. Som solist har han Laura Hansen, og så giver Carlos Morera også en hånd med på bandoneón. Hansen har al den passion og sensualitet, som tangoen kræver, og med Kroners og Niels Gerhardts kompositioner har hun fået et fint materiale at boltre sig med. Albummet forener tangoens toner med big band-jazz. Det er som at høre en funky Duke Ellington i Argentina. Sprudlende, livsbekræftende musik med flotte solistiske præstationer.

En af de solister, der stikker ud på Strada Anfosa,  er baritonsaxofonisten Ed Epstein, og han dukker op på pladen Bari My Heart, hvor Erling Kroner også medvirker. Det er et album, hvor Kroner og Epstein sammen med pianisten Marie Louise Schmidt, bassisten Göran Schelin og trommeslager Dennis Drud bopper og swinger til den store guldmedalje. Forbilledet for udgivelsen har været den klassiske kombination af Pepper Adams' baritonsaxofon med Jimmy Kneppers trombone, og med Epstein og Kroner i rollerne som henholdsvis Adams og Knepper spiller gruppen sig igennem et repertoire af egne numre og kompositioner af Knepper og Charles Mingus. Det er god mainstreamjazz uden de store udsving fra to jazzmusikere med masser af erfaring og kærlighed til genren.

En anden mainstream jazzmusiker, der har været i gang længe, er bassisten Jens Jefsen, men der er nu en del mere kant over Jefsens musik, der foldes ud på For Good And All - Live At Copenhagen Jazzhouse. Med sig har han et hold af musikere bestående af guitarist Uffe Steen, trommeslager Jukkis Uotila og den fremragende saxofonist Dave Wilczewski, hvis tone til tider kan minde om David Sanborn. Jefsen er en cool cat og hans bluesbaserede jazz emmer af nattestemning, men der er ikke tale om et nostalgisk stemningsbillede, men en moderne, swingende jazz, der tager forskellige prisværdige afstikkere. Hos Jefsen er den lidt støvede traditionalisme, man til tider kan spore hos Kroner, erstattet af en frisk tilgang til det at komponere. "Melchior Square Open Air" er en blues workout med Wilczewskis smukke, smygende linier, mens "Light Energy" har en forfriskende, funky feeling, hvor Jefsens specialitet: det formfuldendte groove, kommer til sin ret. Af andre højdepunkter kan nævnes titelnummeret "For Good And All", en indfølt ballade og den sejt swingende "Swoobie Woobie", men generelt er For Good And All - Live At Copenhagen Jazzhouse en fornøjelse fra start til slut.

Det kan man til gengæld langt fra sige om Live O8 med Jazz Five. Ligesom med Jefsens plade er der tale om en live-optagelse, men her hører al sammenligning så også op. Alene den grænseløst uopfindsomme titel Live 08 er en første advarsel om (bund)niveauet, og de amatøragtige coverfotos gør det heller ikke bedre, men musikken er dog det værste. Betegnelsen partyjazz er en eufemisme for det, som det egentlig er: en ulidelig omgang røvballejazz. Det kan godt være, at det lyder godt, når man har fået ti øl, men i hovedtelefoner er det lige til at få tømmermænd af. Bandet klarer at trivialisere funkmesteren Dr. Johns nummer "Junko Partner" til en flad omgang suppe, steg og is og  countrylegenden Hank Williams' "Jambalaya" skamferes på det groveste. Jeg skal ikke så tvivl om musikernes evne til at spille på deres instrumenter, men deres håndtering af materialet er katastrofal. Udgivelser som disse har selvfølgelig et marked, men det er en skændsel, at Calibrated, der står som seriøse eksponenter for moderne og traditionel jazz, vil udgive sådan noget bras.

Hvis tiltroen til Calibrated er alvorligt svækket efter mødet med Live 08, så genetableres en del af tilliden heldigvis med tenorsaxofonisten Marius Nesets ambitiøse og smukke udgivelse Suite For The Seven Mountains, der er et møde mellem moderne jazz og kammermusik. Nesets band People Are Machines, der foruden Neset selv består af Magnus Hjorth (klaver), Petter Eldh (bas) og Anton Eger (trommer), komplimenteres her af en strygerkvartet. Resultatet er eminent Third Stream-jazz, en forening af jazzens puls med den klassiske lyrisme. Suiten er inddelt i syv dele (jf. titlen), hvor Nesets spil gnistrer og gløder over strygernes dynamiske underlægning og medspillerne lader ikke kapelmesteren noget tilbage. Magnus Hjorth, som jeg før har prist, bliver bare bedre og bedre. Hans kombination af Bill Evans' sarte anslag og McCoy Tyners blokakkorder er efterhånden blevet til et selvstændigt udtryk, og Eldh og Eger følger de utallige rytmiske krumspring med et utrætteligt overblik. Og så er der lyden. Pladen er perfekt optaget og mikset af ingen ringere end Jan Erik Kongshaug i dennes Rainbow Studies. Det her er simpelthen kvalitet på alle niveauer: kompositionsmæssigt, spillemæssigt og lydmæssigt. Jazzlyttere, der først og fremmest kender Neset fra gruppen JazzKamikaze, kan godt begynde at glæde sig. Dette er lyden af en musiker, der har begivet sig ud på en ny, eventyrlig rejse og er kommet hjem med et album, der er et lille mesterstykke.

En anden musiker, der har været på rejse, er Kevin Brow, det har dog ikke bare været en musikalsk, men også en geografisk rejse. Trommeslageren, der oprindeligt kommer fra Canada, har slået sig ned i Danmark, hvor han er blevet en fast del af jazzmiljøet, og nu kommer så hans debut med projektet Koptor, der udgives på det prestigefyldte spanske selskab Fresh Sound New Talent. Koptor byder på tolv numre af Brow, der forener den eksperimenterende avantgardes passion og skæve harmonier med en imødekommende, lyrisk melodifornemmelse og en sans for det gode groove. Foruden kapelmesteren består bandet af Jacob Sacks (klaver), Eivind Opsvik (bas) og Rob Mosher (sopran sax, Engelsk horn). I numre som "Frograbbit" og "Underground" forenes snurrig rytmik og skæve melodier med Brows nuancerige spil og i balladen "Imaginary Lines" med de tyste, forvredne klaverakkorder læner bandet sig op ad Andrew Hills lyriske avantgardisme. Mest af alt er Koptor dog sig selv, og det er en berigelse at have en original musiker som Brow her i landet. Det siger vel også noget om jazzmiljøet, som det er lige nu i Danmark, at både traditionalister, modernister og avantgardister kan finde inspiration og krydse grænser såvel geografisk som musikalsk.