Med hele fire vinyl-udgivelser udsendt mere eller mindre på én gang har det lille københavnske selskab Syg Nok åbnet for sluserne så spektakulært, som man vel overhovedet kan, når der stadig i bund og grund er tale om et særdeles obskurt undergrundsforetagende, som næppe er kendt uden for forholdsvis begrænsede elektroniske musikkredse. I disse kredse har de involverede kunstnere så til gengæld oparbejdet en ganske imponerende kultstatus over de seneste par år, ikke mindst gennem et solidt og utrætteligt engagement over alt i det danske undergrundsmiljø – fra bredtfavnende electronica-festivaler som Phono og Norberg til hårdtslående hardcore på Stengade 30 og det forhenværende Ungdomshus.

Det er lidt uklart hvem og hvor mange, der sådan helt præcist er involveret i Syg Nok, ikke mindst fordi flere af de mistænkte har adskillige pseudonymer og sideprojekter i brug, men selskabets kerne kan nok først og fremmest identificeres som Teppop og Kid Kishore, som med lidt god vilje kan siges at repræsentere henholdsvis den skæveste og den mest populære side af foretagendet, og det er da også dem, der fremstår som hovedkræfterne bag alle de fire første udgivelser.

Kishore åbner festen med Perker Tech, som indeholder en række af de numre, man har kunnet opleve til hans eksplosive live-optrædener, og hvoraf flere efterhånden har opnået en pæn kultsucces. Indholdet spænder over alt fra lettere tilfældige, fjollede ideer til numre, hvor Kishore skaber en både unik og virkelig effektiv fusion af tunge opklippede beats, mellemøstlige og indiske samples, samt humoristisk dansk rap. ”Perker Tech” er i virkeligheden en meget rammende betegnelse, en på sin egen måde meget ”dansk” udgave af internationale elektroniske ”ghetto”-stilarter, fra britisk grime til amerikansk ghettotech, såvel som mere spraglede blandingsformer som man kender dem fra f.eks. Transglobal Underground og Asian Dub Foundation. Et eller andet sted kan det vel nærmest kaldes integration i den allerbedste forstand, når Kishore kan tage Kim Larsens gamle hit ”Midt Om Natten” og opdatere det – ja, nærmest gøre det samtidsrelevant – i den ekvilibristiske cut up-version ”De Kyled’ Gas Mellem Hinduerne”, i sig selv en opfindsom reference til Larsens tekststump, ”de kylede gas gennem vinduerne”.

Dette live-kulthit er, sammen med den herlige Nick og Jay-dekonstruktion ”Dannebro Er Hot”, nok det mest gennemførte og langtidsholdbare af pladens mere gimmickagtige bidrag, hvor indledningen ”Klap Perker” og ”Eoq La’ Vær Og Spil Dum” mere virker som hurtige engangs-vitser. Samtidig er det dog også klart, at det hele et eller andet sted hører til i Kid Kishores skæve univers, hvor spontant gakkede indfald er lige så uomgængelige som den råt ravende bhangra-core, der er pladens egentlige hovedbestanddel, og som overlegent viser hvor effektiv og medrivende en producer Kishore kan være. Her kan især fremhæves ”Nahi Babba Sitar Speed Grime”, ”Ska’ Vi Slås” og den stærkt rykkende ”Aman Bass Hayer”, der lyder som rave-techno oversat til det multikulturelle gadesprog, der tales blandt samfundets laveste i Blade Runner.

Den generelle alt-er-muligt-tilgang giver så samtidig også plads til et så bizart og fascinerende eksperiment som ”Hej Lollipop”, der faktisk bliver langt mere foruroligende end egentlig morsomt – der er noget pædofilt bussemand over nummeret, og man skal vist høre det for at forstå, hvad der menes. Eller det afsluttende rap-nummer ”Perker 4 Livet”, der ligeledes holder en svimmel balance mellem det afvæbnende ironiske og noget mere skræmmende – her nærmest tragisk og klaustrofobisk som den danske virkelighed, der hudflettes – hvilket et eller andet sted illustreres perfekt med det indledende sample af Richard Ragnvalds smiskende ord til Pia Kjærsgaard fra hans famøse optræden ved Dansk Folkepartis kongres.
Kan man ikke få nok Kid Kishore, så kan man passende fortsætte med Albertslund Terror Korps, et sideprojekt, som vel efterhånden nærmest må siges at have overskygget solo-karrieren. Når ATK har opnået en så solid (undergrunds)succes, som tilfældet er – de er bl.a. hyret til årets Roskildefestival, og man har lidt på fornemmelsen, at festivalen måske ikke rigtig ved, hvad de har sagt ja til – så er en væsentlig del af grunden uden tvivl den visuelle side af sagen, som gør koncerterne til en gennemført low-tech multimedieoplevelse, komplet med sølvfarvede rumvæsner og udsyret, epileptisk cut up-computergrafik fra projektets anden halvdel, VJ Cancer. Grundidéen er brugen af rumvæsner som et visuelt symbol på de ”fremmede”, en idé, som har været dyrket af mange sorte electromusikere gennem årene, og som velsagtens fandt sit første udtryk hos den navnkundige og bevidst særprægede Sun Ra, men som hos Albertslund Terror Korps vikles ud i et rablende satirisk kalejdoskop af groteske associationer og en knugende psykedelisk paranoia, der er et Philip K Dick-mareridt værdigt.

Musikalsk minder Albertslund Terror Korps i perioder ganske meget om Kishore solo, selvom idéen som udgangspunkt har været at skabe en mere hardcore/breakcore/gabber-orienteret lyd, hvilket da også understreges af navnet, der selvsagt henviser til gabberveteranerne Rotterdam Terror Corps. Hvor det afgjort lykkes for Albertslund Terror Korps at skabe en frådende hardcore-energi live, så er det som om dette aspekt mister lidt af gennemslagskraften på debut-ep’en Hvad. De mest gennemførte hardcore/gabber-numre fremstår her en smule løse og traditionelle, imens de numre, som dyrker en mere Kishore-typisk lyd, komplet med fængende orientalske elementer, virker mere tændte og medrivende. Således er der ikke meget hard- eller breakcore over den ørefængende gangsta-parodi ”Hustla Hele Dayn”, som samtidig er både Albertslund Terror Korps’, Kishores og i det hele taget Syg Noks største undergrunds-hit til dato. Dermed ikke sagt, at Terrorkorpset ikke kan få noget ud af hardcoreformen – det indledende ”ATK Anthem” er faktisk en dybt original kombination af korsang a la Ligeti og opgejlet gabber – blot er det som om, gabber og hardcore endnu ikke er helt så virtuost indarbejdet i helheden, som de andre stilgreb, Kishore jonglerer rundt med.

Både Kishore og Teppop er involveret i projektet Faderhuset; en harsk vision af opulent kristen gabber, men ellers er det lidt uklart med detaljerne – uden tvivl helt tilsigtet. Faderhuset synes på én gang at sammenholde det komplet latterlige med det nærmest geniale ved at skabe lige præcis den form for perverteret og rablende storhedsvanvittig musik, som Ruth Evensens sekt burde spille, hvis den skulle leve op til sin egen forkrøblede, selvretfærdige ondskab. Konceptet lever først og fremmest på gimmick-værdien, og udgivelsen rangerer vel under det, man på engelsk kalder for novelties, altså musik, der primært fungerer på humoristiske betingelser. Og så er det vel nærliggende at spørge: er det sjovt?

Hvis man hører til Ruth Evensens selvfrelste skare, så kan der næppe mønstres mere end det strammeste smil, men hvis man godt kan trække lidt på smilebåndet ved tanken om Jesper Langballe dansende frådende omkring i stroboskoplys, med bibel i den ene hånd og pilleglasset med Ecstasy i den anden, ja, så er det faktisk en ganske morsom affære. Det er dog med denne som med de fleste andre eksempler på novelty-musik; når vitsen først er fortalt, så er den knap så sjov syvende, ottende og niende gang, og måske er d’herrer Kishore og Teppop godt klar over det, for Faderhuset er en forholdsvis kort affære, som derfor heldigvis ikke når at udvande konceptet gabber-møder-Jesus-rock. Tværtimod fremstår udgivelsen som et bizart humoristisk, men meget gennemført projekt, som naturligvis midt i de lystige fjollerier også får leveret nogle pointer, samt et enkelt virkelig potent ravenummer i kraft af den afsluttende ”Den Fulde Rustning”. Med andre ord; kort, kristent og kontant – en oplagt klassiker til næste genoptryk af Højskolesangbogen!

Hvor Faderhuset på en måde er den mest sammenhængende og konceptuelt gennemførte af de fire Syg Nok-udgivelser, så er Teppops Wellnesscowschwitz omvendt – ganske som man kunne forvente af Teppop – så langt den mest kaotiske, fjollede og usammenhængende. På sin 2006-debut Opretholdelse af Unaturlige Stillinger I Unaturlig Lang Tid lykkedes det ham faktisk at holde et ret skarpt musikalsk fokus, hvor især de mere underspillede og charmerende sære sider af talentet blev rendyrket, men på denne udgivelse får den udflippede musikalske legestue, som man mest forbinder med manden, lov til at vokse vildt og frodigt og hinsides enhver form for logik eller god smag. Hvilket for så vidt på en og samme tide er albummets styrke og svaghed. For der er bestemt noget charmerende over legebarnsattituden, der i sine bedste øjeblikke byder på sjove, finurlige og personlige udtryk, men samtidig er der også passager, der grænser til det let enerverende, og der er ganske simpelt et stykke vej fra pladens bedste øjeblikke og til de svageste.

Pladen er altså en meget eklektisk, man kunne også sige rodet, affære, som indledes med hele to fjollede polkanumre, hvor især det første bør fremhæves for sin særegne charme, der kan sende tankerne lidt i retning af nogle af Goodiepals tidlige projekter, måske, måske ikke tilfældigt – det er i hvert fald Goodiepal, der er ansvarlig for mastering på alle fire Syg Nok-udgivelser. Det sagt, så passer Wellnesscowschwitz faktisk fint til de andre Syg Nok-udgivelser, idet en stor del af pladen består af en blanding af gabber/hardcore og opklippet etnisk musik, og derudover spænder den over alt fra umotiverede bagateller til virkelig underfundige og sært bevægende numre, som de forjættende ”Spakinawest”, ”Polkaica” og Ikhebeentar”, der måske kan minde lidt om sådan noget som Felix Kubin eller The Residents. Mest centralt, og som det nærmeste man kommer et samlende ”tema” på pladen, står Teppops udelte begejstring for verdens tilsyneladende endeløse udbud af smagløse, forunderlige eller rent ud sagt frastødende absurditeter: Sash-hittet ”Ecuador”, noget der lyder som hårdtpumpet russisk dance, kinesisk rap, samt ikke mindst hele Danmarks nazistiske Jakabov, Jonni Hansens, telefonavis.

Hører man til de der mener, at dansk elektronisk musik i en længere årrække ofte har været lidt vel poleret, eller er man bare til fjollerier og bizar humor, så er det nok værd at checke de fire Syg Nok-udgivelser, også fordi koncepterne rent faktisk er gennemarbejdede – det kan godt være, det er mærkeligt og kræver en til tider lidt syg form for humor, men det er gennemført. Der er, med andre ord, ikke bare tale om den slags morsomheder, man undertiden finder hurtigt klampet sammen på MySpace eller YouTube; her er mere at komme efter, og tak for det.