Stort er det ikke, Lars Kjær Dideriksens cd-r-label Sounds of Perpetual Astonishment (SOPA). Som sloganet ”limited supply recordings” antyder, er oplagene til at overskue – typisk blot 100 eksemplarer – men i løbet af relativt kort tid har selskabet udviklet sig til at være en væsentlig medspiller på landets indie- og eksperimentalscener. Et faktum, der på overfladen må tilskrives den gedigne compilation Sopa Deliciosa samt udgivelser med Under Byens Nils Grøndahl og italienske Marzipan Marzipan, men dybest set hænger sammen med, at SOPA ganske enkelt er drevet af en sand ildsjæl med et solidt overblik og et stort netværk i musikmiljøet, der kaster kunstneriske dividender af sig. I øvrigt også når der tages titler af skæv, men typisk høj kvalitet i distribution, som det på det seneste har været tilfældet med Golden Disko Ship og The Cille, der skal anmeldes her.

Første ”levende billede” er dog 9, der på mange måder deler baggrund med Marzipan Marzipan: Også multimusikeren Marco Brosolo, der gemmer sig bag projektnavnet, er en italiener, der har taget turen til Berlin. Dermed hører, som albummet Eponymous illustrerer, også enhver sammenligning op. Hvor Marzipan Marzipans musik er kantet, underproduceret og energisk på en til tider direkte punket måde, sejler Brosolo i anderledes smulte og glatte indie-farvande, hvor der dog samtidig tænkes i skæv instrumentering (bl.a. Theremin) og nikkes mod både electro og hiphop. Faktisk er det måske netop mere sensibiliteten end selve lyden, der er ”indie”, for bruddene er mange, og et nummer som ”Lullaby”, der hviler på en bund af behandlede vokaler og lettere klikkende beats, lader sig rent teknisk bedst beskrive som electronica. Men spyttes der af og til nihilistisk-sårbart i teksterne – ”It’s shit it’s over / It’s shit that I’m here” crooner Brosolo, som kontrast til en anderledes bratty kvindelig rap, bl.a. i opbrudssangen ”Sun Leftovers” – er man alligevel derude, hvor hjertet hænges uden på tøjet, mens det svøbes ind i svævende klange og højstemte guitarer. Hvilket egentlig ikke er ment som en kritik i sig selv, for det er vel en smagssag, om man har fået nok af den slags eller ej. Og 9 er i den sammenhæng faktisk bedre end de fleste – det er som om, han godt kan se det selvsmagende, og bevidst skaber kontraster til det gennem diverse musikalske udskejelser og ramsaltede, måske endda lidt selvironiske formuleringer som den ovenstående.

Nej, den egentlige kritik går snarere på, at Eponymous er et album, der godt kunne have været skåret ned til en lang ep. De indledende numre, ”Delay” og ”Shout”, lyder friske nok, mens man hører dem, men i længden fæstner de sig ikke rigtigt. Først med ”Sogni”, hvor en kvindevokal flyder smukt over lavmælt guitar og et repetitivt synthriff, til nummeret løfter sig op i et rytmisk groove, der får ekstra kant af en desperat Theremin, gør projektet rigtigt indtryk. Så falder niveauet igen. ”Fuori” er på overfladen en skæg kombination af rap-agtig recitation og luftige indie-stemninger, men et sted undervejs bliver det hele for pænt og høfligt. ”As Snow in Harvest” er en fint formet piano-drevet ballade komplet med duvende slagbas, der dog ender lidt pludseligt og uforløst, og ”Pier Rivier” fremstår først og fremmest som et ambitiøst forsøg på at lave stor indiepop, der snubler i sin egen iver. De tre sidste numre – ”Sun Leftovers”, ”Lullaby” og ”Day By Day” – er imidlertid uangribelige. Generelt leger de vellykket med funk og electronica/electroclash, og når følsomheden kommer ind – som på specielt afslutningsnummeret – gør den indtryk. Men når man gør regnskabet op, står man altså stadigvæk kun med ca. et halvt album, der trængte til udgivelse. På Eponymous er 9 = 4½.

Så er det rart at få renset øregangene til lyden af Delay Lamas Mk. 1. Delay Lama er egentlig en duo, der består af Dennis Block (ex-Strumm) og Rune Sørensen fra Indurain, men på Mk. 1 er bandet – så vidt undertegnede har forstået – mere eller mindre Blocks soloprojekt, der er blevet dannet for at sammenkæde en række hjemmeoptagelser fra tiden før Strumm. Det lyder måske ikke videre interessant, for Strumm selv nåede jo kun lige akkurat selv at finde deres egen form, før de gik i opløsning, men fra tid til anden er det altså ikke helt dumt at bladre gennem arkiverne med en ”voksen” – eller i hvert fald mere erfaren – bevidsthed. Det er store stræk af bl.a. Alejandra Salinas’ produktion et glimrende eksempel på.

Det er Mk. 1 også. Det, der måske oprindeligt har været simple eksperimenter med at skrive riffs, lave støj og nærme sig noget, der lignede sange, er på disse seks numre blevet klippet sammen på kryds og tværs, belagt med effekter og samlet i flydende, men fascinerende forløb, som bevæger sig på kanten mellem drone og noise. Beskrives kan de egentlig ikke, med mindre man gør det fra tone til tone, fra manøvre til manøvre, men overordnet sagt danner numrene deres helt eget univers, der er uldent og underproduceret, dunkelt og forstyrrende, men hverken er behagesygt eller sadistisk afstraffende. Indfald følger indfald i et rum, der vel nok er for viderekomne, men faktisk er behageligt – til tider ligefrem sjovt – at opholde sig i. For den legesyge, der synes at have gennemstrømmet originaloptagelsernes abrupte klaveranslag og mærkværdige guitarbehandlinger, flytter, ligesom nissen, med. Og resultatet er blevet et smukt, sælsomt produkt, der faktisk fortjener en anbefaling.

Ligesom Mk. 1 er Girls Love Rallies ”Les Chansons Terribles” i den mere underproducerede afdeling. Ikke så mærkeligt, eftersom projektet via bagmanden Rasmus Hald Jensen har baggrund i My Friend George – og dermed en sund forkærlighed for klassisk amerikansk lo-fi. På den facon kan man næsten undre sig over, at det skulle være nødvendigt at starte et solo-projekt. Materialet er på ekstremt mange måder en fortsættelse af My Friend George-universet, om end måske en kende mere afklaret. Mangt og meget lyder som om, at det lidt for bevidst er blevet underproduceret – læs: Indspillet i professionelle rammer, men overlagt rodet – og det vil sikkert glæde mange, at der bl.a. er medlemmer af Figurines med på visse af de 11 numre. Men personligt glæder jeg mig bare over, at der er kommet et godt album ud af ”Les Chansons Terribles”. Talentet fornægter sig ikke, og selvom der tydeligvis trækkes på bl.a. R.E.M., Sebadoh og Guided By Voices her, er albummet faktisk en perlerække af gode sange – simpelthen! Arrangementerne er ret ens: Akustisk og elektrisk guitar, kornet, men fin amerikansk stemmeføring, til nød bas, trommer og elektroniske anstrejf. På den måde adskiller de sig ikke fra hinanden. Heldigvis gør de det heller ikke, når det kommer til kvaliteten. Favoritsange? ”Pictures of Odd”, ”Good Cop, Bad Poetry”, ”Open Roads” – i morgen sikkert nogle andre. Vælg selv. Der kommer kød på bordet hver gang, akkorderne stykkes sammen, og teksterne er fine sammentænkninger af amerikanske stemninger/referencer og personlige samme. Og når der fortolkes titler af andre kunstnere – som den afsluttende ”Being Green”, der oprindeligt blev sunget af frøen Kermit fra Muppet Show! – gøres det med stil og sjæl. Måske man dog skulle droppe lo-fi dogmet næste gang og – i det mindste som et forsøg – give sange af en lignende standard en bedre finish og mere ambitiøse arrangementer? Hvorfor være på trods på trods?

Hvor Girls Love Rallie visse steder på nettet flirter med anonymiteten som image, men det aldrig helt holder tæt, bruger ep-debuterende The Cille grebet anderledes effektivt. Ærligt talt har jeg ikke nogen idé om, hvem hun er, bortset fra, at hun vist hedder Cecilie Illemann. På covers og hjemmesider bruges der kun billeder, der i bedste fald er ekstremt slørede, i værste totalt misvisende. De stribede strømpebukser, der vises på This is the Girl, er da flotte, men giver ingen egentlig identitet fra sig. Og da jeg meldte mig som ven på hendes MySpace-side, blev jeg taget endda meget vel imod, men også med en vis (ironisk?) frygt for ikke længere at kunne gemme sig.

At The Cille, der ikke udgives på SOPA, men indtil for nylig har været distribueret dér, er selvkritisk, fornægter sig dog ikke. Overfor undertegnede skinnede der nærmest en vis ærgrelse over de syv numre på ep’en igennem. Nuvel: De er også underproducerede. Tydeligvis demoer, der er blevet fundet gode nok til en smal udgivelse. Men hør, hvor fin, jazzet og sensitiv, hendes stemme er på ”We Have Met, But Not Kissed (Yet)”, der ellers blot består af et dunkelt, næppe anslået klaver og lidt melodica-sugen. Og bortset fra ”Transitions (1968) – en ren acapella-ting, der blot viser hendes stemmes bæredygtighed – er det den form, resten af udgivelsen har. Men fra den minimale, men flotte instrumentale indledning ”A Beginning” til de fuldt udfoldede sange ”My Funeral” (jo, det er netop tanker omkring hendes begravelse!) og ”Poetry” – et rørende studie i, når elskende ikke når hinanden – vidner alt her om et talent, der måske kan udbygges med større orkesterbesætninger osv., men allerede bærer med en egen bittersød, til tider lidt for selvhadsk sødme. ”I wish I was brilliant and cool / Made a big impression on you / But I’m just a dork (…) / And that’s just the way it is”, lyder det på det forsagte afslutningsnummer ”A Dorky Ending”. Nuvel. Du har altså allerede gjort indtryk, The Cille. Du trækker på en lang, lang tradition for international singer-songwriting, men du både står distancen og har dit eget rum. Fyld det ud med stolthed!

Golden Diskó Ship – efter sigende opkaldt efter en skude, der rådner op i havnen i Reykjavik – er endnu et Berlin-baseret projekt (bestående af sangerinden og multiinstrumentalisten Theresa). Og i øvrigt endnu et hjemmebrændt projekt, som SOPA har distribueret et mindre oplag af. Mere skulle være på vej gennem sammen kanal, men projektets første demo, Bumblebee Behind a Tree, er allerede et formfuldt værk, der et eller andet sted bygger videre på den blanding af singer-songwriting og skrammel, hollandske Solex introducerede sidst i 90’erne. Med sin lyse stemme og sine tydeligt akustisk baserede melodier kan Theresa måske på ét eller andet plan appellere til gamle Suzanne Vega-fans, men samtidig er hendes sange domineret af så mange baglæns afspillede effekter, opklippede beats og andre mærkværdige indfald, at hun står for en særdeles moderne freak folk.

De seks numre her veksler fra det helt akustiske og minimale til det helt store, frenetiske cut-up af akustiske klange (”You Blurry Dream”). Bedst er dog numre som den klimprende, men høje ”Wake/Sleep”, hvor mønstret i hendes komplekse væv af stemmer, samples og sære indspark får tid til at bundfælde sig. Her er hun helt sig selv uden fikse idéer om hverken avantgardisme eller traditionalisme. Et fascinerende nærvær et sted mellem kaos og poesi, om man overhovedet kan adskille de to ting. Det smager efter mere – og det er heldigvis allerede på vej!

Alt i alt en fin bunke – igen – fra SOPA og omegn. Vælg 9, hvis du vil have det sikre og lettere ujævne, men kvalificerede. Vælg Delay Lama og Golden Diskó Ship, hvis du vil have lyde og stemninger, der kradser smukt i sjælen på nye måder. Vælg Girls Love Rallie, hvis du vil have et stærkt lo-fi album – småfejl eller ej. Og vælg The Cille, hvis du vil opdage et stort sangskrivertalent under foruroligende hurtig opsejling. Men først og fremmest: Vælg eventyret.