Det er ikke altid let at leve op til mediernes pres. Da Mogwai i sin tid albumdebuterede med Young Team (1997) blev de hævet op til skyerne og rost af blandt andre Kevin Shields (My Bloody Valentine). Dengang betjente de sig af en temmelig bombastisk stille-støj-stille-formular, der ikke desto mindre var emotionelt overbevisende. I takt med at Mogwai har udviklet deres egen udgave af postrocken, er interessen fra medierne stilnet af. Det er ironisk, at på et tidspunkt, hvor bandet har udgivet et af karrierens bedste albums, så er mediernes søgelys rettet mod andre "banebrydende" genrer. Postrocken er ikke længere spændende, og derfor er Mogwai heller ikke specielt interessante.

Nu har Mogwai altid haft et afslappet forhold til genrernes konventioner og har først og fremmest koncentreret sig om at spille musik, og det gør de bedre end nogensinde før på The Hawk Is Howling, der integrerer de kinematografiske erfaringer, som arbejdet med filmen Zidane har givet. Albummet er et studie i billedskabende strukturer og delikate teksturer, der indfanges i instrumentale, melodiske forløb.

Traditionen tro har Mogwai dog ikke givet afkald på de åndede sangtitler. Albummet starter således med nummeret "I'm Jim Morrison, I'm Dead", der med sfærisk susende guitarstøj, dryppende molakkorder på klaveret og markeret trommespil er vintage Mogwai. Hos Mogwai har sangtitlerne altid fungeret som et humoristisk modspil til den enorme patos, der kan ligge i musikken og det er også tilfældet med det andet nummer, "Batcat", der er et af de få numre på albummet, hvor den brutale guitarstøj slippes fuldstændig fri som et monster, der har brudt sine lænker.

Karakteristisk for albummet er ellers det overvejende fravær af "chokeffekter". I stedet opbygges omhyggeligt konstruerede malerier af lyd. Numrene føles imidlertid ikke overlæssede og så hjælper det selvfølgelig med en række smukke melodier som "Kings Meadow" og "Scotland's Shame".

The Hawk Is Howling styrke er imidlertid ikke enkeltnumre. I en tid, hvor det mere end nogensinde før handler om at downloade enkelte tracks, så er Mogwai stadig eksponenter for det klassiske album. Og det er netop et samlet værk, der har løfter sig og flyver som en stolt ørn gennem luften. Akkumulering af musikalsk erfaring kan føre i to retninger: en udvanding af det musikalske udtryk i gentagelsens forskelsløse efterligning eller i en kondensering af de æstetiske erfaringer i et fortættet værk. I dette tilfælde sker heldigvis det sidste. The Hawk Is Howling kan opfattes som en succesfuld opsummering af Mogwais diskografi, hvor indflydelsen fra forskellige genrer som electronica, metal, shoegazer og spacerock samler sig i et kunstnerisk udtryk, som bandet kan kalde sit eget.