Anmelderdarlings, det var hvad Larsen & Furious Jane var to album i træk i 2004 og 2005 med deres underspillede americana; forfinet, sprødt og samtidigt storladent og nuanceret. Næsten tre år er gået, mens medlemmerne har været involveret i andre musikalske projekter. Samtidig har arbejdet med treeren været en langsom kreativ proces, hvor noget af inspirationen fra singer-songwriter-genren er blevet forladt til fordel for en mere rå, dyster og kantet lyd med rockrødder.

I den mellemværende tid er der også løbet eksistentielle strømme i bandets blodbaner. Hvilke mellemregninger og indsigter, der har været undervejs, er uklart, men resultatet i den anden ende er ”en mistet tro på en universel tilgivende kraft som viser vej i mørket”. Der er ikke lys for enden af tunnelen, og albumtitlen Zen Sucker betyder noget, der suger al kraft ud og efterlader mennesker handlingslammet. Det lyder dystert og tungt og som noget af en ’partykiller’, men det er næsten mytisk, at det netop er i de dystreste afkroge, at skønheden skal findes. Og Zen Sucker har virkelig momenter af gåsehudsfremkaldende skønhed. Torsten Larsen synger gudesmukt. Punktum. En stemme, der skal spilles på en bilradios maksimale volumen. Ud i skumringsnatten med vinduet åben, bedøvende duft af nåletræer og varmt sand – syng, Torsten, syng! Bedst er det på ”A Deathbed Conversion”, ”Dancing Bear” og ”Snakes In The Grass”, der alle viser, at bandets flair for storladne arrangementer ikke er forsvundet.

Sange, arrangementer og samspil er intelligent og veludført i en grad, der gør albummet værd at lytte til mange gange. Man mærker, at det er dybtfølt uden skelen til, hvad den danske musikverden ellers lefler for af hypede rifs og neontøj. Samtidig viser et nummer som ”Fine”, med sit blip-bloppende beat, at der er styr på også mere upbeatede virkemidler. Men det er nu ældre bands som My Bloody Valentine, Echo and the Bunnymen, Death Cab for Cutie, og sågar Sort Sol, der mest popper frem fra de musikalske biblioteker, når Zen Sucker spiller. Ikke at der er noget kopi over musikken, men mere, at den bygger på en historie. Problemet med det er, at det visse steder er for tilbageskuende forstået på den måde, at man indimellem bliver i tvivl om, hvorvidt turen i den sorte centrifuge egentlig fører nogen nye steder hen. Et par sange læner sig op af en kedelig pænhed – dem, som bandet selv kalder lighterrock f.eks. ”The People Person Is A Zen Sucker”. Derudover virker instrumentalnumrene som unødvendig og uoplagt fyld, og introen er simpelthen en dårlig start. Nummeret er et statement omkring brug og smid væk kultur, i det de 70 sekunder det varer, er, hvad bandet gemte efter en hel uge i et dyrt studie. Men det er lige en tand for tænkt og intellektuelt til at kickstarte et rockalbum efter min smag.

Ovenstående dråber galde bliver hurtig opløst i Århusbugten, og tilbage står et album skabt af et dansk band, der virkelig fortjener al den ros, de gennem de sidste fire-fem år har fået. De fortjener også et lyttende publikum – både derhjemme, i bilen, bussen, sommerhuset og live - for Zen Sucker lyder som en af den slags album, der i live version kunne få de fleste tag til at lette. Det er smadderærgerligt, at man ikke får lejlighed til at se, om den teori ville holde stik på årets Roskilde Festival, hvor bandet desværre er fraværende fra et ellers fabelagtigt program.