I musikverdenen forbindes en singer/songwriter ofte med en ensom mand (eller kvinde), der bevæbnet med en guitar synger egne sange med et vemodigt indhold, men singer/songwriter-genren er andet og mere end denne stereotype forestilling. For både Neal Williams og Langhorne Slim er det musikalske samarbejde en essentiel del af den kunstneriske identitet og på hver deres måde forholder de sig produktivt til den musiktradition, de indskriver sig i.

For den amerikanske sanger og sangskriver Neal Williams er samarbejdet med den franske elektroniske multikunstner Christophe Bailleau en mulighed, der nedbryder den faste grænse mellem den elektroniske og akustiske verden. Bailleaus grandiose landskaber af lyd er andet og mere end baggrund for Williams akustiske sange. De to verdener befrugter og kommenterer hinanden. Det er tale om et egentligt samarbejde, hvor sangenes signatur på alle måder må tilskrives begge kunstnere. On Soft Mountains We Sleep starter med et storslået elektronisk landskab med knagende klaver og kimende vibrafoner. Herefter kommer den første egentlige sang "Moistened Palms" med sparsom guitar, knirkende elektronik og Williams dybe stemme, der genkalder Bill Callahan: "Green leaves through a roof / and I trust the sky / it's easier / so easy / so much easier to live / if you don't try to fly / when you don't know how to". Der er en stille poesi over disse sange, der understreges af sammenspillet med de nærmest nøgne akustiske guitarskitser og de fuldstændigt overvældende collager af lyd. I stedet for at skabe rytmer arbejder Bailleau først og fremmest med stemninger, der understreger og kommenterer Williams' stemme, men lige så ofte sker der det, at lydene får et selvstændigt liv og lægger sig som en blød, lyserød tåge omkring musikkens magiske bjerge.

En helt anden form for magi end den, man finder hos Bailleau og Williams, møder man hos sangeren og sangskriveren Langhorne Slim, der skriver sange, der trækker på oldtime, blues, country og freak folk, men med en solid dosis rock'n'roll. Langhornes band The War Eagles sprutter af energi og "Rebel Side of Heaven" er ren Bob Dylan á la "Like A Rollingstone" med sit boblende orgel blandet med blæsere, saloonklaver og Langhornes visdomsord: "And though we have sinned all our lives / we aint going to hell / we're going to the rebel side of heaven". Følelsen af tidlig rock'n'roll og bluegrass understreges med brugen af kontrabas, der lystigt brummer under Langhornes støvede, poetiske sange. Dét, der gør Langhorne Slim så forfriskende i forhold til så mange andre countryinspirerede sangskrivere, er, at han ikke forfalder til endeløse tear in my beer-ballader. Man skal dog ikke få det indtryk, at Slim ikke kan spille en god håndfuld ballader. Et af højdepunkterne er således "Oh Honey" med ordene: "We all must walk alone sometimes / we just don't wanna get left behind". Der er nu ikke nogen grund til at tro, at Slim bliver ladt i stikken. Både Langhorne Slim og Neal Williams har fundet en del af deres styrke i at spille med andre.