Mennesket eksisterer i relationer. Det er relationerne, der giver liv. Populærmusikkens grundlæggende figur er mødet mellem mand og kvinde, men i avantgarden udvides musikkens repertoire fra det rent menneskelige til at omfatte bredere relationer. Det posthumane skal ikke forstås som det ikke-menneskelige, men det mere-end-menneskelige. Nærværende seks udgivelser er eksempler på posthuman kompositionsmusik, der udvider den erkendelsesmæssige grænse for den menneskelige væren.

Lydkunstneren B(enny) J(onas) Nilsen har tidligere samarbejdet med islandske Stilluppsteypa og Passing Out er den afsluttende del af en trilogi, der begyndte med Drykkjuvísur Óhljódanna fra 2006. I dette tredelte værk satte de sig for at udforske alkoholens effekt. Første del handlede om  at finde beruselsen, anden del var en udvidelse af rusen og tredje del udforsker den alkoholiske døs "dagen derpå". Meget passende er dette album betitlet: Passing Out. Som lytter har man da også fornemmelsen af at være i en tilstand mellem at være vågen og sove, en knivspids balancering mellem virkelighed, drøm og mareridt i efterdønningerne af alkoholiske syner. Albummet består af en timelang komposition, hvor summende støj og elektronik blandes med field recordings. Det er en sært dragende musik, der på én gang refererer til naturen og befinder sig uden for den. Nilsen har da også beskrevet sin kunst som "fokuseret på lyden af naturen og dens effekt på mennesket og opfattelsen af tid og rum gennem oplevelsen af lyd". Dette er en meget passende beskrivelse af albummet, hvor menneskeligt og ikke-menneskeligt, virkelighed og drøm blandes i musikkens febersyner. Lyde af knitrende is og hylende storme blandes med fjerne stemmer og maskiners monotone musik. Det er et konstant vekslende lydbillede, der alligevel står fuldstændigt stille. Coveret er holdt i sort og hvidt, og dette svarer godt til mørkets indre og ydre tilstand i et mennesketomt, glacialt landskab, hvor lyde og liv alligevel udfolder sig gennem rusens forvrængede tåger.

Det mennesketomme, sneklædte landskab indtager også en vigtig plads på Rapoons album Time Frost, men her ses det ikke gennem alkoholens troldsplint, men gennem den kendte klassiske komponist, Johann Strauss. En forklaring må vist være nødvendig! Her får vi den fra Robin Storey, der står bag Rapoon, i de medfølgende linernotes:

"En af følgerne ved svingningerne i vejrets klima, som er resultatet af den globale opvarmning, er, paradoksalt nok, en ny istid, der kan komme til at omfatte hele Europa. Time Frost er baseret på dette koncept og bruger små fragmenter af musikstykket "Blue Danube" af den kendte europæiske komponist, Johann Strauss. Jeg forestillede mig, at små stykker af forgangne kulturer overlevede indespærret i isen og at de blot ventede på, at fremtidens arkæologer ville opdage og fortolke dem. Jeg brugte en vinyludgave af "Blue Danube" (en MGM indspilning fra 1968). Disse indspilninger blev udgangspunktet for de oprindelige fem kompositioner på Time Frost, der så blev manipuleret og genarrangeret til at blive fem nye kompositioner. Time Frost er en imaginær optagelse af lydes mutationer i is hørt over årtusinder. Som spøgelser fanget i et evigt skiftende frostlandskab."

Det er lige så fascinerende at lytte til Time Frost, som det er at høre om selve skabelsesprocessen. Her er et eksempel på, at den vidtløftige, abstrakte filosofi forener sig med den taktile musik. At høre Time Frost er virkelig som at høre isens bevægelse gennem en gammel rejsegrammofon. Det er overvældende og sublimt. Naturens omvæltning af den klassiske musiks hegemoni. Her er det ikke naturen, der gøres til en underordnet del af den klassiske musik (romantikkens poetik), men stykker af den vestlige musikkultur, der bliver en del af naturens egen musik: den muterende proces, hvor ting forvitrer og forgår, men også overlever som fragmenter fra en svunden tid. Det posthumane viser sig her som en omskrivning af den europæiske musikhistorie. Svimlende ambitiøst, ja, men netop fordi, der kun tages udgangspunkt i en enkelt komponist, der så at sige bliver en metonymi for den større helhed, så lykkes det. Strauss' musik er kendt, men ikke overeksponeret som de virkelig store: Beethoven, Bach og Mozart. Derfor kan Robin Storey med større held underliggøre den i sine fem formidable kompositioner.

En på sin vis lige så ambitiøs udforskning af forholdet mellem natur og lyd som på Time Frost, finder man hos Yoshio Machida, der med Hypernatural #3 fuldfører en  trilogi, hvis andre dele, meget logisk, er Hypernatural #2 og Hypernatural #1. Nummer tre handler ifølge Machida om forglemmelse:

"Forglemmelse er karakteristisk for relationen mellem materie og tid. Forglemmelsen rummer et positivt aspekt. Den forekommer som et naturligt fænomen i tidens overgang og bliver en faktor, der skaber en ny verden. Naturen består af en myriade af forskellige cyklusser bygget op omkring erindring/forglemmelse. At forudsige noget er ikke nemt. Fordi denne meget komplicerede natur fundamentalt set er en 'flerdimensional' væren kan alting ske."

Fornemmelsen af, at alting kan ske bliver godt udtryk på Hypernatural #3. Landskaber af lyd skabes og forgår i en cyklus af glemsel og erindring. Bølger bruser, børn leger. Fugle synger, maskiner summer. En total stilhed sætter momentant ind blot for at blive afløst af knitrende støj.  Ansatser til noget, der kan fortolkes som rytmer og melodier, afløses af rene, konkrete blokke af lyd. Organisk flydende kæder erstattes af opklippede lyde. Det er en proces, hvor lytteren hele tiden er sat i relation til udvekslingen mellem det organiske og maskinelle, der udvikler sig i forglemmelsens metaformose. En storslået udforskning af naturens stof.

Hvor Yoshio Machida beskæftiger sig med naturens stof i det store perspektiv, så arbejder Chop Shop på albummet Oxide med de ganske små nuancer. Bag Chop Shop står lydkunstneren Scott Konzelmann og ideen med Oxide er ganske enkel og alligevel kompleks. Albummet består af en enkelt komposition, der tager udgangspunkt i Konzelmanns fascination af "skrammelkompositioner", der køres gennem højtalere, hvilket skaber en hissende, monoton, dronemusik. Det lyder ikke specielt rart, men det stopper ikke her! De bånd, hvorpå Konzelmann opbevarede sin "musik" var begyndt at gå i opløsning, hvilket resulterede i uforudsigelige pauser, gentagelser og forvrængninger. Det er denne musik i opløsning, som lytteren nu får lov til at opleve på Oxide. Umiddelbart kunne det lyde særdeles ubehageligt - og det skal også understreges, at denne "musik" selvfølgelig ikke er for de fleste - men faktisk opstår der en smuk effekt, hvor den lange komposition brydes på mikrotonalt niveau. Det er en varm, kompleks lyd og ikke, som man kunne frygte, en hård ulidelig støj. Det, jeg ofte har indvendt mod dronen, er dens egentlige mangel på udvikling af en kompleks tekstur under dække af intellektualismens fordummende floskler om monotoniens magt, men her får man en dronemusik, der rent faktisk varierer det ensformige udtryk i et mangfoldigt tæppe af lyd: summede, susende, knitrende, brusende. Høresansen skærpes i dét, som digteren Jørgen Leth ville kalde tilfældets gave: musikkens uforudsigelige skabelse af en ny struktur i det allerede planlagte. Det forvitrede bånd blev i den forstand en gave for Konzelmanns musik, en gave, han forstod at udnytte. Det er stadig ikke musik, man lige sætter på, men som kunstværk er det interessant.

En anden dronemusiker er Brendan Murray, der er aktuel med albummet Commonwealth. Ligesom Chop Shop udkommer Murray på det fine selskab 23five, der har gjort en massiv indsats for den stærkt eksperimenterende avantgarde. Commonwealth og Oxide udkommer i små 500 eksemplarer, og det siger en del om salgbarheden af denne musik. Som sædvanligt med dronemusik er der tale om én lang komposition. I modsætning til Chop Shops varme er der her en mere skærende, metallisk summen, der ganske vist udvikler sig, ja tak, men det er lidt som at bide i et surt æble og få et andet æble, der er også surt, men blot på en anden måde. Når dronemusikkens lyd ikke formår at fascinere, så står man virkelig tilbage med en ikke-menneskelig komposition. Det kan godt være, at Murray er en central kunstner på scenen i Boston, men hans eksperimenter går mit øre forbi. Måske vil større kendere af dronegenren finde noget af værdi.

Efter dronemusikkens udfordringer til øret er det rart at slutte med en udgivelse, der giver en mere umiddelbar lytteglæde. Det er lidt tvivlsomt, om Sawakos musik på Bittersweet kan betegnes som posthuman musik. Dertil er den nok for melodibaseret. Men sammenhængen med naturen, som man finder i megen posthuman musik, er i hvert fald tydelig hos Sawako, hvilket understreges af de smukke naturfotografier, der pryder indersiden af albummet. Disse lyriske billeder af blade, der glimter i solen svarer godt til den bittersøde fornemmelse, som albummet giver, og som titlen indikerer. Jacob Kirkegaard bidrager med sin vemodsfulde cello på et album, der bæres af spindelvævstynde strukturer, hvor elektronik og akustisk instrumentering frembringer en lys, drømmeagtig stemning, og hermed er en cirkel sluttet: fra BJ Nilsens mørke, alkoholiske tåger til Sawakos lyse drømmeland. Fra lyden af den knitrende, kolde is og den susende blæst til fuglefløjt i "Looped Labyrinth, Decayed Voice". Den posthumane musik viser mennesket i relation til naturens mangfoldige stof og stemninger.