Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The State, The Market & The DJ

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Jonas R. Kirkegaard / Heidi Mortenson / Puzzleweasel / Karsten Pflum: 'Spot 2008, Århus, Filuren, fredag d. 6/6'
Jonas R. Kirkegaard / Heidi Mortenson / Puzzleweasel / Karsten Pflum
Spot 2008, Århus, Filuren, fredag d. 6/6
(koncert)

Onde - men nok desværre realistiske - tunger ville vide, at det ikke var nogen tilfældighed, at årets udgaver af henholdsvis SPOT og Vesterbro Festival var placeret samme weekend. Fra sidstnævntes side var der tilsyneladende tale om en åben krigserklæring. Om den skulle have baggrund i den urgamle - og, undskyld mig, men er det i disse www-tider, hvor alle har lige adgang til den samme kultur samtidigt, og ingen landsdele af den grund kan siges at halte bagefter, ikke på tide at lade den gamle, latterlige diskussion falde? - modsætning mellem Jylland og Hovedstaden, er ikke til at sige. Musikpolitiske årsager er også blevet nævnt. Men manøvren virkede: SPOT 2008 var godt besøgt, men unægteligt ikke så kraftigt som i de foregående år. Hvilket givetvis kan mærkes i ROSA's pengepung. Om tilfældet var det samme på Vesterbro? Det skal dette par skrivende hænder ikke gøre sig klog på. Men lykkes det vitterligt den ene festival at udkonkurrere den anden - hvis de ikke faktisk begge to ender med slingrende regnskaber! - er det ærligt talt publikum, der bliver den store taber. Danmark burde have plads til begge arrangementer!

At man så rent faktisk kan snakke om en vis grad af "århusianeri" på SPOT, skal der ikke herske tvivl om. F.eks. har Århus - som noget unikt her til lands - DIEM: Landets eneste uddannelse, der specifikt er rettet mod elektroniske musikere. Og ud af aktiviteten omkring dette sted er der nu vokset foreningen Electronic Music Aarhus, der vil arrangere showcases for miljøets kunstnere, hvoraf fredagens på Filuren var den første. Ganske fint, sådan set, men samtidig koblede det også konsekvent musikere fra København af pga. geografiske årsager, og hvorfor egentlig det? Her kan man med rette spørge sig selv om, hvorfor SPOT uden videre accepterede den lokale vinkel og ikke gik efter en samlet - og længerevarende - præsentation af hele landets elektroniske talentmasse? Men ok: Hovedstadens fremmeste kunstnere kunne jo så langt hen ad vejen finde plads på Vesterbro Festival i stedet...

Som koncertgænger havde man dog al mulig grund til at være tilfreds, for dagens line-up - konsekvent inkluderende tidligere eller nuværende elever og undervisere fra DIEM - var gedigen. Personligt gik jeg glip af Voks, Jonas Olesen, Wäldchengarten, Vectral og Morten Riis, men jeg har hørt nok til at kunne bevidne hver enkelt kunstners høje niveau: Det var bestemt ikke et skidt sammensat program. Og det, jeg fik set, var faktisk blændende ind ad en kant.

Det første levende billede var Jonas R. Kirkegaard, som åbenbart har en vis aversion mod højttalere. I hvert fald frembragte han sit 20-minutters sæt på metalplader, der blev tangeret elektronisk med noget, der lignede strikkepinde. Det gav ikke ret meget lyd af sig, hvad Kirkegaard da også var fuldt bevidst om og kommenterede. Bare man rykkede på sig ude i salen, kunne alle høre det. Men der kom faktisk også en meget koncentreret oplevelse ud af Kirkegaards valg. Den knitren, surren og summen, han lokkede ud af pladerne og stakkede op i lag, var spindelvævsfin - et suk fra stilheden, men dog fyldig. Underligt intim som at blive hvisket ind i øret eller kysset uendeligt blidt. At der også var noget køligt og fremmedgjort over lyden, var så noget andet. Hvor sagte, det hele end var, blev man stille og roligt eleveret. Avantgarde eller noise? Var det ikke lige meget? Bedre - og mere sand - ambient kan jeg ikke mindes at have oplevet.

Så var der anderledes knald på hos Heidi Mortenson, der strengt taget kun arbejdede elektronisk på den måde, at hun samplede stemmefragmenter, human beat box-elementer, trompet-sus og lidt keyboardspil i en rivende improvisatorisk strøm. Og det skal retfærdigvis siges, at hun fejlede hist og her. At lave perfekt tikkende rytmer med munden er hundesvært, og sampler man resultatet, står enhver lille fejl soleklart frem. Et par gange måtte hun derfor stoppe lidt op, slette spor og starte forfra. Andre gange overlæssede hun også sine arrangementer: Specielt det, hun legede frem på keyboardet, havde det med at gøre numrene grumsede, og heldigvis lod hun det stå det meste af tiden. Men sådan er improvisation bare: Når det virker, er det guddommeligt. Når det ikke gør, er det pinligt. Og som enhver god improvisator var Mortenson ret hurtig til at spotte, når hun var på vej i en forkert retning, og finde tilbage til det punkt, hvor det virkede, igen.

Det imponerende var, at hun formåede at fragte sin fornemmelse for det poppede og iørefaldende ind i dette set-up. Ikke mindst på en art coverversion af Kylie Minogues "Can't Get You Out of My Head", der føjede benene væk under folk med bastant beatboxing og flot opbyggede vokalarrangementer. Men overalt var der sparkende rytmer og catchy hooks. Og så var Mortenson basalt underholdende at se på, mens hun opbyggede sine grooves og melodier. Det var som om, hendes krop var koblet elektronisk sammen med hvert taktslag, og hun vovede sig sågar ud i luftscratch. Jo: Fejlene til trods var Mortensons koncert muligvis den bedste på årets SPOT-festival overhovedet. Og musikalsk set absolut den modigste.

Så spillede både Puzzleweasel og Karsten Pflum, der begge var på scenen under førstnævntes koncert (om end det ikke var tydeligt, om Pflum bidrog med noget eller bare ventede), noget mere straight. Modsat Kierkegaard og Mortenson var de bundet til deres laptops, og selvom førstnævnte er lidt af en vildmand på en scene med fægtende arme osv., var underholdningsværdien til at tage at føle på. Til gengæld var de - som altid - uhyre kompetente. Peter Dahlgren (Puzzleweasel) er og bliver en sand mester udi en art post-gabber, hvor beat-fragmenter kastes op i luften, i lang tid synes at kæmpe mod hinanden og til sidst finder sammen i genialt kantede, rytmiske kakafonier. Og selv Pflum, der ellers i lang tid synes at have været fanget i en post-click'n'cut cul-de-sac, arbejdede inden for en fornyet melodisk form, der simpelthen gav hans musik relevans igen. Lige så svævende og involverende, som den før havde været tør og akademisk.

Det elektroniske Århus er helt klart et besøg værd. Så intet, der var mindre end godt, og både Kirkegaard og Mortenson var langt mere end det - på hver deres facon originale og stærkt involverende. Men måske man skulle komme Vesterbro i forkøbet og præsentere det elektroniske Danmark næste gang?

Steffen B. Pedersen, 15. jun 2008


Yderligere information

www.diem.dk

Kommentarer (2)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Jesper - 0 indl�g27/06/08 15:13
Af VMK
Det er ganske givet ikke kun Spot-festivalens men også anmelderens Danmarkskort der er forvredet. VMK -konservatoriet for musik og formidling i Esbjerg (www.vmk.dk) har i mange år uddannet elektroniske musikere på uddannelsen Tonespace - under ledelse af Hans Sydow og gæsteprofessor Charlie Morrow og hvor både Bjørn Svin og Trentemøller har varetaget undervisningen. Den årlige Tonespace-festival præsenterer hvert år to dage med gratis koncerter med de studerende.På dette års festival var der indbudt til duel mellem de elektroniske lydlegebørn og det internationalt anerkendte Esbjerg Ensemble. Sæt venligst en nål i landkortet og gør et notat i kalenderen. Næste projekt er Vadehavsfestivalen "Springflod" 16 -24 august.

En anden gængs misforståelse er at Århus som det første sted nu samler musikuddannelserne under ét tag. Konservatoriet i Esbjerg har de sidste 10 år fungeret som smeltedigel mellem det klassisike, rytmiske og elektroniske!

 
lotte - 1 indl�g07/07/08 14:51
Af lottefree
Jeg synes det er rigtigt at der er en uheldig tendens til at mange danske festivaller byder på de samme navne igen og igen

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen